Gravid uge 25
SPONSORERET indhold

Gravid uge 25: Nu kan din partner mærke spark

Du er gravid i uge 25 og døjer måske med ondt i ryg og lænd. Din partner kan nu mærke jeres barns bevægelser, og har du blodtype rhesus negativ, er det blevet tid til en test.

Af: Redaktionen Foto: Getty Images
01. sep. 2020 | Børn | Vores Børn

Juniors spæde spark er ikke længere kun dig forundt. Når du er gravid i uge 25, vil andre måske også kunne mærke, når den lille tumler rundt i maven, og det skyldes dels, at dit barns muskler er blevet stærkere, og dels at det efterhånden er trangt med plads i livmoderen.

LÆS OGSÅ: Gravid uge 24: Nu skal du mærke liv hver dag

Den allerførste modermælk er nok også begyndt at lække nu, ligesom der god chance for, at din ryg og lænd værker under de ekstra kilo. Alliér dig med en god massage og nogle gode øvelser, der afspænder og styrker ryggen og lænden. En bh, der kan håndtere råmælkspletterne, er også en god investering.

Dit barn er nu cirka 34 centimeter langt og vejer omtrent 800 gram. 

LÆS OGSÅ: Følg din graviditet uge for uge

Din krop

Kommer der mælk ud af dine bryster? Selvom det måske kan føles en anelse tidligt, er det helt normalt, hvis dine bryster er begyndt at lække. Det er blot et tegn på, at dit hormonsystem fungerer. Råmælken ligner ikke komælk, som du kender det fra Brugsen, men er i stedet en gul og klæbrig masse, og måske ser du det slet ikke som dråber af mælk, men kun som en klistret hinde på spidsen af brystvorten.

Det er også helt normalt, hvis der ikke kommer mælk ud. Måske sker det senere, og måske sker det først, når du har født.

Når du er gravid i uge 25, er det ofte også muligt for far, med-mor, søskende eller andre nysgerrige sjæle at hilse på den lille ved at trykke en blid hånd mod din mave. Det kommer dog an på din vægt, om de kan mærke noget: Jo højere BMI, desto senere vil andre kunne mærke spark mod maveskindet. Det vigtigste er stadig, at du kan mærke liv, og derfor skal du ikke blive bekymret, hvis du endnu ikke kan dele oplevelsen med andre. Husk også, at det er helt okay at sige fra, hvis du ikke har lyst til at have andres hænder på din mave.

LÆS OGSÅ: Fie Hørby: ”I det nye børnesyn er voksne og børn ligeværdige, men ikke ligestillede”

Din baby

Når du er gravid i uge 25, vil din babys hud forsat være rynket, men da der er kommet mere fedt til, er den ikke længere lige så gennemsigtig, som den har været. Når det sidste underhudsfedt begynder at danne sig henover de kommende måneder, vil junior ligne en helt færdig baby.

I denne uge er knoglerne også ved at blive faste, og de permanente tandanlæg langt inde i gummerne er stadig under udvikling, så de står klar, når barnet udskifter mælketænderne. De nerver, der sidder omkring munden, bliver også mere følsomme, og på den måde forberedes dit barn til at finde næring ved brystet, så snart han eller hun er blevet født.

Øjet vil nu være helt udviklet og kan således skelne mellem lys og mørke, og den lille ligger stadig og lytter til dens omverden. Dit barns lugtesans er efterhånden også så udviklet, at han eller hun vil kunne genkende din lugt efter fødslen. Generelt søger junior i øjeblikket kontakt med dig, da han eller hun er i gang med at knytte bånd. Stryg derfor gerne en hånd henover maven og tal til den lille – den vil elske begge dele.

LÆS OGSÅ: Graviditeten set igennem fars øjne

Tegn på graviditet

Rygproblemer kan være en irriterende gene i slutningen af 2. trimester. Måske føler du, at din lænd er overbelastet af de ekstra kilo, og måske er dine skuldre spændte af at bære på din voksende barm.

