Giv dem et lag tæsk!

Børn har godt af en ordentlig dragt prygl – det har ingen nogensinde taget skade af. Ja, far Mads Barner- Christensen vil gå så vidt som til at sige, at et passende lag tæsk er en goddamn forældrepligt!

Aaah! Vi har lige været i svigerforældrenes sommerhus i weekenden. Sol, sand, strand, grill, barrøv- i-haven – masser af konstruktiv vold far og sønner imellem. Herligt! Jeg er meget ambitiøs på mine drenges vegne. Hanni og Conni er godt på vej til at blive et par rigtig friske fyre, der ikke stikker op for bollemælk, ikke er bange for at sige deres meninger og ikke stikker halen mellem benene, når sproget bliver lidt broget. Jeg selv var som barn den diametrale modsætning.

Frygt for at få én på kassen

Dengang jeg var dreng, var alle lige, alle elskede hinanden, og krigs-lort-legetøj, konflikt og højtråben var ikke hverken takt eller tone. Vi legede empatiske kærlighedslege, var søde ved alle og havde masser af fornuftige voksne omkring os, der STRAKS greb ind, hvis nogen bare viste anlæg til ikke at være lalleglad-enige- med-alle-om-alt.

Det hændte dog, at jeg i ny og næ stødte på børn fra andre, mere konventionelle opdragelsesmønstre, og en af disse børn truede mig engang med ordene ‘skal du have én på hovedet?!’

Jeg var panisk ved tanken om at få ‘én på hovedet’, så jeg rystede af skræk og fandt mig duknakket i perlerækker af ydmygelser og selvrespektsunderminerende kryberier.

Først mange år senere stiftede jeg førstehåndserfaringer med ‘én på hovedet’. Og der gik det op for mig, at den skræk, der havde været en allestedsnærværende del af hele min uskyldige barndom og en stor del af mine teenageår, i virkeligheden ikke var noget at være specielt bange for – jeg havde frygtsomt krøbet i årevis uden grund!

Konstruktiv voldstræning

Den svækkende ydmygelse vil jeg gå langt for at skåne mine drenge for. De skal ikke være sådan nogle ængstelige skvat, der farer sammen, når en dør smækker, eller en større og frækkere dreng truer med at dele øretæver ud – dét har jeg prøvet, og dét er ikke godt for selvrespekten!

Så vi træner. Vi træner i vold og afstumpet slåen-påtæven. Og sådan en varm søndag i sommerhuset er en perfekt lejlighed til at lære ungerne betydningen af – og glæden ved – både at kunne give og tage et par på hovedet.

Rollespilssværd, store gummipolstrede økser og kickboxinghandsker i størrelse XS er mine pædagogiske voldsforherligende arbejdsredskaber.

Vi lægger ikke fingrene imellem, her er ingen fløjlshandsker. Der bliver slået hårdt og kæmpet vildt. Det hænder, at der bliver grædt lidt, men det er prisen for den konstruktive voldstræning. Man kan ikke lave en god omelet uden at slå nogle æg i stykker.

Og når sådan en dreng på fire frygtløst og med mod og mandshjerte kaster sig ud i en dødhamrende uretfærdig to-stærke-mod-den-mindstekamp, så glædes jeg i mit inderste faderstolte hjerte: Han kommer til at gå rank igennem livet, tænker jeg.

For nogle år siden læste jeg boksekommentator og forfatter Kurt Thyboe forklare, at ‘en bokser ikke defineres ved de slag, han kan give, men ved de slag, han kan tage’. Og dér tænkte jeg, at min barndom kunne have set HELT anderledes ud, hvis bare jeg i en passende alder – sådan omkring de fire år – havde fået ‘et par på hovedet’.

EN FAR FORTÆLLER …

SKRIVES PÅ SKIFT AF:

Thure Kjær, journalist og far til Kasper på 2½ år og en baby på vej.

Mads Barner-Christensen, livsstilsekspert og far til Cornelius på 7 år, Hannibal på 4 år og Giulia på 2 år.

Brian Mørk, komiker og far til Alicia på 6 år, Darwin på 2 år og en baby på vej.