Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Fremtidens dating

Fremtidens dating

Så vild bliver fremtidens dating

Vi kan forudse menneskelig adfærd med vores data. Men hvorfor har vi ikke fundet en måde at perfektionere måden, vi finder en partner?

Danmark har fået et nyt datingsite. Endnu et site, der håber at gøre singlers jagt på kærlighed til en forretningsmodel. Folkene bag det nye site, SnugSpot, lyder egentlig til at have fine intentioner. De vil sætte tempoet i dating ned. Du får kun ét match hver dag. Du kan altså ikke sidde og scrolle igennem hundredvis af profiler i jagten på dit næste dopaminfix. Som Kasper Hjort, der tidligere har haft succes med datingportalen Beautiful People, forklarer:

- Vi vil gerne væk fra det scenarie, hvor man sidder og swiper videre, når ham eller hende, man er på date med, går på toilettet og er væk fem minutter.

Så langt så godt – det er en fin intention. På den måde kommer man udover det fænomen, man kender fra forskningen som choice anxiety – for mange valgmuligheder hæmmer vores evne til at træffe valg. Og alle med en Tinder -profil kender dette til hudløshed – hvorfor bruge tiden på at skrive til et match, når et endnu bedre fix venter forude.

Derudover matcher SnugSpot ligesom mange andre datingsites folk ud fra en personlighedstest, som endda er baseret på valid forskning. De bruger nemlig den bredt anerkendte teori The Big Five, hvor man tester folk efter fem personlighedstræk (indadvendt-udadvendt, bekymret-rolig, åben, samvittighedsfuld og venlighed), som man ved fra forskning kan forudse længden og kvaliteten af et forhold.

De vil også kun have penge, hvis man rent faktisk finder en person, man vil på date med. Alt i alt lyder folkene bag SnugSpot til at have tænkt en masse fornuftige tanker igennem. Men alligevel bliver jeg skuffet, da jeg taler med stifteren Kasper Hjort.

De har nemlig solgt sitet som noget nyt, fordi de bruger data og algoritmer. Men måden, de bruger data på, er fuldstændig den samme som alle andre datingsites, kan han oplyse mig om. De måler på folks adfærd på sitet, og hvis jeg kigger længe på mørkhårede mænd fra Næstved, så retter de på algoritmen, så jeg bliver matchet med flere mørkhårede mænd fra Næstved.

Men hvordan kan det være, at vi i en verden af ufattelige mængder data ikke kan blive skarpere til at matche folk ud fra dette? Google kender alt fra vores sygdomsproblemer til hvilke ferier og sexlegetøj, vi bestiller. Det ved de mennesker, som arbejder med online markedsføring. Vi får konstant af vide, at vores data bliver brugt til det ene og det andet kommercielle formål. Hvis min data kan bruges til at tjene penge til virksomheder, hvorfor kan den så ikke bruges til at finde den perfekte partner?

LÆS OGSÅ: Derfor holdt han op med at skrive

Mennesker er fejlfaktor
Det helt store problem med at bruge personlighedstest til at matche mennesker handler om forskellen på vores eget selvbillede og virkeligheden. Vi mennesker er nemlig ikke specielt ærlige, når vi skal svare på den slags. Det er et velkendt fænomen i forskning, når man bruger spørgeskemaer.Vi svarer ikke uærligt – men vi svarer på en måde, som vi gerne vil se os selv. Vi læser langt mere avis og spiser mere økologisk, når vi skal vurdere vores egen adfærd i spørgeskema, end når vi står nede i supermarkedet.

Den erkendelse fik i 2013 amerikanske Amy Webb til at hacke sig til at finde en partner. Amy er IT-specialist og ifølge eget udsagn besat af tal, gadgets og Javascript. Som ejer af et konsulentfirma, der specialiserer sig i strategisk IT, kunne hun ikke bare se de fejl, datingsider har – men hun kunne også udnytte det og gøre noget ved det. Hun var nemlig udmærket klar over, at hun ikke selv svarede helt sandfærdigt på de spørgsmål. Den data, de fik om hende, var altså med hendes egne ord dårlig data. Derfor ville der kun komme dårlige matches ud af det.

I stedet lavede hun en liste over, hvad hun ledte efter. Næste skridt var at lave hendes krav om til en matematisk ligning, som hun kunne synkronisere med datingsiden. Dermed sorterede hun en masse fra, der viste sig ikke at være interessante. Næste skridt var at finde ud af, hvordan man blev mest populær. Det gjorde hun ved at oprette falske profiler på mænd og se, hvem der var de mest eftertragtede kvinder. Ud fra de profiler kunne hun tilpasse sin egen profil, så hun blev set af de mest eftertragtede mænd. Hun kørte altså en marketingsstrategi på sin egen datingprofil ved hjælp af data – og endte med at have den mest populære profil på sitet. Forsøget endte med en 14 timer lang date med den mand, hun i dag er gift og har et barn med.

I en TED talk om projektet, som hun også har skrevet en bog om, forklarer hun, hvad problemet er med moderne datingsites:

- Algoritmer virker fint. Problemet er, at det gør vi ikke. Når vi ser blanke kasser, som vi skal udfylde, er det meget få af os, der har evnen til at være fuldstændig, brutalt ærlige med os selv.

