Far til tvillinger: "Velkommen til grænseløs kærlighed og evig angst"

Forleden begik Masterchef-dommer Thomas Castberg en fejl, som han med stor sandsynlighed kommer til at begå igen. Han købte et legetøjsklaver til sin ene søn, Bjørn, som belønning for at smide sutten, og en sympati-bil til sin anden søn, Svend. Som udgangspunkt en rigtig fin ide, vil de fleste nok mene. Men ikke nødvendigvis dømt til succes, når man som Bjørn og Svend er tvillinger og tre et halvt år gamle.

– I starten køber man af ideologiske årsager forskellige ting til dem, og så lærer man meget hurtigt, at man lige så godt kan købe to af alting og altid give dem ens ting, fortæller Thomas, mens han skænker te ved langbordet i familiens Amagervilla og ryster på hovedet af sit eget naive forsøg på at bøje husreglen om at købe dobbelt op af alt nyt legetøj.  

LÆS OGSÅ: Tvillinger: 10 genveje til en lettere hverdag

Udenfor er der efterår og barnestemmer i luften, og indenfor på køkkenalrumsgulvet ligger det fortabte plastikklaver. Bjørn har mistet interessen og vil hellere have bilen, og Svend kunne ikke være mere ligeglad med tangenterne. 

Snart far til tvillinger

Går man en lille håndfuld år tilbage i kalenderen, havde den i dag 40-årige tv-kok ingen anelse om, hvad det vil sige at være far til to poder på nøjagtig samme alder. Han og kæresten Line Gamborg havde forsøgt at blive gravide et stykke tid, da det i 2011 lykkedes – ved det første insemineringsforsøg – og nyheden om dobbeltgevinst fulgte lige i hælene.

– Vi fandt ud af, at det var tvillinger allerede i uge 8. Det var en varm sommerdag, kan jeg huske. Line havde haft ondt, så vi tog ind på Rigshospitalet og kom ret hurtigt til. ‘Der er ikke noget galt’, sagde lægen, ‘men der er en lille overraskelse. Der er to’, fortæller Thomas.– Dengang blev det omtalt som en ‘risiko’, hvis der var tvillinger, men jeg kan huske, at jeg var vildt begejstret og tænkte ‘fint, super. To styk – vi kører!’ fortæller han.

 LÆS OGSÅ: 7 typiske bekymringer, når du venter tvillinger

Thomas og Line havde et års tid som kærester i bagagen – hvis man ser bort fra den fortid som teenageturtelduer, de også deler – da budskabet om tvillinger landede. Fra den ene dag til den anden fik babybegrebet en tyngde, som Thomas ikke tidligere havde været i nærheden af.

– Det med børn var aldrig noget, jeg ikke ville. Men jeg tror, jeg er en klassisk mand i den forstand, at jeg har været opportunistisk i forhold til det. Jeg ville gerne have dem, da det blev aktuelt, men det var ikke noget, jeg gik rundt og drømte om, da Line og jeg mødtes. Jeg havde været i et andet forhold, hvor jeg tænkte, at hvis det skulle være, skulle det nok være der, og da det gik i stykker, var jeg ligesom rykket videre, væk fra børneideen, forklarer han.

Med Lines graviditet gik Thomas fra et liv uden synderlig tanke på faderskabet til at stå midt i ‘en vild og panikfyldt proces’. Med dobbelt op på både ængstelse og store forventninger. Da Bjørn og Svend kom til verden, en martsdag i 2012, var han klar og samtidig alt andet end forberedt:

– Når du får to børn på samme tid, bliver du ramt af den pludselige følelse af noget, der er vigtigere end dig selv, blandet med fornemmelsen af, at du hele tiden er bagud. Det vender op og ned på alting. De har så voldsomme behov sådan to, blandt andet fordi de var født små, og der kører et voldsomt ordensregime, fordi de skal have mad hver anden time, døgnet rundt. Midt i al glæden havde jeg en oplevelse af konstant utilstrækkelighed, siger han.

LÆS OGSÅ: Kærlighed på foto: Når tvillinger elsker hinanden

På normal vis tilbragte den nye firkløverfamilie en uge på hospitalet, hvor de fik hjælp til at få gang i de forskellige babyrytmer. Og så var det tilbage til virkeligheden.

