Mette-Marits svære start: Blev overvåget og forfulgt
SPONSORERET indhold

Mette-Marits svære start: Blev overvåget og forfulgt

Da kronprins Haakon forelskede sig i Mette-Marit Tjessem Høiby blev hun kaldt Askepot fra Kristianssand. Men hun måtte også gå så grueligt meget igennem, før hun fik sin prins, for medier spillede rollen som både den onde stedmor og stedsøstrene til perfektion.

Af: Maria Lützen Foto: Berit Roald/NTB/Ritzau Scanpix
16. apr. 2021 | Livsstil

Mette-Marits turbulente start i de royale rammer kan man høre mere om i et nyt afsnit af podcasten "De kongelige". Her taler HER&NU's Nikolaj Vraa med Berlingskes kongehusekspert, Jakob Steen Olsen, om det norske kronprinspar.

Parret, der mødte hinanden første gang i 1996, da Mette-Marit var gravid i tredje måned, blev kærester i 1999, da Haakon kom hjem til Norge efter tre års studier i USA.

De norske medier kom på sporet af romancen året efter, og så brød helvede løs for Mette-Marit, der boede alene med sin treårige søn, Marius.

Den norske SE og HØR-journalist Hårvard Melnæs fortalte i 2007 i bogen "En helt almindelig dag på jobbet", hvordan hun var brudt sammen under bladets overvågning af hende i jagten på billeder og gode historier.

I bogen citerede han blandt andet fra en rapport, som en af fotograferne havde afleveret på redaktionen efter en opgave, hvor han og en journalist havde holdt hendes lejlighed under observation.

Da de tre gange på en time havde fotograferet hende, mistede hun ifølge rapporten besindelsen og stormede hen til deres bil.

Ifølge fotografen var hun "iført smækbukser og en tynd beige bluse og havde stadig bilnøglerne i hånden", da hun opsøgte dem.

- Nu er det nok! Jeg orker ikke det her længere. I står her døgnet rundt hele ugen, og jeg orker det ikke. Hvordan tror I, at jeg kan være mor, når I forfølger mig og min søn konstant. Jeg kan ikke klare det mere. I ødelægger mit liv. Min søn vil ikke fotograferes hele tiden, men det tager I ikke hensyn til. Hvordan tror I, jeg skal kunne passe på ham?, lød det fra Mette-Marit.

I 10 minutter forsøgte den kommende kronprinsesse at få mediefolkene til at forstå, at hun ikke kunne mere.

- Hun sætter sig på hug og hamrer med knytnæverne mod fotografens bil. Det er seks minusgrader, og hun græder i stride strømme. Til sidst kører fotografen og journalisten derfra, skrev Politiken, der i 2007 bragte flere artikler om Melnæs' bog.

- Interessen var voldsom. En ting er at være født til det og have tid til at vænne sig til den skæbne, noget andet er at blive kastet ind i det, påpeger Berlingskes kongehusekspert, Jakob Steen Olsen, i afsnittet af "De Kongelige", der i sæson 2 fokuserer på de udenlandske kongehuse.

I sin bog afslørede Hårvard Melnæs også, at politibetjente blev betalt af norsk SE og HØR for at lække information fra strafferegistret om Mette-Marits tidligere kærester ligesom bankansatte blev betalt for de kongeliges kontoudtog. Dermed kunne ugebladet blandt andet afsløre, at Mette-Marit efter brylluppet havde købt tøj for 300.000 kroner under en rejse til New York.

Det var også Hårvard Melnæs, der var bladets kontakt til Mette-Marits far, Sven O. Høiby. Han havde i første omgang gratis givet dem sine private billeder af Mette-Marit, mod at de ville skrive pænt om hans datter. Senere begyndte de at betale ham honorar for interviews, ligesom de købte ham en mobiltelefon og betalte hans abonnement. Det betød, at de kunne aflytte hans telefonsvarer og dermed som de første fik beskederne, da kronprins Haakon ringede til Sven O. Høiby for at fortælle, at han var blevet morfar.

Lavpunktet i samarbejdet var et arrangeret tre-måneders bryllup med en yngre stripper og interviews om deres vilde sexliv. De mange historier resulterede i, at forholdet mellem far og datter blev ødelagt.

- Jeg havde store kvaler, når det kom til mit nære forhold til Sven O. Høiby. På den ene side var vi gode venner, men på den anden side var han fuldstændig skrupelløs, hvilket jeg og min arbejdsgiver ofte har udnyttet. Jeg vidste, at jeg skrev ting om Sven O. Høiby, som han burde have været skånet for. Alligevel skrev jeg dem, fortalte Melnæs i "En helt almindelig dag på jobbet", der senere også blev filmatiseret.

Anbefalet til dig