Ina og Kim er plejeforældre: "Den dag de slipper min hånd, ved jeg, at vores arbejde er lykkedes"

De er nemlig anbragt her af deres hjemkommuner, fordi deres forældre ikke kan tage sig af dem. I øjeblikket har Ina og Kim tre plejebørn på ni, 12 og 16 år, og det er ikke længe siden, at den ældste plejesøn på 19 år flyttede sammen med sin kæreste efter fire år hos familien.

"Jeg savner ham, som da min egen store søn flyttede hjemmefra, for det kan ikke undgås, at børnene kommer ind under huden på os," siger Ina, der er mor til to.

Korslagte arme

Siden 2017 har Ina og Kim haft ni plejebørn i kortere eller længere perioder. Nogle har været akutanbragt og fået et permanent sted efter få uger, mens andre – som parrets 12-årige plejedatter – har boet her i tre år. Ina og Kim omtaler hende flere gange som ”vores datter” – og hun har heller ikke andre forældre i sit liv.

"Børn har krav på kærlighed, og selv om vi får løn for at være forældre, får vi følelser for vores plejebørn. Vi er jo sammen med dem hele tiden," siger Kim.

"De kalder os dog kun mor og far, hvis de selv ønsker det – i respekt for de biologiske forældre, som sjældent er glade for den her løsning. Heller ikke alle børn er glade for løsningen, og det kan tage tid at vinde deres fortrolighed."

I begyndelsen bliver Kim og Ina ofte mødt med korslagte arme, men efterhånden tør de fleste op – og så kan de ende i den anden grøft.

"Så klamrer de sig til mig, når vi er ude at handle," siger Ina.

"Men den dag de slipper min hånd igen, ved jeg, at vores arbejde er lykkedes. Så har barnet fået en begyndende tro på, at verden ikke er så slem, og fået mod på at udforske den," forklarer Ina.

Frit folkekøkken

I køkkenet står et langt spisebord, men der er ikke fællesspisning hver aften. Det fungerer nemlig bedst, hvis børnene spiser, hvor de har lyst.

"Vi har lavet en slags folkekøkken, hvor de kommer ned og henter mad. At sidde om et bord giver simpelthen for meget uro, hvis et af børnene har haft en dårlig dag," fortæller Ina.

"Det giver dem ro i nervesystemet, at de selv må bestemme, hvor de vil spise."

Eksemplet viser, at Kim og Inas børn har meget at slås med, og parret er da også godkendt til at tage sig af de allermest udsatte børn.

"Alt, hvad du kan forestille dig, at et barn kan have været udsat for, har vi set gennem årene," siger Kim.

Derfor siger parret heller ikke ja til alle de børn, kommunerne gerne vil anbringe hos dem.

"Barnet skal passe sammen med de børn, vi har i forvejen; ellers dur det ikke, for så taber vi dem alle sammen," forklarer Ina.

Alenetid med søn

Hun og Kim har også oplevet børn, de måtte sige farvel til efter kort tid, fordi han eller hun ikke fungerede i gruppen.

"Det er forfærdeligt, når vi må sige farvel til et barn, for de har i forvejen oplevet så mange svigt, men vi bliver nødt til at tænke på de børn, vi har i forvejen," fortsætter Ina.

Hun har også sin store søn at tage hensyn til. Bølgerne kan gå højt, og Oliver har svært ved at acceptere, når plejebørnene taler grimt til hans mor.

"Jeg kan være i det, men det er svært for ham at forstå, at det er min jobfunktion, de reagerer på, ikke min person," siger hun.

"Det er hårdt for ens egne børn at dele deres forældre, og der går noget af opmærksomheden fra dem. Vi har valgt det, men det har de ikke, og jeg er meget opmærksom på at have alenetid med min søn."

Gaver eller ej?

Kim og Inas virke som plejefamilie begyndte lidt tilfældigt i 2017, da Kim var i politiet og var mentor for en dreng.

"Han besøgte os en gang imellem, men det endte med, at han boede hos os i næsten to år," fortæller Kim.

Til at starte med var det kun Ina, der var plejemor, men i dag har Kim forladt politiet, og begge er plejeforældre på fuld tid. Og med fuld tid menes alle ugens dage og timer inklusive juleaften, ferier og fødselsdage.

"I begyndelsen havde nogen svært ved at forstå, at vi tog vores arbejde med til fødselsdage og familiearrangementer, men børnene indgår i vores familie på lige fod med biologiske børn," siger Kim, der er far til tre voksne børn.

Han fortsætter:

"Vores store børn har skullet acceptere, at deres pladser i hjemmet blev overtaget af nogle fremmede børn, som er her, når de kommer på besøg med vores børnebørn. Men generelt kan de godt forstå, at vi forsøger at gøre noget godt for børn, der har det svært."

"Min mor var i begyndelsen også usikker på, om hun skulle give dem fødselsdagsgaver, men det er hendes valg, om hun vil gøre det. På den måde pålægger vi også vores omgivelser noget ekstra," siger Ina.

Kim nikker.

"Man sætter alt på spil, og der er mange skilsmisser blandt plejeforældre, for kærestetid er noget, man må kigge langt efter."

"Ja, og når vi en sjælden gang har tid sammen, ender vi med at tale om børnene, for de fylder hele vores liv," smiler Ina.

Arbejdet lykkes

At plejebørnene skal føle sig som en del af en familie, er essensen i parrets arbejde.

"Vi prøver ikke at være anderledes forældre, end vi er over for vores egne børn, og jeg stiller samme krav, som jeg har stillet til dem," siger Kim.

"Som andre forældre kan vi godt blive uenige om opdragelse, eller hvordan et barn skal takles i en bestemt situation. Tålmodighed og tolerance kommer også på prøve, men når de er to, kan den ene gå ud og få luft, mens den anden tager over," forklarer Kim.

Uanset hvad har ægteparret på det gamle gods ikke fortrudt, at de har åbnet deres hjem og hjerter for fremmede børn.

"Vi har valgt det her liv, fordi det er en kæmpe glæde at se, hvordan vores arbejde får børnene til at trives," forklarer Ina.

"Når skolen fortæller, at et barn klarer sig bedre, fordi der er skabt overskud, eller når vores datter siger, at hun ikke forstår, at hun kan blive så sur på os, fordi vi gør det godt for hende – så er vi nået langt."

Om kort tid skal Ina og Kim på kærestetur. Turen går til Flensborg, så de ikke er alt for langt væk, hvis børnene skulle få brug for dem.