Ugens bøger: Vi anmelder J.K Rowlings 'Den tomme plads'
Læs anmeldelsen J.K. Rowlings nye bog "Den tomme plads", og se om Harry Potters mor kan skrive bøger til voksne.
Voksenbog mangler magi
"Den tomme plads"
Af J. K. Rowling
Gyldendal, 520 sider, 349,95 kr.
Vi er mange, der har ventet i spænding på J. K. Rowlings nye bog for voksne, hvor besværgelser og vildtvoksende hår er skiftet ud med lokalpolitik og dertilhørende sladder. Men bogen om den britiske by Pagford, hvor Barry Fairbrothers død giver en tom plads i sognerådet, er kun glimtvis god. Som altid byder Rowling på et spændende persongalleri, men forsøget på at være samfundskritisk er lige vel fladt og til tider lettere kedsommeligt. Selv om karaktererne, vi møder, er interessante nok, er der alt for mange af dem og alt for få, man kan holde af. Deres historier flettes fint sammen, men det ændrer ikke på irritationen over konstant at blive afbrudt af en ny hovedpersons historie, lige når det ellers var ved at blive rigtig godt. mhg.
"Den røde gudinde"
Af James Ellroy
Klim, 731 sider, 349 kr.
James Ellroy er amerikansk litteraturs store hanelefant. Skriver i staccato og brager ind i amerikansk historie og kulturs allerstørste traumer. Udnævner sig selv som nær-Gud og ryster ikke det mindste på hånden, når han i denne tredje del af trilogien om de største forbrydelser, mordet på Martin Luther King og Kennedy, tager luppen frem og ser på de dunkle typer, der omgav magten: mafiosi, præsident Nixon og FBI-chef J. Edgar Hoover. Han tegner dystre billeder af hårde mænd og forførende, ødelæggende kvinder og viser demokratiets værdier i totalt forfald, mens idealer nedbrydes. Storslået amerikansk thriller og samfundskrønike. ap
Den upopulære politimand
"Fortidens døde"
Af Ian Rankin
Klim, 429 sider, 299 kr.
Ian Rankin er flere gange kaldt verdens bedste krimiforfatter. Og selv om alt er relativt og et spørgsmål om smag, tordnede han ind på min ellers så skandinavisk tonede hitliste med sin nye serie om Malcolm Fox, chef for en gruppe politifolk, der undersøger andre. Aldrig populært, altid betændt og derfor inderligt interessant, fordi spørgsmål om skyld, moral, ansvar og pligt vikles rundt om hinanden. Fox er sendt til udørken Kirkcaldy, hvor politimanden Carter er dømt for grov, seksuel vold. Spørgsmålet er, hvor meget der gemmer sig bag anklagerne om, at han skulle være hjulpet af kolleger - og hvorfor folk pludselig begynder at dø i betænkelig nærhed af Fox selv. Det er spændende, men det er stilen, sproget og den dirrende undertone af kommende katastrofe, der bladrer siderne af sig selv. ap
"Fortidens døde" er andet bind i Rankins serie om politimanden Malcolm Fox