Ugens leder: Klassikerdrømme

Ugens leder: Klassikerdrømme

Dette nummer af ALT for damerne er helliget klassikerne – både dem i garderoben, smykkeskrinet, boligindretningen og på badeværelset. Det har fået redaktionen til at tænke over, hvilke klassikere vi drømmer om at eje:

Skønhedsredaktør Marie Brodersen: „Jeg har altid drømt om at få sammensat min helt egen parfume hos det klassiske Maison Guerlain i Paris. Her kan du få en konsultation med husets næse, som sammen med dig udvælger „dine egne“ duftnoter, men det koster selvfølgelig en mindre formue.“

Journalist Louise Gade Sig: „Kan man være andet end bedåret af Mulberry Bayswater-taskens eviggyldige design og velplejede læder? Den skal ikke kun dingle på min arm til fest, men også når

jeg springer på morgentoget på vej på job. Tasken med morbærtræet signalerer god smag uden at virke prætentiøs. Haps!“

Art Director Marianne Bahl: „En sort Jaguar XKE fra 1967. Koster en „trilliard“. Måske skal jeg spare lidt op. Det er en fantastisk smuk bil, der vil gøre mig Brigitte Bardot-lækker, susende af sted med udslået hår og store solbriller (uanset vejret). Her vælger jeg at se bort fra de fysiske mangler som langt, lyst hår, trutmundslæber og uovertruffen sexappel, som den rigtige Bardot havde.“

Assisterende moderedaktør Christian Hansen: „Et kuffertsæt fra Louis Vuitton ville gøre alle mine rejser en anelse mere glamourøse. Generelt er klassikere heftige investeringer her og nu,

men på den lange bane kan en klassiker af god kvalitet opgradere en relativt simpel garderobe på en diskret og smagfuld måde.“

Madredaktør Mette Mølbak: „Den klassiske trenchcoat fra Burberry i en sort, trekvartlang model. Det er design, der aldrig vil gå af mode, og så elsker jeg, at den signalerer stil og klasse, samtidig med at den er hyperfunktionel. Jeg ved, at jeg vil bruge den på alle de dage, vejret tillader det, og jeg tror, at den vil holde i så

mange år, så jeg en dag kan give den videre til min egen datter.“

Redaktionschef Kristine Høeg: „Jeg har netop flyttet rundt i min lejlighed, så nu er der opstået et tomrum, hvor der meget passende kunne stå en stol af den hvilevenlige slags. Meget gerne Wegners klassiske gyngestol med tilhørende fodskammel. Måske lyder den som noget, en mormor har stående, men designet er eviggyldigt – og så sidder man ganske fantastisk i den.“