Zoo-søndag med familien
SØNDAG:
Søndag er ofte lig zoo-dag i familien. Denne søndag er det med besøg af Bellas gode legekammerat, Visti. Et kvarters gang for voksne bliver til to busture med ivrige passagerer, som to-årige er. Turen er et hit, ikke alene fordi dyrene laver spas og sælerne giver begge unger et lille ekstra show, men fordi samtalen mellem to, der kun lige er ved at danne deres eget sprog, tager finurlige og ganske nye drejninger... På vej i bussen finder følgende samtale sted:
“Barn 1: Du skal ikke sige nej til mig
Barn 2: Nej
Barn 1: Du skal ikke sige nej til mig
Barn to: Nej?!”
Og gentages så en tre fire gange, hvorefter der er kølig stilhed mellem flyverdragterne. Lidt senere er det frokosttid. I madpakken, smurt af undertegnede, findes blandt andet to små "den leende ko"-oste (ja, skyd mig, alfamødre).
Barn 1 kan ikke lide sin, så barn 2 vil gerne have den.
Inden barn 2 når at formulere sætningen færdig, lige præcis efter
ordene: "må jeg?...", svarer barn 1 resolut:
“"NEJ! Munden siger nej, og øjnene siger nej!"”
Det kan godt være, vi som småbørnsforældre ikke kommer meget i biffen eller til koncerter, men de små djævle gør i det mindste, hvad de kan, for at udligne på det underholdningsmæssige plan.