"Jeg orker ikke at gøre mig lille for andre længere"

Nogle ting ændrer sig, andre ting er, som de plejer. Sådan er det at være i live. Mens jeg skriver disse linjer, så har jeg fødselsdag (trut!). En ganske fredelig dag, hvor jeg har vasket tøj, været til anmeldervisning af en glimrende film, spist frokost alene.

LÆS OGSÅ: "Vi må acceptere hinandens kærester. Og det har egentlig ikke været svært"

Rødspættefilet, et glas crémant til og en jordbærkage. For når man bliver 45, så må man godt. Siger jeg. Børnene er hos deres far, og i aften skal jeg se min veninde.

Alt er godt.

I år er lidt anderledes. Stille på en anden måde. Og sidste år løj teksten ved siden af mig blandt mine ærede klummeskribentkolleger. Jeg var ikke single. I år er det kun billedet, der lyver, jeg er blevet korthåret. Sådan er der så meget.

Jeg kan ikke lide at lyve, slet ikke for læserne, men sandheden er, at jeg tit havde mine tvivl om det forhold, det virkede bare nemmere at skrive single. Den pågældende mand var så privat og indadvendt, grænsende til at krybe ind i panelerne. Det blev svært at skrive om ham og forholdet, både de gode og de spøjse sider. Det er lidt svært at klumme om kærlighed og dating, når der enten ikke sker noget på den front eller bliver nedlagt et mindre fogedforbud fra ham den korthårede.

Som skrivende ser jeg livet, særligt mit eget, som noget, der potentielt kan skrives om. Jeg bliver hele tiden inspireret. Så selvom jeg forstod ham, var det også svært. Uden sammenligning i øvrigt, så føltes det lidt som at bede Ghita Nørby om at dæmpe sig lidt eller at bede Kim Kardashian om at skrue ned for sin mås på insta. Jeg er en kvinde, der godt kan lide store armbevægelser. Jeg orker ikke at gøre mig lille for andre længere.

Det var ikke skriveforbuddet alene, der betød, at jeg sluttede det. Og jeg vil ikke bare klumme løs om dem, jeg involverer mig med. Jeg skal ikke lufte alt, slet ikke andres historier. Men hvis ikke folk kan inspirere mig eller skabe nye fortællinger sammen med mig, så kan det være det samme. Så er det bare stilstand. Jeg må have dynamik, bevægelse.

LÆS OGSÅ: Jeg er 40 og forvirret - kender du typen?

Diskretion loves, og det holdt jeg. Også på sociale medier. Ikke at forholdet var hemmeligt, men det føltes næsten sådan. ”Er du lige blevet single? Jeg vidste ikke, du havde en kæreste?!”. Den har jeg hørt et par gange i løbet af sommeren.

Mine statusopdateringer gjorde åbenbart nas. Fordi jeg virkede så glad. Så blev jeg lidt vred, ærligt talt. De var præcis som før og under forholdet, nemlig lette og skæve øjebliksbilleder fra mit liv, hvor han ikke ville nævnes. Så jeg kunne jo ikke lige lufte mine tanker om det brud eller skrive, at det gør ondt at give op og gå. Som en byld har det siddet og ulmet hele sommeren.

Nu prikker jeg hul, jeg er halvvejs til halvfems og gider ikke lyve mere eller leve for at gøre andre tilpas. Det er mit liv for kort til. Hvis ikke nu, hvornår så?

Om lidt mødes jeg med min veninde, vi skal have drinks og tale om mænd. Jeg gider ikke snakke mere om ham, men jeg vil helt sikkert gerne høre om, hvorfor mænd stadig bliver mærkelige, hvis man går i seng med dem. Hvorfor ændrer det sig ikke?

Men det er en helt anden klumme.