Barsel: “De første to måneder var ren undtagelsestilstand”
SPONSORERET indhold

Barsel: “De første to måneder var ren undtagelsestilstand”

Anne Mette var forberedt på stilstand og hjemmehygge – men kaos og ammebesvær i de første måneder kom bag på den nybagte mor.

Af: Line Feholt Foto: Frederikke Heiberg
19. maj. 2014 | Børn | Vores Børn

Før Anton blev født, vidste Anne Mette, at hendes barsel ikke skulle foregå på cafeer og på hendes præmisser – den skulle fyldes med ting, der gav mening at lave sammen med hendes kommende barn.

“Jeg syntes, det var dejligt at skubbe alt andet til side et år af mit liv. Det er jo et ekstremt vigtigt år i hans liv, og det er bare et år ud af ens lange arbejdsliv. Så vi skulle bare have det så hyggeligt, vi overhovedet kunne have det,” siger hun.

Den første tid på barsel bar dog mere præg af kaos og hårde dage og nætter end hygge.

LÆS OGSÅ: Barsel: “Det kræver rutiner at få barslen til at fungere”

LÆS OGSÅ: Barsel: “Jeg er mere pylret, end jeg havde forestillet mig”

“De første to måneder var ren undtagelsestilstand, hvor jeg bare skulle have amningen til at fungere, finde ud af min rolle som mor, lære mit barn at kende og finde ud af, hvordan jeg skulle håndtere det hele. Noget, jeg ikke kunne forestille mig på forhånd. Men derefter blev det rigtig hyggeligt,” siger Anne Mette.

Kun en aftale om dagen

Efterhånden, som barslen skred frem, fandt Anne Mette også ud af, at hun ikke skulle have for mange aftaler på en dag. I begyndelsen troede hun, at hun da godt lige kunne mødes med den ene, tage et andet sted hen bagefter og nå noget tredje på vejen hjem.

“Men jeg fandt ud af: en aftale om dagen, maks! Hvis vi har lavet en aktivitet med andre, så er det rart at gå en tur alene og måske sidde alene og slappe af med en kop kaffe, mens Anton tager en lur. Ellers bliver det for stressende, og det er ikke sjovt for nogen,” siger hun.

En anden ting, der kom bag på Anne Mette, var, hvor lidt hun kunne nå på en dag.

LÆS OGSÅ: 7 skønne aktiviteter til barslen

“Når min kæreste kom hjem fra arbejde, kunne vi have været inde hele dagen, og alt rodede. De første to-tre måneder var det svært bare at komme ud ad døren, fordi man skal have både sig selv og babyen af sted imellem amninger og bleskift.

Sig fra

Efter den første lidt omtumlede start blev Anne Mette rigtig glad for sin barsel. Ikke mindst fordi hun besluttede sig for at nyde den og ikke blive irriteret over alt det, hun ikke nåede.“Lad være med at stresse dig selv for at nå til babyrytmik, hvis I har haft en dårlig morgen. Hvis du har lavet for mange aftaler, så sig: ‘Det kan jeg ikke overskue’. Gør ting, som er rare at lave sammen,” siger hun.Hun og Anton fandt deres ‘helle’ i at gå til babysalmesang, som mange kirker har.“Nogle af mine veninder syntes, det var lidt sjovt, at vi gik i kirke, men det er en hyggelig aktivitet med sange og fagter og musik, når det ikke helt er nok, at mor sidder og dikkedikker. Det er også dejligt, at man bare møder op, hvis det passer én, og ikke er bundet af et fast hold,” siger hun.