”Er det ikke kedeligt at være mor og far?”, spørger min eftertænksomme dreng på 5 år, hvortil jeg svarer: ”Hvorfor tænker du det?” Min dreng: ”Fordi I hele tiden skal skælde ud”. Av av av! Total selvmål og noget af et wake-up call.
Vi tog den fulde pakke og fik tre styks på fire år. Jeg glemmer aldrig en mørk december eftermiddag, hvor jeg havde forvildet mig i Fakta med alle tre unger.
Hele banden i fuld uniform med refleksveste og flyverdragter, hvortil en ældre dame sødt spørger, om det er en børnehave. Det er mit liv – en børnehave. Ingen tvivl om, at det er hårdt og kaotisk med de kære små.
Det, der for mit vedkommene, var det hårdeste i starten, var, når jeg forlangte det umulige af min lille hær af minimennesker. Jo bedre de kunne rette ind, desto bedre en forælder måtte jeg være. Troede jeg.
Jeg blev flov og irriteret, hvis mit barn ikke kunne sidde pænt, spise pænt, tale pænt samtidig med at være omsorgsfuld og empatisk på én gang. Alle de egenskaber ynder jeg ikke engang selv.
Små individuelle individer
Jeg blev så træt af at irettesætte og af Emma Gads gamle takt og tone, der gjorde mere skade end gavn, at jeg en dag tænkte ’på med ja-hatten’.
I bogstaveligste forstand. Det var et mirakel at se og mærke. Jeg har fået øjnene op for mine børn. Fået øjnene op for, hvor underholdende de er. Der var pludselig blevet plads til at være sin egen. Tak skaber for det.
Det, jeg gik og forsøgte at putte ned over hovedet på dem, er med tiden kommet af sig selv. Der er lang vej endnu, men vejen føles rigtig og meget mere fyldestgørende for alle mand i min lille børnehave.
Herhjemme går opgaven som forældre ud på at guide dem, så godt vi kan, og lede dem på rette vej, når de forsøger at tage en afstikker. Og det gør de. Ofte.
Men hvis jeg taler pænt til dem, taler de pænt til mig. Også selvom de starter i et decibel, ikke engang hunde kan høre.
Nogle gange er ens tålmodighed helt ude på dybt vand, og sådan er det. Så må man enten have fat i en livredder eller en ny ja-hat. Hvis jeg respekterer dem, som de små individuelle væsner, de er, tror og håber jeg på, at de kommer til at respektere andre.
