Egotrip

Og jeg glæder mig! Til at spise morgenmad uden at skulle skynde på nogen eller skælde ud over noget. Til at fuldende flere sætninger i sammenhæng. Til at læse i min medbragte krimi uden at blive afbrudt af det noget mindre spændingsmættede spørgsmål: ”Hvem vil tørre mig?”

Derfor er jeg komplet overstadig og opfører mig som om, mit liv til daglig er et langt, surt slid og slæb, som det skal blive helt vidunderligt at slippe for. Fordi jeg jo som mor og kvinde per definition er offer for omgivelsernes uendelige krav.

Kort sagt: Jeg er i martyrhumør. Og det gør det en anelse svært for mig at erkende, at jeg måske godt kan undværes… Da min seksårige søn siger, at det er tarveligt, at jeg skal rejse uden ham og truer mig med ordene: ”Så ta’r mig og Sylvester og far bare af sted uden dig næste år!,” prøver jeg at se trist ud ved tanken, mens jeg inde i mig selv tænker: ”Skriver du lige under på det her, tak?”

Det er så heller ikke fordi, han frygter mit fravær, men bare fordi han er misundelig over, at jeg skal flyve. I Sterlings knaldrøde Boeing 737 endda (Mine drenge er sjældent trafik-entusiastiske). Jeg lover ham at købe gaver med hjem og arkiverer teatralsk min ed under ”Det må jeg altså virkelig bare ikke glemme.” Som om jeg var i stand til det.

Jeg ser for mig, hvordan jeg i de næste 4 dage skal genforenes med mit gode, gamle, ungdommelige ego. Sove uforskammet længe. Bruge teenageagtigt lang tid på badeværelset. Drikke Pernod på det tidspunkt, hvor jeg ellers plejer at sidde i kø med panikpuls på vej til lige-straks-lukket-miniklub. Nøj, hvor skal jeg nyde det. At være mig selv.

Tid til afgang. Ungerne og farmand skal køre mig til lufthavnen (og videre til Flyvergrillen bagefter for at vinke til min røde Boeing 737). Men så kortslutter Sylvester på tre-et-trekvart. Vil ikke have støvler på. Ikke nu. Ikke nogensinde. Han er gået i strejke i entréen. Og jeg er en dumme-lorte-mor. Forsinket. På vej til Paris.

Denne scene var ellers slet ikke med i min indre Hollywood-afskedsfilm med den overskudsagtige ægtemand, der ønsker mig lykke på langfarten og de 2 betuttede børn, der bravt holder tårerne tilbage.

I lufthavnen en halv time senere er vi varme og stakåndede. Sylvester af gråd og jeg af tænders gnislen. Jeg kæmper for at få ham god igen, før jeg skal sige farvel. Kan ikke gennemføre check-in ellers. På falderebet overgiver han sig og smiler så småt. Pyha. Svært at nyde sjus i Paris med god samvittighed om cirka 4 timer med opløst tumling på nethinden.

Jeg gi’r alle godnatkys på forskud og skynder mig op til security. De har bygget om ved cafeteriaet, og jeg konstaterer, at det er blevet meget nemmere for små drenge at se flyverne lande og lette, mens man venter på boarding. Tænker på, hvornår jeg mon holder op med at tænke på dem. Det kommer ikke til at ske, kan jeg afsløre.

2 timer senere, endnu før jeg har sat fod på fransk landjord, har jeg sendt min første sms hjem til dem. Med et foto af Concorden – verdens hurtigste (nu pensionerede) passagerfly. Maskinen står majestætisk udstillet ved ankomst til Charles de Gaulle og lader sig stolt forevige af min mobiltelefon (hvilket er forbudt, men et absolut must).

I et åbent vindue på 2. sal i en smal gade i Paris, står en skør kone med sølvgråt hår og tripper til lyden af meget høj jazzmusik. Det er min mor. Hun har lejet bohême-lejlighed i 2 måneder og som det første inviteret sine 2 døtre på visit. Hun glæder sig så meget, at hun er lige ved at falde ud af vinduet, da hun får øje på os. Mødre altså.

Efter yderligere 100 timer er jeg vel hjemme igen. Min kufferts indhold er sammenlagt udvidet med 10 par drengeunderbukser og 4 pyjamaser med riddere og rumskibe fra Petit Bateau, 2 miniature Concorde-modeller, 2 franske børne-fodboldlandsholdstrøjer og 2 ruller Smarties med Disney-figurer på toppen.

Det har været en helt igennem skøn tur til Paris. Men jeg har hverken fået drukket mig stiv, sovet længe eller spildt tid på badeværelset. Må overrasket konstatere, at det jo faktisk ikke længere er det, der gør min lykke. Det gør frem for alt mine børn. At være mor til dem er ikke en rolle, jeg kan tage af og på. Det er bare den, jeg er. Også når jeg ikke lige er der.