Take it slow roasted tomatoes

Take it slow roasted tomatoes

Næste gang, du står med en pakke tomater, der nærmer sig udløbsdato - og du ikke lige er i humør til tomater - så prøv at bage dem laaaaangsomt i ovnen. Det gjorde jeg i dag, hvilket pakkede min stue og mit køkken ind i en solrig duft af syditalien og knaldrøde tomater.

Det er meget enkelt, og jeg er ret sikker på, at det vil imponere dine kommende gæster. Nå ja, og så smager disse tomater uendeligt meget bedre end de der pap-agtige soltørrede tomater, man kan købe, og som håbløse cafeer stadig bruger. Jeg husker eksempelvis en cæsar-salat, jeg bestilte engang. Der var soltørrede tomater i! Whyyyyyyyy?!?!

I øvrigt giver jeg mine tomater et kick med chiliflager. Det behøver du ikke gøre. Men de vil også være lækre med lidt frisk merian henover - et krydderi, der burde være fast bestanddel af enhver tomatret, du laver resten af dit liv.

Ciao!

Take it slow roasted tomatoes

500 g cherrytomater

1-2 spsk olie

Salt

Peber

Chiliflager

Varm ovnen op til 150 grader varmluft. Vask og tør tomaterne og skær dem over på tværs. Læg dem i ildfast fad, dryp med rigelig olie, krydr med salt, peber og chili (eller merian). Stil dem i ovnen og bag dem i 2 til 2,5 timer til de er faldet helt sammen og har svedne kanter. Lad dem køle af og læg dem i et steriliseret glas og dæk dem med olie. Det holder ilten ude, så de holder læææænge.

TIP! Sådan steriliserer du glas

Vask glasset og låget i varm sæbevand og stil dem i en 160 grader varm ovn. Lad dem blive der, til de er helt tørre. Fyld tomater og olie på, mens glasset er varm, luk det og stil i køleskabet.