Har du problemer med ryggen, kan det hjælpe at være ekstra opmærksom på din holdning, og sørge for at hvile så ofte som muligt. Læg dig gerne på siden med en lille pude under maven og dit øverste, bøjede knæ – det kan aflaste kroppen, hvis maven er i vejen.

Måske kan du også få din partner eller en professionel massør til at trykke dig de steder, hvor du er særligt øm eller spændt, og er du glad for højhælede sko, er det ved at være tid til at skifte dem ud med et fladt alternativ.

LÆS OGSÅ: HJÆLP! Er jeg klar til at blive mor?

Det skal du vide om uge 25

Fik du til din første graviditetskontrol at vide, at din blodtype er rhesus negativ, er det blevet tid til endnu en blodprøve. Hvor den sidste havde til formål at bestemme din blodtype, har denne til formål at undersøge barnets rhesustype.

Der findes mange forskellige blodtyper, og kun 15% af den danske befolkning er rhesus negative. Normalt har din blodtype ikke stor betydning for dit daglige liv, men under graviditeten kan det blive vigtigt, hvis du og dit barn ikke deler den samme type. Er du rhesus negativ, mens dit barn er rhesus positiv, kan noget af dit barns blod nemlig passere over i dig, hvorefter du vil danne antistoffer mod det. Den proces kaldes rhesusimmunisering og ses hos cirka 100 gravide om året. Heldigvis er den nem at behandle, men har du allerede dannet antistofferne, skal du tjekkes jævnligt, da tilstanden i nogle tilfælde kan medføre blodmangel eller alvorlig sygdom hos barnet under graviditeten, eller alvorlig gulsot efter fødslen.

Har du endnu ikke dannet antistofferne, anbefales det, at du får en forebyggende indsprøjtning med anti-D immunoglobulin i både uge 29 og senest 72 timer efter fødslen.

Rhesusimmunisering er sjældent et problem under den nuværende graviditet, men det er vigtigt, at du får den forebyggende sprøjte, da risikoen for komplikationer bliver større, hvis du gerne vil blive gravid igen.

LÆS OGSÅ: 9 ting du faktisk gerne må som gravid

Sundhedstips

Døjer du med ondt i ryg og lænd, kan du investere i en god pilatesbold. Brug den som stol, som træningsredskab og som hjælp til udstrækningsøvelser, når kroppen værker. Når veerne til sin tid kommer, er den såmænd også god, ligesom nogle jordemødre bruger den i den aktive fase under fødslen, fordi ingen af bækkenets tre led låses, når du sidder på bolden. Et åbent bækken under fødslen giver god plads, når barnet skal finde vej ned gennem fødselskanalen.

En del nybagte forældre har også god gavn af den forvoksede hoppebold, når deres baby ikke kan falde til ro. Her kan det nemlig hjælpe forsigtigt at ”hoppe” en urolig baby i søvn, mens du sidder på pilatesbolden med barnet i favnen.

Er du i tvivl om, hvordan du bedst strækker ud? Se med her, hvor træner Lotte Arndal guider dig igennem tre gode øvelser med pilatesbold til gravide.

Til dig, der venter tvillinger

Vidste du, at enæggede tvillinger ikke blot er identiske? De kan både være hinandens klon og hinandens spejlbillede.

Cirka 25% af alle enæggede tvillinger er det, man på engelsk kalder Mirror Image Twins, som betyder, at de er en nøjagtig refleksion af hinanden. Hvis den ene for eksempel har en fregne eller en skønhedsplet under det venstre øje, vil den anden have en lignende plet under det højre øje. Det kan også være, at den ene er højrehåndet, mens den anden er venstrehåndet, og måske sidder hårhvirvlen på hver sin side hos hver sin tvilling.

Ikke alle enæggede tvillinger vil dog have samme grad af refleksion, og mens nogle vil være næsten nøjagtige spejlbilleder af hinanden, vil andre kun have enkelte kendetegn.

Man mener, at Mirror Image Twins skyldes, at ægget først deler sig mere end én uge efter befrugtningen, hvorfor generne vil spejlvendes. Når ægget deler sig senere, kan det i nogle tilfælde resultere i siamesiske tvillinger.

Anbefalet til dig