Smugkig på efterårets accessories
“For nyligt fotograferede vi en modeserie med nogle af efterårets vigtigste looks. Hele stylingen var baseret på accessories – og ideen var at vise, hvordan du kan ændre dit look radikalt med de rigtige sko, tasker, smykker, halstørklæder, hatte… Vi fotograferede på en af de varme sensommerdage, så vores model svedte tran under de store uldfrakker og pelssager, som hun skulle springe rundt i.”
Her kan du se halvdelen af vores accessories lagt op. Vi skulle lave 6 billeder med hver sit meget unikke look. Forrest ligger tingene til det look, vi kalder ”Nordnorsk Nomade”, i midten tingene til ”Militærpilot” og bagerst tingene ”Beige 70’er-bling”. Det er tre af efterårets vigtige tendenser – og vi forsøger at vise dem så tydeligt som muligt. Derfor har vi flere sager, end vi skal bruge – så kan vi vælge det helt rigtige, når vi klæder modellen på.
Her er alle vores accessories – og forrest noget af tøjet. På bordet til højre ligger accessories til tendenserne; ”Stene & pailletter”, ”Pels” og ”Retro-romantik”.
Her er jeg ved at klæde modellen på til det første look. Vi bruger en klassisk militærfrakke fra BZR som udgangspunkt for looket – og så fyrer vi ellers op for en masse flotte accessories.
Her står modellen i sit komplette militær-look og poserer for vores fotograf, Mads Stahlschmidt.
Og her har vi skiftet til nordnorsk strik. Dette look er meget inspireret af D&Gs show i Milano.
Her er næsten hele holdet i gang med at kigge på computerskærmen for at se, om vi har fået lavet nogle flotte billeder.
Og her er så det udvalgte billede, der skal illustrere den nordnorske tendens.
“Når billedet er blevet digitalt behandlet, kan du se det i ALT for damerne i næste uge – hvor vi har særligt fokus på efterårets flotteste accessories. God fornøjelse!”