Skal, skal, skal…skal ikke!
Det går altså ikke så godt…! Vægten bevæger sig ikke nedad, og da jeg var til træning i lørdags, bad jeg Ida om en opsang omkring kosten. Jeg ved jo godt, at der er en grund til, at jeg ikke rigtig taber mig, og det er, at jeg har alt, alt for travlt. Når man både har super travlt på jobbet OG i fritiden, så ryger der hurtigt noget forkert og lidt for meget indenbords. Jeg ved ikke helt, hvad der er sket med min kalender i maj og juni i år, men jeg skal noget h-e-l-e tiden! Det er jo dejligt, at der er folk, der gerne vil se mig, at vi selv har gæster og, at der er dejlige små rejser rundt omkring. Men altså! Vægttab kræver i den grad fokus, og det er godt nok svært at passe ind i en lidt for travl hverdag. Jeg har flere gange lige puttet noget i munden, uden overhovedet at overveje det før bagefter – og det er altså ikke godt.
Idas bedste råd er:
# Planlægning. Tjek din kalender en uge frem ad gangen og tænk over, hvordan du vil håndtere de forskellige arrangementer, du skal til. Hvad vil du spise, når du bliver inviteret ud? Vil du evt. tage din egen mad med for at være på den sikre side? Tænk situationerne igennem, så du ikke bare bliver overrumplet, når du står foran alle fristelserne.
# Tænk over alle måltider og mellemmåltider flere dage frem, så du får købt rigtigt ind. Det er meget lettere at vælge det sunde og rigtige, hvis køleskabet er fuld af den slags mad.
# Når du står foran en usund ting,
som du skal lige til at putte i munden, så stop op og sig: Skal? Skal? Skal? Skal? Ti gange. Det giver dig tid til virkelig at overveje, om du vil bruge kalorier på det stykke chokolade eller den kage, som du har lyst til. Svaret på alle de mange gange ”skal?” bliver som regel et ”nej”, fordi du finder ud af, at du faktisk godt kan lade være. Somme tider bliver svaret et ”ja” og spis så chokoladen, kagen, eller hvad det nu er – og NYD det.
Det er første dag af min skal-lektie i dag, og jeg bliver lige nødt til at bekende, at det blev et ”ja”, da chefen i dag fejrede fine oplagstal ved at give La Glace kager til hele redaktionen! Undskyld, beklager, men ja – jeg NØD det virkelig, virkelig meget. Og det hører med til historien, at vores layoutchef kiggede på min tallerken og undrende udbrød: ”Det var da et meget lille stykke…?”