Fødselsdepression: Da Ingvild kom op til mig, følte jeg slet ikke, at hun var mit barn

En dag da Henriettes datter Ingvild er et år gammel, ser Henriette på hende og tænker: ”Det her er mit barn, og jeg elsker hende.”

Det er første gang, den tanke står så konkret for hende. Første gang, hun kan tage Ingvild til sig uden forbehold.

Henriette havde ellers ikke forventet, at det ville være svært at blive mor anden gang. Hun og hendes mand havde jo prøvet det før. Allerede fra start er det dog, som om hun ikke rigtig ”lander” i graviditeten.

– Jeg havde svært ved at blive gravid første gang, og da det gik hurtigt anden gang, var det, som om jeg slet ikke var forberedt, fortæller Henriette.

– Jeg følte mig bagud i forhold til min krop. Jeg kunne ikke hvile i min krop, og det samme oplevede jeg under fødslen. Da Ingvild kom op til mig, følte jeg slet ikke, at hun var mit barn.

FORBUDTE TANKER

Henriette regner dog med, at den "forkerte" følelse går over af sig selv. Det gør den ikke. Alt føles tungt og besværligt, Ingvild vil konstant ammes og have kropskontakt, og Henriette føler sig omklamret.

– Jeg tog mig af hende, som jeg skulle, men følte mig ikke glad. Jeg følte ikke, at vi hørte sammen, husker hun.

– Jeg havde konstant dårlig samvittighed og var bange for, at vores relation ville blive skadet af den dårlige tilknytning. Der er dage, hvor Henriette ikke kommer ud af huset, fordi alt føles svært, og hun oplever tanker og følelser, der selv i dag kan være svære at indrømme.

– En dag hvor hun ville ammes hele tiden, syntes jeg, hun var helt forfærdelig. Jeg havde bare lyst til at putte hende i en kasse og sætte hende ud i skuret, indtil min mand kom hjem, fortæller hun.

FARESIGNALER

Et par måneder inde i Henriettes barsel kommer sundhedsplejersken på besøg og fornemmer situationen. Henriette skal udfylde et skema, som bruges som pejlemærke for, hvordan en nybagt mor har det. Her slår hendes svar ud på flere parametre.

– Det hjalp mig vildt meget til at få sat ord på, hvordan jeg havde det, forklarer hun. – Det gjorde det også nemmere for mig at gå til lægen og få en henvisning til psykolog, og jeg kom i en samtalegruppe, hvor jeg kunne se nogle andre mødre i øjnene, og vi kunne indrømme, at det hele ikke var sådan, som vi havde troet, det ville være.

I det hele taget nævner Henriette opbakningen fra omgivelserne som den afgørende faktor for, at hun fik det bedre.

– Min mand og jeg havde en stor åbenhed, og han var også med til den opfølgende samtale hos sundhedsplejersken, og samtidig oplevede jeg en stor åbenhed i min mødregruppe, siger Henriette, som på intet tidspunkt fik negative kommentarer fra andre mennesker.

Angsten for ikke at være en god mor var udelukkende i hende selv.

Det endelige vendepunkt kommer, da Henriettes mand efter ni måneder overtager barslen, hvilket fra starten har været planlagt.

– Det gjorde en stor forskel, at min mand overtog. Jeg kunne komme ud af symbiosen med Ingvild, og vi prioriterede, at jeg tog til rytmik med den store og kunne lave nogle andre ting, fortæller hun.

– I dag er vi et helt andet sted. I dag er det naturligt for mig, at Ingvild er en del af mit liv. Selvfølgelig skal hun være det.

Henriette Terkelsen, 32 år