Tid til fordybelse

Tid til fordybelse

Vejret er pragtfuldt, og vi er ude det meste af dagen. Gøremål i haven og andre kroge ved huset bliver klaret.

Børnene leger i legehuset, og vi spiser håndmadder på bænken ved trampolinen. Mens Erik sover middagssøvn, leger vores datter på 4 år Katharina med legekammerat, som bor på den anden side af gårdspladsen.

Aviserne læses, kaffe i forårssolen – en snak om tingenes tilstand. Det handler ikke om, hvordan vi har det – men om hvordan vi tar´ det, har jeg ladet mig fortælle. Det er der vist noget om!

Familiemiddag hos farmor og farfar i 'strandhuset' om aftenen. Børnene sopper i vandkanten og glæder sig til snart at kunne bade… Meditation og yoga er ikke en del af mit program – men en dag som den i dag, er nok det tætteste på 'tid til fordybelse' (Mindfullness), jeg kommer i øjeblikket.