Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Mad
Foto: Nimastock En ske af plastik eller silikone føles rar mod de små gummer og har en tilpas temperatur.

42 madtips for de helt små

Mad, mad og atter mad. Det første år af dit barns levetid fylder affodringen af den lille ædedolk stort set alt! Vi har samlet de vigtigste råd til at gøre baby tyk og glad – fra den første tår bryst til mos og mad.

MÆLK

1: Husk hud mod hud

Din varme krop mod babys nøgne hud stimulerer dit barns lyst til at sutte – og sætter gang i mælkeproduktionen hos dig! Vil du godt i gang med amningen, så smid derfor tøjet, og placer dit barn (kun iført ble) på dit bryst under en dyne.

Faktaboks

Varieret mad er godt! Men vær opmærksom på, at nogle fødevarer er no-go for små børn.

Indtil 6 måneder: Undgå nitratholdige grønsager som spinat, rødbede, fennikel og selleri (kan gives i små mængder fra 6 måneder til 1 år).

Indtil 1 år: Undgå honning, ylette, ymer, frugtkvark og frugtyoghurt.

Indtil 3 år: Undgå nødder, peanuts, rå gulerod og andre fødevarer, der er hårde at tygge. Begræns rosiner (højst 50 gram om ugen) og rovfisk som tun, rokke, helleflynder, sværdfisk, sildehaj, gedde, sandart og aborre.

Kilde: Altomkost.dk

2: Tøm brystet – og skift!

Lad suttegøjen tømme dit bryst helt, før du skifter side. Det sikrer, at din baby afslutter måltidet med at slubre den fede mælk i sig – den kommer nemlig først til sidst.

3: Gylp af

Op på skulderen og bøvse. Sådan bør alle amninger afsluttes, så baby ikke får for meget luft og ondt i maven. Husk: Far kan sagtens tage denne lille tjans.

4: Am, når dit barn siger til

Læg den lille til, når han laver suttebevægelser, søger brystet eller græder (og glem faste ammetider). Vupti, din mælke- produktion tilpasser sig dit barns behov! 

LÆS OGSÅ: Amning: Alt om modermælk

5: Sæt dig godt til rette

Når baby først har hægtet sig fast til dit bryst, kan det vare længe, før du ‘slipper fri’ igen. Vælg en god stol at amme i, stabl dig godt op med puder, og hav en skammel til benene klar – på den måde undgår du unødvendige spændinger, som kan gøre nas!

6: Vend baby mod dig

Dit barns ansigt, mave og skuldre skal ligge vendt mod dig, når du ammer. Tjek, at næsetippen er lige ud for brystvorten, så baby skal bøje hovedet let tilbage for at få fat – på den måde undgår du, at lille ligger skævt og derved får svært ved at synke.

7: Hvil dig

Det er måske lettere sagt end gjort, men det er så vigtigt: Husk at slappe af og få sovet, så du holder din mælkeproduktion i gang! Tag en lur sammen med baby om dagen, hvis det er svært at få ro om natten.

8: Læg dig ned og am

Det kræver lidt øvelse, men hvis du kan ligge ned, kan du slumre let, mens baby spiser sig tyk og glad. Guld værd om natten!

9: Malk ud efter amning

Tømmer baby ikke dit bryst helt, kan det være en god ide at malke ud efter måltidet. På den måde mindsker du risikoen for, at mælkeproduktionen begynder at falde.

10: Hold pause midtvejs

Sutter dit barn ivrigt og længe, kan det være en god ide at holde en lille pause til at bøvse af midtvejs i amningen. Det kan gøre ondt i maven at forsluge sig!

LÆS OGSÅ: Det er okay at give flaske

11: Brug en suttebrik

Et bryst, der gang på gang suttes i stykker, er hverken godt for dig eller din baby. Sker det for dig, kan det redde amningen (og spare dig for unødig smerte!), at du aflaster brystet med en suttebrik i en periode. Men husk at vænne dit barn af med den igen.

12: Udlign trykket

Revner i brystvorterne gør nas! Stik en lillefinger ind i den lille truntes mundvig, når det er tid til at slippe brystet – det udligner trykket og forhindrer et kraftigt ryk i den følsomme hud.