 – For mig betød den første tid, at jeg havde en uge, hvor jeg var beskyttet på hospitalet, en uge hjemme og så tilbage på arbejde. Som mand er du i granatchok på det tidspunkt. Du har slet ikke nået at vænne dig til den situation, du er sat i, og det hele er så angstfyldt, fordi du ved, at du arbejder på kanten hele tiden, fortæller Thomas, der netop havde skudt sin første sæson af Masterchef i gang og samtidig arbejdede som køkkenchef hos Aarstiderne med opgaver, der krævede, at han var væk mere eller mindre nonstop de første to måneder af Bjørn og Svends liv.  

– Når jeg kigger tilbage, er det mit indtryk, at man lidt har tabt sutten fra det offentliges side i forhold til at vejlede omkring det samarbejde, man skal have som par – for det er bogstaveligt talt et samarbejde, når man får tvillinger. Man har brug for længere tid end to uger til at få sat det i gang, og det kunne vi godt have brugt noget hjælp til, siger han.

Hverdags-wakeup call

Snakken kredser videre om den intense entre på forældrescenen – om måneder med alt for lidt søvn, alt for lange arbejdsdage og stærke bånd til to små væsener, man knap nok kender.Undervejs er Bjørn og Svend et smut inde fra haven for at blive tanket op på tørrede abrikoser og far-kram. De er tydeligvis vant til at være tæt på Thomas. Og en stor del af grunden findes i den beslutning, han tog et halvt års tid inde i deres liv; om at skære arbejdslivet ned, så der kun var plads til tv-rollen.

 – Jeg prioriterer, at jeg har en frihed i forhold til at være sammen med dem, og mit arbejde med Masterchef betyder, at jeg i høj grad selv kan styre min tid, når vi ikke optager, fortæller Thomas, der i lang tid har været den, der henter og bringer drengene til og fra skovbørnehavebussen og leger med dem om eftermiddagen. Han elsker at hænge ud med begge unger. Kaste dem op i ladcyklen, trampolinen eller rundt i sofaen med puder flyvende om ørerne. På samme måde som han værdsætter, at han og Line kan dele tiden med drengene.

LÆS OGSÅ: Uenige om opdragelse: Når far siger ja, og mor mener nej

– Selv om de er de bedste venner i verden, slås de meget tit om opmærksomheden, og det betyder, at du på en måde selv bliver fragmenteret i din opmærksomhed. Tit skiller vi dem ad, imens vi er sammen, og gør ting hver for sig – så den ene har den ene, og den anden har den anden. De får slet ikke lige så meget 1:1 nærhed som et enebarn, men den nærhed tror jeg, de har godt af at opleve, siger Thomas.Imens en stor del af kalenderen skriver familietid, er der til gengæld ikke noget, der hedder skemaafvigelser eller ekstra kvalitetsstunder, når tv-kameraerne ruller – side om side med Lines karriere som selvstændig. 

– Fra drengene var helt små, har de været vant til at blive passet af forskellige og møde mange mennesker, og det, tror jeg, er en styrke ved at have tvillinger – at man nærmest er nødt til at sætte dem på armen af andre en gang imellem. Forældre med et barn kan på en anden måde ‘lukke sig inde’ og tillade sig at være mere introverte, siger Thomas og fortsætter:

– Vores børn er meget sociale, ligesom vi er, og det, synes jeg, er en gave. Thomas er på intet tidspunkt bange for at sige, at livet med tvillinger er hårdt. Og vildt. Og fuldstændig sindssygt. De ord falder løbende. – Livet med tvillinger er én lang erkendelse af at skulle tilsidesætte egne behov. Når jeg tænker på, hvordan jeg var for 10 år siden, så er jeg et helt andet menneske i dag, siger Thomas.

– Det, der er vanvittigt og angstprovokerende ved at få børn, er, at du aldrig kan løbe fra det. De vil altid være der. I nærmest alle andre af livets situationer kan du altid komme ud, komme væk, men det kan du ikke her. Jeg kan ikke sige til Line, at jeg lige kører i tre dage. Det kan ikke lade sig gøre. Og for mig er det et konstant pres. Jeg har altid været vant til at være meget alene, og det har været en stor udfordring ved at få børn, siger han.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Her bestemmer mor og far

Hvis der er noget, han især kan savne, er det roen. Som når han før i tiden pakkede rygsækken og tog alene på vandretur nord for Polarcirklen. I ugevis. Eller brugte alenlange stunder på at spejde ud over det skånske landskab, hvor han siden 2001 har haft en ødegård. Behovet for at hænge ud på egen hånd med naturens lyde som eneste soundtrack har han haft nærmest så længe, han kan huske. 

