Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Foto: Alamy Billedet er ikke af Emma - dem finder du på Friktion.dk.

Se Emmas comeback, da hun blev udsat for hævnporno

Emma Holtens indbakke eksploderede pludselig en dag. Med henvendelse fra mænd, der gerne vil have hende til at sende flere nøgenbilleder - flere end dem, de havde fundet af hende på et site, der fokuserer på såkaldt hævnporno.

23-årige Emma Holten levede i tre år med daglig afpresning og forespørgsler på nøgenbilleder på mail og Facebook. Alt sammen fordi hendes ekskæreste, formoder hun, uden hendes samtykke havde delt private nøgenbilleder fra deres tid sammen på et site med billeder af kvinder, der uden deres vilje bliver en del af pornoindustrien. Nu er hun gået offentlig med sin historie:

- Det føles enormt lettende, at det ikke længere er hemmeligt. Det har været ligesom at være kendt for noget virkeligt nederen, men nu har jeg taget kontrol over det selv, siger hun til Eurowoman.dk

Lumre henvendelser fra familiefædre
Gennem de tre år, billederne har ligget på sitet, har hun dagligt fået henvendelser fra mænd over hele verden. Både familiefædre, studiekammerater og teenagedrenge. Og det har ikke været svært for dem at finde frem til Emma. For på siden er der linket til hendes Facebook, LinkedIn og arbejdsplads. Mange af hendes venner har modtaget billederne i de deres indbakke, fordi Emma nægtede at sende flere til nogle af de mænd, der henvendte sig efter at have besøgt sitet.

I et essay på det feministiske site Friktion.dk, beskriver Emma oplevelsen som ydmygende:

"Som månederne gik, blev beskederne ved med at tikke ind. Jeg lå på sider, der var tiltænkt piger, der havde oplevet det samme som mig. Piger, der ikke havde lyst til at blive begloet. Piger, der aldrig havde ønsket opmærksomhed fra mere end én anden. "Mænd elsker nøgne damer", tænkte jeg, "det vidste jeg da godt". Men spørgsmålene i de beskeder, jeg modtog, gjorde det klart, at jeg ikke bare var interessant, fordi jeg var nøgen.

Do your parents know that ur a slut?

Did u get fired?

Whats the story behind this? Who did this to you?

Haha, du er på [site tiltænkt hævnporno-ofre]!!! Vidste du det???

Send me more nudes or I'll send the ones I have to your boss."

Der er ikke nogen let løsning
I mere end halvandet år har hun gået og overvejet, hvad hendes modtræk kunne være. Hvordan hun kunne genvinde kontrol over sin egen krop og med hjælp fra fotograf Cecilie Bødker Jensen, der er tilknyttet Friktion, som Emma har været med til at stifte, fik de to skudt en billedserie, der viser Emma nøgen i hverdagssituationer, og hvor ambitionen er at vise en ikke seksualiseret version er hende.

"Der er ikke nogen åbenbar og let løsning på det problem. Man er hele tiden fanget mellem at ville gemme sig og aldrig vise sig igen, samtidig med, at man ikke har lyst til at skamme sig resten af sit liv. Efter at have tænkt over det i lang, lang tid, bestemte jeg mig for, at det måtte være muligt at genskrive historien om min krop. Man kan sagtens se mig nøgen og også se mig som menneske. Det er bare ikke det, der har været min lod indtil videre. Jeg bestemte mig for, at der måtte ske en slags gen-humaniseringsproces.

LÆS OGSÅ: Kendte kvinder: fra lækkede sextapes til hackede nøgenbilleder

Serien blev delt på Friktions site i forgårs og i går blev sitet lagt ned, fordi så mange var interesseret i at se den billedserie, der har givet Emma noget af sin værdighed igen.

Overvældet over henvendelserne
Siden Emmas billedserie er blevet lagt op på Friktion er henvendelserne strømmet ind og nu er "other"-boksen på Facbook ikke længere fyldt med nedværdigende kommentarer fra sjofle mænd, men derimod positive tilkendegivelser fra folk, der synes, Emma er modig og respekterer, at hun sætter fokus på en industri, der lever af at udstiller kvinder mod deres vilje.

- Lige nu er det hele lidt overvældende, men jeg er meget glad, siger Emma, der fortsat er temmelig overvældet over responsen og opmærksomheden fra medierne, og derfor pt ikke ønsker at kommentere direkte på billederne, men slutter sit essay af med følgende kommentar:

"Billederne i serien er et forsøg på at gøre min krop til et kvindelig subjekt i stedet for et objekt. Jeg skammer mig ikke over min krop, men det er min krop. Samtykke er det vigtigste her, ligesom sex og voldtægt på ingen måde har noget med hinanden at gøre, er billeder, der frivilligt er delt, en fuldstændig anden ting, end de, der er det ufrivilligt."

Læs Emmas personlige essay på Friktion her.

SE ALLE BILLEDERNE, som Emma har fået taget her.

LÆS OGSÅ på ALTfordamerne.dk: Fotograf tager nøgenbilleder af sig selv over 4 årtier

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Bryster