13: Brug en huske-klips

Højre, venstre. Eller måske venstre, høj … hjææælp! Husker du også som en guldfisk, når det kommer til at memorere, hvilken side ungen spiste af sidst? Afslut amningen med at sætte en klips i bh’en ved det tømte bryst. Så har du styr på næste måltid. Så skal du bare huske det …

14: Am ikke for enhver pris 

Modermælk er sundt, men det kan være en kamp at give bryst. En træt, udslidt mor er ikke den bedste mor for baby. Hvis det mislykkes, og det tager glæden fra jeres første tid, er det meget bedre at give dit barn en sutteflaske!

15: Tilbered flasker på forhånd

Giver du flaske, kan du gøre måltiderne lidt nemmere, fra dit barn er to måneder. Nu kan du begynde at tilberede flasker til et helt døgn og opbevare dem i køleskabet – hurtig servering, ja tak!

16: Hold dit flaskebarn

Gør altid flaskemåltidet til en hyggestund med samme nærvær og kropskontakt, som hvis du ammede dit barn. Hold mini i dine arme, kig ind i de små øjne og nyd hinanden.

LÆS OGSÅ: 10 trin til en glad baby uden mors bryst

MOS OG GRØD

17: Vent lidt med skemad

4 måneder – så er det tid til skemad, ikke? I princippet ja, men går du for tidligt i gang, kan det blive svært at starte forfra. Kig på dit barn: Følger han med stooore øjne gaflens vej til din mund? Sæt i gang. Er han græsk-katolsk? Vent lidt endnu – helst til 6 måneder.

18: Gå efter milde smage

Sødt, blødt og cremet. Sådan er modermælk – den eneste smag og konsistens, dit barn kender til! Start med grød og mos, der (også) er mildt i smagen og har en helt lind konsistens: Boghvedemel, risgrød eller majsgrød og kartoffelmos. Når junior er i træning, kan du vælge de mere grynede grødtyper og gøre mosen grovere.

19: Græd ikke over spildt grød

Det kan føles, som om dit barn spytter hele molevitten ud igen. Men fortvivl ikke over al den grød, der ender på hagen. Dit barn er vant til at lave suttebevægelser, hvor tungen skubber udad i stedet for indad – og det tager tid at lære at vende øvelsen om.

20: Læg ud med pulvergrød

Hjemmelavet grød er gud. Jo, jo – men du ærgrer dig knap så meget, når trutmunden siger nej tak efter to skefulde, hvis tilberedningen kun består af at blande pulver med vand.

LÆS OGSÅ: Av, min mave! – fra amning til skemad

21: Samme menu i en uge

Varieret mad er målet på langt sigt. Men når din baby skal lære at spise, er det en god ide at præsentere en ny smag ad gangen – og vente en uges tid med at prøve en ny.

22: Gør grøden tyndere

‘Gulerodsmos er sgu da gulerodsmos’, tænker du måske. Men konsistensen har stor betydning for dit barn, når det skal lære at spise. Gør konsistensen tyndere – så glider grøden lettere ned.

23: Tag mini på skødet

Fra amningen er dit barn vant til at være i mors lune favn til spisetid. Bevar den trygge fornemmelse ved at servere måltidet, mens du har mini på skødet – indtil dit barn er omkring seks måneder.

24: Brug din mimik

‘Hov, nu åbner mor munden. Det vil jeg også’. Når du med din ansigtsmimik viser dit barn, hvad hun skal gøre, når skeen nærmer sig, bliver det pludselig til en sjov abe efter-leg.

25: Køb en blød plastik-ske

Skal det nu være vigtigt, hvilken ske, du bruger? Ja, det skal. En lille, blød ske i plastik eller silikone føles rar mod de små gummer, er nemmere at spise af og ikke så kold i munden = god appetit!

26: Smag selv på maden

‘Mmm, kartoffelmos er guf, hva’ lille skat?’ Den sætning er bare lidt mere troværdig for dit barn, hvis du selv smager på varerne. Husk, at dit barn spejler sig i dig!

27: Luk øjnene i mødregruppen

Det gør ondt, hvis din baby nipper til maden som en fugleunge, mens de andre babyer er sande ædedolke. Men husk, at appetit er individuelt, så prøv at lade være med at sammenligne.

I kan også overveje at droppe skemad og give barnet kontrol over maden. Læs mere om det såkaldte BLW her

LÆS OGSÅ: Det må baby spise

FAMILIENS MAD

28: Suppler med skemad

8 måneder – juhu, nu kan baby spise med af pastaretten! Ja, men det er en glidende overgang at vænne sig til familiens mad, så start med at stikke lidt pastaskruer, bønner og kogt broccoli i den lille hånd – og skovl mos ind for resten.

