Jeg havde faktisk den naive tanke, at jeg til hver en tid ville være den der lidt seje og ”med på beat’et” agtige mor, som altid havde styr på, hvad der var hot i min søns verden. Men jeg tog fejl …
For i takt med at han er blevet ældre og ældre, er de universer og griller, han interesserer sig for, blevet mere og mere indviklede. Der kom pludselig mærkelige Pokemon figurer, der alle sammen, udover at hedde noget mærkeligt, også kunne udvikle sig og dermed hedde noget nyt.
Det ved jeg kun, fordi jeg har stavet mig igennem teksten på bagsiden af de rasende dyre kort, som det er meningen, man skal købe og bytte med sine venner …
Når de så er købt og byttet, er der Yu-Gi-Oh kortene og Manga tegneserier, som skal læses bagfra – det fandt jeg rimeligt hurtigt ud af, men det gjorde dem ikke mere forståelige. Der er selvfølgelig også alle superheltene, som for mig at se er rimelig ens (stramt tøj + kappe + mærkeligt navn = superhelt), for ikke at nævne Star Wars og Harry Potter.
Helt ærlig – det kræver da mindst en overbygning i moderskab at følge med i alt det der. Og til mit forsvar vil jeg sige, at jeg har forsøgt … Det har jeg virkelig.
Men hvad skal man gøre? Når man lige har lært, hvem Darth Wader er, så er der pludselig en, der hedder Darth Maul. Og lige som man tror, at man er i bund med Harry Potter og alle hans troldmands-venner, kommer der et nyt bind i serien med nye mystiske navne og figurer.
Belært af denne erfaring satte jeg tidligt ind i forhold til min datter, og her havde jeg jo også lidt mere erfaring at læne mig op af. Det gik nemt nok i starten, men da vi nåede til de mere lyserøde dele af udbuddet, blev det straks sværere. Fik rimelig godt styr på Disneys prinsesser, selv om jeg stadig ikke er helt sikker på hende Belle (er hun mørkhåret eller hvad?), og det der med de små ponyer er vi gået let henover.
Det vigtigste med sådan nogle pastelfarvede småheste er, at man kan rede deres hår, så må deres navne være underordnede. Så en gang imellem når vi til en slags status quo, hvor jeg rent faktisk i lange perioder forstår, hvad og hvem mine børn snakker om, når de med malende armbevægelser tegner og fortæller.
Og bortset fra et par enkelte pinlige situationer, hvor jeg er kommet til at spørge, om ham Anakin var en fra klassen (det er han ikke – han er far til en fra Star Wars), og et par enkelte fadæser omkring nogle Power Puff piger, er jeg faktisk meget godt i med både drenge- og pigelejren.
Men det varer ikke ved, det ved jeg godt – lige om hjørnet lurer Ringenes Herre, Winx Club og Bratz dukkerne, og så må jeg jo gøre, hvad jeg kan for at følge med. Eller måske bare erkende, at den über-cool mor med tjek på Jedi-riddere og lyserøde feer ikke bor hjemme hos os – mere …
