Ren og skær lykke
TORSDAG
“Idag så jeg et forelsket kærestepar på gaden. Et par, der gik helt viklet ind i hinanden, lidt for sent til at møde på arbejde til tiden, og standsede hver anden meter for at kysse. Jeg opfandt deres liv på to sekunder:”
De har kendt hinanden et halvt års tid, har besluttet at følges den del af vejen, der er fælles, efter en lidt for lang morgen under dynerne og med en efterfølgende morgenmad, der magnetiserede dem til bordet og hinanden. Da de endelig kommer ud ad døren - med altafslørende morgenhår og lallende tandsmil på læben - går de så der, lige foran mig, og trækker den liiige en lille omvej for den ene af dem, bare så de kan følges ad LIDT længere.
Jeg husker det hele. Det føles nogle gange, som om det er lang tid siden. Nu går en højtråbende, lille blondine mellem os og råber "SMØR!", hver gang vi slentrer på gaden. Ligesom vores morgenstund under dynerne typisk ender lidt brat omkring klokken seks med et strengt: "NEJ, dukke Lars! IKKE puha i sengen!", fra værelset nede ad gangen. Og morgenmaden? Tjo, det er en anden form for hygge, der indbefatter lange snakke om "tivaminpiller" og hvorfor Rudolf egentlig var den eneste, der havde en rød næse i sin familie.
“Derfor slentrer vi sjældent, manden og jeg. Men. Så er den der alligevel. I de opgivende blikke, vi sender hinanden, når den lille dame skriger over de sokker, hun skal have på, i de ubehjælpelige sange, hun med minimal barnestemme fyrer af fra badekarret og i de øjeblikke, jeg har fotograferet hér.”
I aftes, hvor jeg sad og arbejdede lidt ved spisebordet, så jeg op og fik øje på far og datter, der lavmælt diskuterede opskriften til risotto (og hvorfor der ikke skal jordbær i), og så faldt det hele på plads.
Den lille blondine giver os en lykkefølelse, der til forveksling ligner den, parret foran mig på Godthåbsvej føler. Det er det, der giver det hele værdi. Og lur mig, om ikke hun en dag vil gå alene og mor og far igen kan slentre solo og forelskede afsted arm i arm og snakke om dengang en lille tosse råbte smør efter fremmede.