Leder: For mange quinoa-freaks?

Leder: For mange quinoa-freaks?

For mange quinoa-freaks?

„Var ellers lige blevet så gode venner med ALT for damerne, men orker snart ikke at høre om flere kvinder, der lever af en spinat- smoothie, en håndfuld quinoa og fem mandler. Og – åh, hvor syndigt!

– lige en lakridste fra Pukka til at ta’ sukkertrangen. Og som får det fysisk helt vildt dåååårligt, hvis

ikke de når at løbe 50 km om ugen.“

„Jeg kunne aldrig drømme om at løbe 50 km. Og jeg vil hellere have en chokolademilkshake end en spinatsmoothie.“ „Jeg HADER smoothie, alt det slimede snask. Og jeg hader endnu mere ideen om, at det er vedtaget, at det er åh så lækkert og opskriften på det gode liv.“

For et par dage siden faldt vi her på redaktionen over ovenstående facebook-debat. Her var det mildest talt os, der var i skudlinjen, og måske var der noget om snakken? Fylder vi virkelig bladet med folk, der lever af birkesaft og speltklid? Forhåbentlig ikke. I hvert fald får input som disse os til at stoppe op. Vi vil gerne både inspirere og guide dig til at leve et sundere liv, men vi vil ikke løfte pegefingre og heller ikke dyrke en bestemt type af übersundhedsfreaks.

Så lidt lettet blev jeg, da jeg læste Min sunde uge med Andrea Elisabeth Rudolph i dette nummer (side 106). O.k., hun indtager en enkelt smoothie med acai-pulver, og hun går til fitness, men så står den ellers også på medister, lagkage og steak frites med bearnaise. Mon ikke det er sådan, de fleste af os lever?

„ALT for damerne = dårlig samvittighed = et koncept man godt kunne bearbejde lidt. Hvad med dette koncept?: Nyd livet, nyd hvad du æder – og løb til gengæld en tur en gang imellem,“ lød det afrundende indlæg i facebook-debatten, og det sidste koncept vil vi da gerne tilslutte os.