Ude med riven
Fredag er en kort dag på gården, og kl. 12 holder personalet fri. Det giver lidt ro til at få andre ting klaret.
Jeg har været tidligt på færde og sidder allerede ved computeren kl. 6. Jeg nyder de tidlige morgener, hvor jeg i stilhed kan tage hul på dagen med en kop kaffe foran skærmen og klare et par mails – endnu kun iført morgenkåbe og sutsko. Om lidt går det løs – resten af familien kommer på banen, og jeg må ind i hamsterhjulet og i gang...
Jeg er blevet kontaktet af en veninde, som vil høre, om jeg vil hjælpe hende med at sætte hende i kontakt med et af medlemmerne fra klubben. Hun har brug for professionel sparring på et projekt. Jeg skriver en mail – og inden dagen er slut, har de to en aftale. Jeg håber, de får noget ud af at mødes – det er jo det, man netværker for. Jeg er glad for, at jeg har kunnet bidrage - og glæder mig til at se hvad der kommer ud af det.
Jeg får også lige klaret et par hilsener til nogle af klubbens fødselarer. Jeg nyder at sende dem en personlig hilsen på den runde dag og ved, at de sætter pris på det, og jeg tænker 'sikke mange dejlige mennesker jeg kender'. Sidst men ikke mindst, får jeg svaret på den fornemme invitation, jeg har modtaget fra Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik. Som klubbens præsident er jeg inviteret til den årlige legatoverrækkelse i Kronprinsens Fond. Jeg glæder mig til at deltage. Som ægte royalist bliver det jo en stor oplevelse. Jeg har i løbet af min præsidentperiode mødt både Kronprinsessen og Prins Henrik til frokostmøder. Begge er enestående mennesker, som vi kan sætte stor pris på og være stolte af.
Vores nye landbrugselev starter snart, og jeg skal have klaret formalia med skolen, landbrugskonsulenten og de offentlige instanser. Vi kan få et løntilskud på op til 70.000 kr. ved at ansætte en elev – og det har helt klart givet os anledningen til at gøre det. Vi har ressourcerne til at have en elev med på holdet – og det er vigtigt, at vi bidrager med en læreplads for de unge. Et tiltag fra den siddende regering, og som har haft direkte indflydelse på vores tilvalg af elev i år. Jeg håber, mange andre landbrugsvirksomheder også vil have overskud til at tage samme beslutning, selvom det er trænge tider netop nu for landbruget.
Vores kommende elevs værelse skal gøres klar. Han skal bo på vores 'elevgang' i en af længerne, hvor der er plads til fem elever. Nu får vi så én elev. Tiderne har ændret sig. Med god hjælp fra en af gutterne (vi har fem ansatte på godset), får vi hentet de møbler, vi skal bruge, som står i kælderen og på de gamle pigeværelser (dem bruger vi heller ikke mere =:O).
Jeg får ikke en medalje for min indretning – men jeg er sikker på, at han nok også selv skal bidrage til, at det bliver hyggeligt. Vigtigst af alt – der er internetadgang. Jeg får købt badeforhæng, skraldespand, pærer og en ny toiletbørste til det tilhørende toilet. Så er det vist ved at være klar.
Fredag river vi gårdspladserne – den tjans har jeg i denne her uge. Så jeg får bakset traktoren med riven ud af garagen, og så er det i gang. Jeg giver også lige ridebanen en tur. Der er ikke noget bedre end at boltre sig i dressur på en nyrevet ridebane Som at danse på et nybonet gulv. Så jeg når lige en tur i sadlen, mens børnene hopper i trampolinen, og inden aftenen går på hæld, og en travl uge er slut.