Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Sådan laver du en sundere gulerodskage
Sådan laver du en sundere gulerodskage

Sådan laver du en sundere gulerodskage

En af mine favorit-kager er gulerodskage – den er et sikkert hit når jeg har gæster, og så er den super nem at bage. I min nye kogebog ”Sunde Søde Sager fra The Food Club”, har jeg lavet en sundere version af den traditionelle gulerodskage, som normalt indeholder store mængder af sukker. Min opskrift er bl.a. med mandelmel, fuldkornsspelt og kokossukker, hvilket gør kagen knap så syndig.

Kagen kan både laves med og uden frosting, men jeg vil klart anbefale at lave den med, da det gør kagen endnu bedre.

Gulerodskage, 8 personer:
Ingredienser:
150 g alm. mandelmel
125 g groft speltmel
2 tsk bagepulver
1½ tsk stødt kanel
½ tsk salt
3 æg, str L
3 gulerødder, str M
1 æble
40 g valnødder
70 g neutral olie, fx solsikkeolie
4 spsk kokossukker

Frosting:
150 g flødeost
50 g skyr
skal fra 1 øko citron
1-2 spsk ahornsirup
½ tsk ren vaniljepulver

Bland mandelmel, speltmel, bagepulver, kanel og salt sammen i en skål. Riv gulerødder og æble på den grove side af et rivejern. Hak valnødderne groft. Rør æg, olie og kokossukker sammen, og bland det med de tørre ingredienser og valnødderne. Rør dejen godt sammen, og tilsæt reven gulerod og æble. Når dejen er ensartet, hældes den i en springform beklædt med bagepapir, Ø 22 cm.

Bag kagen i ovnen ved 180 grader i ca. 40-45 minutter, eller til den er gennembagt.

Rør alle ingredienserne til frostingen sammen og smag til – sæt gerne frostingen på køl i ca. 1 time inden den kommes på kagen. Fordel forstingen over den helt afkølede kage enten med en palet eller sprøjtepose og stjernetyl. Opbevar kagen på køl, indtil den skal serveres. Kagen holder sig fugtig og god i ca. 2 dage.

Se, hvad vi ellers skriver om: Gulerodskage, Sund kage og Ditte Ingemann