29: Fortsæt med mælk

Bryst eller flaske er stadig en vigtig del af kalorieindtaget, mens dit barn vænner sig til ‘rigtig’ mad. Fra otte-ti måneder er tre amninger/flasker om dagen fint, efter ti måneder kan du skære ned til to. Din etårige skal have 350 milliliter mælk om dagen – og både sødmælk, yoghurt, amning og flaske tæller.

30: Giv baby en ske i hånden

Er du blevet madet for nylig? Gør forsøget med din kæreste, og du opdager, at det er en sær fornemmelse. Baby har det på samme måde, så lad dit barn holde sin egen ske, mens du mader.

31: Husk mellemmåltider

Små maver bliver hurtigt fulde. Til gengæld er der snart plads igen! Udnyt det ved at give dit barn to-tre daglige, sunde mellemmåltider. En bjælke god ost, en bolle med smør eller en halv avokado lægger en god bund!

LÆS OGSÅ: Vi tester grønsagsmos

32: Gør maden nem at tygge

Skær maden ud i små stykker, og brug blødt pålæg som smøreost, moset avokado og bananstykker på de første rugbrødshapsere. Så glider det lettere ned!

33: Server lidt ad gangen

Det kan være svært for en lille størrelse at overskue en hel frokostplatte fuld af forskellige madvarer – i rigelige mængder! Server i stedet lidt ad gangen, og fyld op igen, når tallerkenen er tom.

34: Spis sammen

Hyggelig stemning, snak og samvær giver lyst til at spise. Også for din baby! Prioriter at spise sammen som familie – og sluk radio, tv og telefoner imens.

35: Respekter et nej

Sulten eller mæt – du ved sikkert, om du er det ene eller det andet. Men din tumling skal først til at lære at skelne mellem de to følelser. Hjælp dit barn på vej ved at respektere, når hun har fået nok. Også selv om du ville ønske, at hun liiige tog en skefuld mere!

36: Træn pincetgrebet

Fristende grønne ærter og søde gule majskerner er sjove at fange – og alle tiders til at øve pincetgrebet! Det udfordrer finmotorikken – og hjælper dit barn med at lære at spise selv.

37: Giv ‘godnatgrød’

En lille portion lun grød inden sengetid sikrer, at den lille mave er fuld til natten. Og hjælper dig med at slippe bekymringen om, hvorvidt dit barn nu har fået nok at spise.

LÆS OGSÅ: Derfor skal dit barn spise selv

38: Brug en børnegaffel

Det er øv, når maden hele tiden triller af skeen. Fra ni-ti måneder kan junior begynde at bruge en børnegaffel, og ih – den holder frikadellen på plads heeele vejen op til munden! En stor sejr for en lille herre eller dame.

39: Tillad leverpostej i håret

Forestil dig, at nogen hele tiden tørrede dig om munden, mens du spiste. Ikke rart, vel? Brug en plastikdug, et underlag under højstolen og en god hagesmæk – og hold fingrene fra den våde klud, indtil dit barn er mæt og glad.

40: Lad dit barn ‘hjælpe til’

Ud i køkkenet, en grydeske i hånden og op at sidde i den høje stol. Der skal ikke meget til, for at dit lille barn føler sig som en vigtig del af madlavningen! Og tænk, det giver appetit at hjælpe til.

41: Vær et godt forbillede

‘Uhm, dejlig kødsovs, far har lavet.’ Når du er positiv og viser begejstring ved bordet, får dit barn lyst til at spise. Og det bliver hyggeligere for hele familien.

42: Slap af ved måltidet

Det er dybt frustrerende, når et barn ikke vil spise, men lad nu være at spille fandango for at lokke maden
indenbords. Opdager han, at du står på hovedet, så snart han lukker munden, så skal du bare se løjer!

LÆS OGSÅ: Opskrifter: 5 børnefavoritter – på den sunde måde

Kilder: Sunde børn – til forældre med børn i alderen 0-3 år, udgivet af Sundhedsstyrelsen, Helens bog om børn og mad – sådan får du dit barn til at spise af Helen Lyng Hansen, Gads Forlag, Barnekost.dk, Altomkost.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Amning, Baby, Babymad og Børns sundhed