– Nogle gange tænker jeg over, hvorfor jeg kan blive så frustreret og indebrændt, og så når jeg frem til, at det nok er fordi, at jeg førhen var alene tre-fire måneder ud af årets 12. Efter eget valg. Det er først nu, jeg begynder at tænke over, hvad fanden jeg egentlig gør ved dét, siger Thomas og konkluderer, at han nærmest har glemt, hvordan det egentlig føles at bruge så meget tid for sig selv.

– Selv om jeg ved, at jeg ville blive et bedre menneske – en bedre kæreste og en bedre far – af at være væk i tre dage, så kan jeg ikke undsige mig det liv, hvor jeg er tæt på mine børn hele tiden. Og i virkeligheden er jeg ikke engang sikker på, at jeg ville kunne tage af sted på en vandretur i dag uden at tænke over, at jeg skulle skynde mig at gå, så jeg kunne komme hjem til dem, siger han.

– Måske er det en erkendelse af, at jeg er nødt til at finde roen et andet sted, på en anden måde.  Er der ét sted, hvor Thomas stadig formår at forfølge alenestunderne, er det i cykelsadlen. Og det til trods for en voldsom mountainbikeulykke, der ramte ham i sommeren 2014. I rigtig mange år har han brugt rigtig lang tid på den solitære sport, og i dag stryger han målrettet ned til den tohjulede træningsversion i husets kælder, når søvnen har overmandet de to små drenge.

’Tag en dag fri, skat’

Eller når han får nogle af de børnefri øjeblikke, som han og Line forsøger at gøre plads til.

– Som tvillingeforældre skal man være ekstra gode til at give hinanden tid, og vi mangler ikke viljen til at gøre det. Men man skal samtidig passe på med sætningen ‘nu giver jeg dig mulighed for at …’, for så er der straks et eller andet farligt retfærdighedsregnskab i gang, forklarer Thomas og afslører, at frirummet nærmest kan føles mere som en stressfaktor. 

– Hvis Line siger ‘ta’ en dag fri, skat’, så kan jeg sidde og tænke ‘okay, nu har jeg fri. Hvad skal jeg så gøre?’ Typisk går jeg først i panik – så lukker jeg ned og tænker ‘du kan alligevel ikke finde ud af en skid, så sæt dig bare over i sofaen’. Hvilket nok er det, jeg burde gøre fra starten – se en film eller gå ud og plante nogle blomster, siger Thomas og griner. 

Uanset viljen og lysten til at skabe rum for både aleneøjeblikke og kærestetid, er det langt fra altid, det lykkes. Hverdagens tvillingetrummerum er en insisterende og benhård konkurrent. 

– Du kan ikke skælde børnene ud for, at det er hårdt, så på et eller andet tidspunkt begynder man at bebrejde hinanden, at der ikke er opmærksomhed rettet mellem de voksne. Jeg tror, at når man har bebrejdet hinanden et godt stykke tid, så brækker grenen, eller også finder man ud af, at man er nødt til at åbne øjnene og se, hvad fanden der foregår, siger Thomas. 

Både han og Line var fra begyndelsen klar over, at tilværelsen som forældre til de to små krudtugler godt kunne gå hen og blive lidt af en prøvelse.

– Jeg kan huske, at vi i starten lavede to aftaler. Den ene lød: Vi går ikke fra hinanden de første tre år. Den anden hed: Alt, hvad der bliver sagt mellem klokken ti om aftenen og seks om morgenen, gælder ikke, forklarer Thomas.

– Der kommer et turning point, hvor man skal se hinanden i øjnene og lave en ny aftale om at bruge nogle kræfter på at finde ind til hinanden igen. Og det tror jeg først lige, vi er nået til. 

Døren til haven går op, og imens to glade drenge kommer buldrende ind i entreen, når Thomas lige at knytte en sidste bemærkning til livet som tvillingefar til Svend og Bjørn. 

– Du må få det bedste ud af tingene, og ellers må du sige fra. Den holdning kan være lige så besværlig, som den kan være god. Men sådan har jeg altid haft det, konstaterer han.

Noget tyder på, at drengene allerede har taget selvsamme lektie til sig. Da båndoptageren er slukket, og familien har sagt farvel, trænger en stribe karakteristiske toner ud gennem de hvide villavinduer. Legetøjsklaveret.  

LÆS OGSÅ: "Jeg ville være verdens bedste far"

LÆS OGSÅ: Sådan ændrer din weekend sig, når du får børn