Gravid uge 41 fødslen går snart i gang
SPONSORERET indhold

Gravid uge 41: Mange føder i denne uge

Du er gravid uge 41, har overskredet din terminsdag og er sikkert ved at være godt utålmodig. I denne graviditetsuge vil du få tilbudt en snak om igangsættelse.

Af:: Redaktionen Foto: Getty Images
02. jan. 2024 | Børn | Vores Børn

Baby kommer på sin fødselsdag. Desværre bliver den nok bare lidt senere, end du havde regnet med.

Du har nu været gravid i 41 uger, og det betyder, at du har passeret terminsdatoen, som blev fastsat i din tidlige graviditet. Mange gravide har allerede født nu, og selvom der absolut intet unormalt er i, at du må vente, så trækker det nok tænder ud. Så længe den lille stadig bevæger sig som normalt, kan du ikke gøre meget andet end at væbne dig med (endnu mere) tålmodighed.

I midten af denne uge vil du blive tilbudt en snak om det videre forløb og om igangsættelse, men inden du når så langt, er du måske allerede gået i spontan fødsel.

Dit barn vejer nu gennemsnitligt 3,8 kilo og måler mellem 52-53 cm. Husk, at det er gennemsnitstal, og at din baby kan veje alt fra 3 til 4,5 kg og alligevel være helt normal.

Næste uge 💚

Forrige uge 💚

Gravid uge 41: Din krop

Det er oftest førstegangsfødende, som må vente lidt længere på, at fødslen går i gang af sig selv, og det er der absolut intet unormalt i. Der kan være mange forskellige årsager til, at du må vente, men så længe baby har det godt, er der intet at være bange for. Hold øje med spontan vandafgang, lidt tegnblødning eller tegn på begyndende veer. Pludselig er du i aktiv fødsel.

Du skal stadig kunne mærke de genkendelige, rullende bevægelser fra baby hver dag. Er du usikker på, om alt er, som det skal være, så kontakt hellere fødeafdelingen en gang for meget end for lidt. Det kan sjældent vente til i morgen, så ring uanset tidspunkt.

De vil sandsynligvis bede dig komme til tjek på sygehuset, hvor dit barn vil blive undersøgt med en CTG-maskine, som måler hans eller hendes puls og eventuel ve-aktivitet. Du vil måske også få lavet en ultralydsscanning for at se, om baby bevæger sig, om der er en normal mængde fostervand og om moderkagen fortsat fungerer, som den skal.

Læs også

Gravid uge 41: Din baby

Nu sker der ikke ret meget nyt med den lille, som stadig rumsterer rundt i sin hule. Han eller hun er nemlig helt færdigbagt, når du er gravid uge 41. De fleste lanugohår og det meste fosterfedt er nu ved at være forsvundet fra din babys krop. Og desto længere fødslen lader vente på sig, desto mindre fosterfedt vil der være om dit barn.

Imens I venter på fødslen, øver baby sin sutterefleks og sutter gerne på både tommelfinger, underarm og navlestreng. Nogle babyer fødes endda med sugemærker, som de har givet sig selv i maven. Baby træner også op til amningen og danner ekstra fedtdepoter, der er gode at have i den første uge efter fødslen, før mælken er løbet til.

Det er med andre ord ikke spild af tid at blive i maven lidt længere end de fleste.

Gravid uge 41: Tegn på graviditet

Det er helt normalt, hvis du føler dig ekstra sensitiv og generelt tumler rundt i følelsesregistret. Du kan både være glad, spændt, trist og vemodig, og du havde nok håbet, at du ville have dit lille vidunder i armene nu. Ventetiden kan føles både lang og uoverskuelig – både for kroppen og for psyken. Omvendt kan det også være, at du bliver trist ved tanken om, at du ikke længere skal være gravid.

Samtidig er du bare en anelse udkørt, træt og påvirkelig, og det er der ikke noget at sige til. Din krop er tung, du har formentlig en del plukveer, og du glæder dig til at snart at kunne snøre dine egne sko igen.

Prøv at nyde de sidste dage og spark. Før du ved af det, er du ikke længere gravid.

