Hvorfor tisser min søn i sengen?

Hvorfor tisser min søn i sengen?

Faktaboks

Liselotte Hergel ved som praktiserende læge i Lyngby, hvad der rammer, optager og bekymrer børnefamilier.

Hun er desuden forfatter til ‘Bogen om barnet’, en klassisk håndbog om barnet fra undfangelse til skolestart samt ‘Gyldendals store lægebog’

Spørgsmål:

Min søn er snart 10 år og tisser i sengen stort set hver nat. Jeg giver ham en soveble på, men han tisser tit igennem. Jeg er sikker på, at det ikke er noget psykisk, men rent fysisk.

Både hans far og farfar tissede i sengen, til de var 13 år. Hvorfor bliver nogle børn ved med at tisse i sengen om natten?

Læs lægens svar på næste side:

Svar:

Natlig sengevædning er ret almindeligt. 20 pct. af alle drenge og 14 pct. af alle piger kender til problemet – måske ikke hver nat, men indimellem. Man ved ikke, hvorfor nogle børn tisser i sengen.

Vi regulerer vores urinproduktion ved hjælp af et hormon, som sørger for, at vi danner mest urin om dagen og mindre, men mere koncentreret urin om natten. Nogle børn producerer ikke tilstrækkeligt af hormonet, så der ikke er styr på, at der skal spares på urinproduktionen om natten.

Måske har nogle af børnene også en blære, der kan indeholde en mindre mængde urin, end os andre og meget ofte er det arveligt betinget. I kan forsøge med enten ringeapparat eller hormonbehandling. Ringeapparatet er en slags adfærdstræning, og er et lille apparat, med en lille føler man sætter i underbukserne og en ringeklokke ved øret.

Når føleren i underbukserne registrerer fugt (starten på en tår), ringer klokken, og han lærer enten at vågne for at gå ud at tisse eller undertrykke trangen og sove sødeligt videre. 80 pct. af børnene bliver tørre på 2-3 måneder. Ringeapparater kan købes på apoteket.

I kan også forsøge med hormonbehandling, som gives enten i pilleform eller som næsespray, under navnet Minirin. Man tilfører altså det hormon, der nedsætter urinproduktionen om natten, og ca. 75 pct. af børnene er tørre, de nætter de tager hormonet. Det virker kun de nætter, man tager hormonet, og man kan vælge enten at langtidsbehandle i 3 måneder for derefter at holde en uges pause for at se, om han er tør, eller at bruge det ved specielle lejligheder, når han skal på lejrskole eller sove hos en ven.

Der er ikke nogen særlige bivirkninger ved præparatet, men han skal selvfølgelig kunne holde ud at tage det. Kun i ganske få tilfælde er det nødvendigt med yderligere undersøgelser og henvisning til specialister eller sygehus. Så hvis han er parat til at forsøge at ændre på tingene, så gå endelig i krig.