Ricottadip med brøndkarse og pinjekerner
“For mange år siden inviterede jeg min mor til Wien. Vi boede på Terence Conran-hotellet Das Triest, og på deres italienske restaurant, Collio, nød vi en skøn middag. Som appetizer fik vi brød med forskellige slags dip, blandt andet en krydret ricottadip. Den lette ost og de friske krydderurter giver en skøn dip, som du kan variere i det uendelige og både bruge som sandwichfyld eller til at dyppe friske grøntsager eller - som her - skinke i. Genialt til cocktails-snacks...”
Ricottadip:
1 dl ricottaost
1-2 spsk mælk
1 spsk olivenolie
Salt
Peber
En håndfuld brøndkarse, finthakket
50 g pinjekerner, ristede og grofthakkede
Rør ricottaen sammen med mælk og olivenolie. Tag dig ikke af, at den er lidt grynet - brøndkarsen og pinjekernerne kamuflerer det. Og desuden er det jo smagen, det handler om. Smag til med salt og peber (smag lige på brøndkarsen først. Nogle gange er den meget pebret i smagen, og så behøver du ikke så meget peber). Rør til sidst brøndkarsen og pinjekernerne i og server med det samme.