Læs også

Det skal du vide om uge 41

Når du er gået omkring 9-11 dage over din termin, vil du blive kontaktet af din jordemoder eller dit fødested. De vil nemlig gerne sætte skub i sagerne, og hvis den spontane fødsel ikke begynder af sig selv, vil du i første omgang blive tilbudt en samtale om igangsættelse og en tid til undersøgelse. Her vil din jordemoder måle dit blodtryk, spørge til barnets bevægelser og undersøge din urin – nøjagtigt som du efterhånden er så vant til. Hun vil også lytte til dit barns hjertelyd og tjekke dine (pluk)veer, og måske vil hun også lave en indvendig undersøgelse, så hun kan vurdere længden på din livmoderhals, og hvor åben du er.

Undersøgelserne skal naturligvis hjælpe jordemoderen med at vurdere, om både du og junior trives, men hun vil også bruge resultaterne til at anbefale dig, hvornår det er mest hensigtsmæssigt at få sat fødslen i gang - og hvordan det eventuelt kan foregå.

I Danmark anbefales det, at alle gravide har født, inden de er 42 fulde uger henne, men husk, at det altid kun er en anbefaling, og at en medicinsk igangsættelse er et tilbud. Valget er i sidste ende dit, og det er jordemoderens og fødselslægens opgave at informere dig om fordele og ulemper ved både at blive sat i gang og at lade være. De fleste hospitaler tilbyder at følge dig tæt med ekstra scanninger og jordemoder-tjek i tilfælde af, at du ikke ønsker en igangsættelse.

Læs også

Gravid uge 41: Sundhedstips

Trappeløb, dadler, hindbærbladte, visualisering, ananas i store mængder og hovedrengøring.

Listen over måder selv at sætte skub i selve fødslen er lang, men ikke alle tips og tricks virker lige godt, og kun få beror på videnskabelige beviser. Ja, faktisk er der nok snarere tale om et tilfældigt sammentræf, hvis du skulle gå i fødsel, mens du gumler dig igennem en frisk ananas.

Er du alligevel ved at gå ud af dit gode skind, er her 4 bud på ting, der efter sigende skulle sætte fødslen naturligt i gang. 

1. Dyrk sex

Spørger du din jordemoder, vil hun helt sikkert bede dig gå hjem og dyrke sex. Det skyldes ikke kun, at sex booster dit oxytocin-niveau, der som bekendt hjælper veerne i gang. Det skyldes også, at hormonet prostaglandin, som menes at kunne hjælpe en fødsel undervejs, gemmer sig i sæd. Desværre skal der temmelig meget sæd til at producere tilstrækkelige mængder prostaglandin, men har du og din partner begge lyst, skader det ikke at prøve.

2. Få en hindeløsning

En hindeløsning er ikke noget, du selv kan begive dig ud i. Til gengæld er det en af de eneste metoder, som ifølge forskning kan hjælpe en fødsel til at gå i gang naturligt.

Ved en hindeløsning fører jordemoderen en finger op gennem livmoderhalsen og masserer området. Det gør, at fosterhinderne løsnes og frigiver en masse fødselsmodnende hormoner. Din krop skal dog have modnet sig lidt, før det er muligt at få en hindeløsning, men stort set alle gravide i uge 41 vil have haft så mange plukkeveer, at livmoderhalsen nu er blød nok til, at det kan lade sig gøre.

3. Akupunktur

Bittesmå nåle i huden er også kendt for at kunne sende junior mod udgangen og efter sigende forkorte livmoderhalsen. Det er dog ikke videnskabeligt bevist, at der er direkte sammenhæng mellem akupunktur og en fødselsmodning, men har du lyst til at prøve, skader det helt sikkert ikke.

4. Rebozo

Den mexicanske teknik, hvor bækkenpartiet får en rystetur med hjælp fra et stort tørklæde, menes også at kunne sætte skub under juniors exit. Når dit bækkenparti rystes, skubbes babys hoved nedad mod din livmoderhals, og når hovedet masserer livmoderhalsen indvendigt, frigives hormonet prostaglandin, der jo sætter fødslen i gang. Du og din partner kan sagtens give jer i kast med rebozo hjemme i stuen. Der skal meget til at gøre noget forkert, og der findes et hav af video-guides på YouTube.

Anbefalet til dig