Ting tager tid…

Ting tager tid…

Det siger Ida Krak, når jeg synes, at det hele går lidt for langsomt. Og ting tager endnu længere tid, når man pludselig får verdens ondeste hold i nakken! Vågnede op med stiv nakke torsdag og fredag kunne jeg stort set ikke røre mig. Var hos både læge og fysioterapeut, og måtte så ellers aflyse træningen med Ida om lørdagen. Fik i stedet hendes søde mand – som er fysioterapeut – til at rykke lidt med mit hoved både lørdag og søndag, og kan nu så småt dreje hovedet mod venstre igen. Jeg ved dog ikke helt, hvornår jeg kan løfte tunge vægte igen, og det er lidt ærgerligt, for nu var jeg ellers ved at få fat i de sløve baldemuskler, som ellers ikke rigtig har gidet lave noget.

Nå, men heldigvis var jeg så fit for fight i går aftes, at jeg kunne lunte mig gennem ALT for damernes herlige Kvindeløb i Fælledparken. Det var særlig stort i år, for jeg havde for første gang begge mine piger med, og de klarede de fem kilometer i fin stil. Skønt at kunne give glæden ved motion og kvindesamvær videre til næste generation.

Kostmæssigt kan jeg ikke fortælle så meget nyt. Jeg forsøger at holde mig på den rene sti, og i stedet for en stor svedig sandwich, som vi plejer at spise efter Kvindeløbet, fik jeg et par dejlige salater fra Det Sunde Køkken, som godt kan anbefales, hvis du vil have lidt sund take-away. Tjek www.detsundekoekken.dk.