Gustav sad fast!

Jeg havde en elendig graviditet og havde ingen energi. Min jordemor frygtede en for tidlig fødsel, fordi jeg havde mange plukveer. Jeg fik en tid til igangsættelse en uge før termin, men heldigvis fik jeg veer af mig selv klokken to om natten, dagen før igangsættelsen.

Først tænkte jeg, at det var endnu en plukve, men da den anden og tredje ve kom, fornemmede jeg, at det var anderledes. Den var god nok. Veerne kom med fire-fem minutters mellemrum og varede mellem et halvt og et helt minut. Jeg gik roligt rundt og øvede mig i vejrtrækningen og pakkede det sidste til mig selv, den lille ny og til storesøster.

Klokken fire vækkede jeg Casper, og vi blev enige om at ringe til fødegangen. Vi havde langt til sygehuset og skulle også aflevere Ida på to år undervejs, så de syntes, vi skulle køre af sted.

Tag vandet!

På sygehuset bliver jeg undersøgt med det samme og er tre centimeter åben. Jeg får et karbad og lidt morgenmad. Da jeg bliver undersøgt igen klokken halv ti, er jeg, med meget god vilje, åbnet fire centimeter. Det har pludselig meget lange udsigter, synes jeg.

Sidste gang kom der mere gang i det, da vandet blev taget. Det går de med til, og der er rigtig meget! Jeg får trang til at tisse og går ud på toilettet, men straks efter kommer veerne med meget større kraft. Jeg kan ikke komme fra toilettet til sengen, da der hele tiden kommer en ny kæmpe ve. Jeg får også pressetrang.

Min mand må næsten bære mig hen til sengen, hvor jeg bliver undersøgt. Jeg har næsten åbnet

mig 10 centimeter, men jeg må stadig ikke presse. Jeg skal være helt udvidet, fordi min søn forventes at være meget stor. Jeg får noget lattergas og akupunktur, som ikke virker mærkbart, og sidder på knæ, fordi min dreng ikke er helt nede og på plads i mit bækken.

Da det nærmer sig, at han kommer i næste ve, vil jeg om på ryggen, så jeg kan få ham op på maven. Men da jeg kommer rundt, glider han en smule tilbage, så det tager lidt flere veer end beregnet.

Kaos på fødestuen

Efter nogle veer kommer hans hoved ud, og så sidder han fast! Jordemoren ringer efter hjælp,

men der er ikke nogen. Over de næste veer kalder hun igen og igen, og pludselig er der ti personer på stuen. Så er der nogen, der trykker på min mave, og flere som holder imod på mine

ben. Jordemoren har begge hænder oppe i mig med fingrene under knægtens armhuler. Jeg får at vide, at hvis han ikke er ude, når veen er væk, så skal jeg gispe to gange og så presse igen, indtil han kommer.

Endelig kommer han ud, og der er lidt kaos på stuen, fordi hans hjerterytme daler voldsomt. Han får ilt og hjertemassage. Jordemoren fortæller, at han kom ud med en brækket arm, men ellers ser fin ud. Han er meget klistret ind i fosterfedt, men skøn. Han vejer lidt over fire kilo og måler 55 centimeter. Jeg får ham kortvarigt op på maven, inden lægen og Casper tager ham med på neonatalafdelingen. Ikke fordi han er lille, men på grund af det store fald i hans hjerterytme.

Efterfølgende fortalte jordemoren, at vi kunne have mistet den lille mand, hvis ikke han var kommet ud der. Jeg roste hende, for jeg havde slet ikke fornemmelsen af, at det var så alvorligt. Hans ene skulder sad fast bag mit skamben, så han måtte skrues ud af mit bækken.

Gustav trives og har det godt. Armen er vokset helt sammen, og han har ingen gener af at have siddet fast.