LÆS OGSÅ: Nu forstår jeg, hvorfor nogle mænd er frygtelige datere

Dating 2.0
Millioner af lykkelige par har fundet hinanden på datingsites på globalt plan. Der er altså ikke nogen tvivl om, at online dating er en god ide. Men kunne vi ikke skabe langt bedre datingforløb, hvis vi udnyttede de teknologiske muligheder bedre. Jeg vil da hellere have tilbudt den perfekte partner end et de perfekte vinterstøvler. For at blive klogere på, om det kan lade sig gøre, ringer jeg til Danmarks Tekniske Institut. Her sidder nogle af landet største datanørder. Paul Fischer er lektor ved institut for Matematik og Computer Science. Han er lidt skeptisk overfor min ide, men mener godt, at det kan lade sig gøre:

- Hvis man kunne få samlet al din data fra rejser, indkøb, ja alt muligt, så kan man lave en rigtig god profil af en person. Man kan sikkert få bedre match end ved andre metoder, fordi du får et bedre billede af personen. Hvis man vil matche personer med hinanden, er det jo en fordel. Jo tættere du er på den virkelige person, desto bedre kan det match være.

Fantastisk – min ide holder altså vand. Teknisk set kan det godt lade sig gøre. Men data er jo ikke bare data – der er mange lag, finder jeg ud da jeg taler med professor Anders Kofod-Petersen, som leder et dansk projektsamarbejde om Big Data og til dagligt sidder på Alexandria Instituttet, der beskæftiger sig med IT-innovation.

Jeg foreslår ham at lave et datingsite baseret på alle de oplysninger, Facebook har på os. Hver gang vi loggeer på datingsites, giver vi alligevel lov til at de må bruge vores data – så hvorfor ikke bruge det hele? Den er Anders Kofod-Petersen helt med på – vores Facebook -profil siger nemlig rigtig meget om, hvem vi er, mener han:

- Meget af det, som definerer et menneske, er det, vi omgiver os med i vores hverdag. Hvis du har mange akademikere som venner, så siger det noget om dig. Hvis du liker, hver gang en ven står på en fjeldtop, siger det noget om dig. Hvis du liker mange ting, siger det også noget om dine personlighedstræk. På den måde kan vi danne en mere avanceret profil. Jeg ville lave den antagelse, at hvis man ser på adfærd, kunne man klassificere dig ud fra en personlighedstest. Så ved vi meget om dig og har en rig model, vi kan matche på.

Den rigtig spændende data
Men det er kun første skridt. Anders Kofod Petersen har nemlig flere ideer til, hvordan vi kan udnytte den adgang, vi har til vores data – han er om mulig endnu mere datapositiv, end jeg selv er. For Facebook har ikke bare adgang til, hvad jeg kan lide og ikke lide – de har også adgang til mine private samtaler – og så bliver det med Anders Kofod Pedersens ord rigtig spændende:

- Når vi har matchet jer, kommer vi til den rigtig spændende model. For når man er i Facebook-modus portrætterer man sig selv anderledes end i privaten. Så når vi har matchet med vores vidunderlige modeller, fremsætter vi en tese om, at en person med denne adfærd, matcher med en, der har lignende adfærd. Vi ved endnu ikke, om det er god ide. Men så kan vi antageligvis monitorere den digitale kontakt, når I skriver sammen. Når vi kan observere, at vi har taget fejl, at jeres date ikke var en succes, kan vi justere. Så har vores hypotese taget fejl. Gør vi det nok gange, har vi fået bygget modellen for, hvordan vi skal matche vores kunder. Fordelen er, hvis vi er dygtige, så er ods bedre for, at I er godt match – og det er jo formålet med hele øvelsen.

Vi ved jo alle sammen, at vi ikke portrætterer os selv helt ærligt på sociale medier – men det mener Anders Kofod-Petersen ikke er et problem. Vi har nemlig så meget data, at vi kan danne os et bedre billede af en person, end de oplysninger man plotter ind i et datingsite:

- Den måde, man portrætterer sig selv på Facebook, er anderledes. Men hvis vi kan kigge på adfærdsdata, kan det være en måde, man implicit kommer tættere på reel adfærd, end den profil, man lægger ind på sitet, hvor alle skriver, at de er en to meter høj græsk gud. Med en ti år lang historik af, hvad du har gjort på Facebook, er det vanskeligt at iscenesætte sig selv voldsomt.

Jeg begynder seriøst at overveje, om jeg selv skal starte det datingsite. Mest af alt forstår jeg ikke, hvorfor ingen har gjort det før. Da jeg taler med Kasper Hjort fra SnugSpot forklarer han, at de ikke bruger den slags data, da de ikke er sikre på, at folk ønsker, at deres private informationer skal bruges på den måde. Men det forstår jeg simpelthen ikke – hvis den må bruges kommercielt, hvorfor må den så ikke bruges til at finde en partner?

Jeg spørger Andreas, om han mener, at hensynet til privatlivet kan være et problem:

- Når du først har givet data til Facebook, så har du allerede solgt sjælen og ødelagt dit privatliv – om den data også ender hos et datingbureau er jo ikke skidt.

Til sidst spørger jeg dataeksperten, om han synes ideen er god – er det bare mig, der synes, det her virker som den helt rigtige måde at matche mennesker på:

- Du ringer bare, så finder vi ud af noget, svarer han.

Godt så – dating 2.0 er måske en realitet.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kultur, Dating, Netdating og Kærlighed