Ugens leder: Hjernen
Mit første ur købte jeg i gymnasiet i 1986. Det var fra Georg Jensen og kostede 5.467 kr. Den afdøde madskribent Kirsten Hüttemeier nød altid et stykke natmad, også selvom hun var alene. Hertil drak hun gerne et glas øl. Nettos trusseindlæg – som er vildt gode – kostede i mange år kun 4,25 kr. Den norske popsanger Morten Harket spiser kun økologisk, hjemmebagt speltbrød. Engang sørgede hans kæreste Annemette for, at det blev kørt op til ham i en togvogn helt for sig selv – så han ikke skulle undvære godt brød, mens han forfattede sange i det øde, norske fjeld. Coca colas kirsebærsodavand holdt kun meget kort tid på det danske marked.
Min hjerne er fuld af viden. Uheldigvis er der i mit tilfælde ofte tale om overflødig viden – eller viden, som der kun sjældent er en indlysende årsag til, at hjernen har opbevaret. Hjernen og jeg har ellers tit forestillet os, hvor velstillede vi ville have været, hvis vi var i stand til at lagre viden af mere økonomisk karakter. Noget med aktier og obligationer og store investeringer.
Nu er hjernen og jeg i stedet blevet et makkerpar, der er vildt stærke i den lyserøde underholdningskategori i gamle Trivial Pursuit-udgaver. Og som med uhyggelig detaljeorientering kan huske (tøj)priser mange, mange år tilbage i tiden.
Således må vi – hjernen og jeg – tilslutte os ALT for damernes klummeskribent Maise Njors rammende beskrivelse af hjernen i denne uge på side 146:
„…Den er en tosset opfindelse. Hjernen kværner jo konstant, og selv når man sover, så kører den derudad… lagrer ganske ubrugelige oplysninger…“
Dit ALT for damerne er som altid fyldt af yderst brugbare oplysninger – også om, hvordan du bliver klar til jul. Jeg vil godt vædde på, at jeg kan huske, at sangeren Marie Carmen Koppel hvert år bager seje, sprøde småkager med glasur fra Frk. Jensens kogebog (s. 34), hvis du skulle finde på at spørge mig om et år. Eller fem.
God fornøjelse