Kærlighed - version 1,5 år

Det var torsdag, hun hed Frida. Min søns første kærlighedshistorie. Og den slags er åbenbart heller ikke ukompliceret, selv om man kun er halvandet år.

Kasper og jeg var, som så mange andre formiddage, trukket ned på legepladsen i solen, og mens farmand fik øjne – med kyndig hjælp fra en stor caffe americano – gik Kasper på opdagelse.

De andre forældre var så småt ved at komme ud af starthullerne, og pludselig spidsede Kasper ører og trak hen mod sandkassen. Genstanden for interessen sad i sandkassen med en lille rød skovl, lilla kjole og hvid sommerhat med bred skygge. Kasper var solgt fra første øjekast.

„Haiii,” prøvede han, mens han skrabede prøvende i sandet med en pind. Ingen respons.

„Haiii,” fulgte han op og prøvede sit nye trick: At danse lidt.

Genstanden for min søns begejstring var iskold, men skiftede alligevel position til rutsjebanen. Herefter kom Kasper i gear: Han gjorde alt for at imponere sin jævnaldrende skønhed, som med al den kølighed, piger nu åbenbart kan have, roligt og stille koncentrerede sig om at gå op ad trappen, kravle op på rutsjebanen, rutsje ned og gå hen til trappen igen.

Kaspers koncentration var, som drenges åbenbart kan være, anderledes forstyrret. For hver gang de to mødtes øverst på rutsjebanen, prøvede Kasper at få opmærksomhed med sit „Haiii”.

Stadig uden respons. Isdronningen var bly og slog troligt blikket ned. Ikke at det stoppede Kasper, som måtte lægge sig ned på jorden med hovedet for at kunne kigge op under Fridas BREDskyggede hat og sige „Haiii”.

Stadig ingen respons. Hun ænsede ikke tilbederen et blik, MEN i stedet for at give op gav Kasper kurmageriet endnu mere gas. Det gør man, når man er halvandet, ved at synge en kærlighedsserenade fra toppen af rutsjebanen, mens man babydanser og drejer rundt, det bedste man har lært.

Problemet er bare, at al den over-iver giver bagslag, og det var her, Kaspers charmeoffensiv for første gang fik ridser i lakken: De fire gange hurtigt rundt om sig selv slog sig på balancenerven, og bedst som han stod der på sin piedestal og dansede, gik Kasper i dørken med et brag.

For at understrege ironien i kærlighedsaffæren var dette Kaspers gennembrud: Frida kiggede for første gang på Kasper og sendte ham noget, der lignede et smil.

Så gik det stærkt. Kasper brugte sit gennembrud til at sætte afterburneren på, og som i et andet stenalderdrama skulle det svage køn nu imponeres: Der blev rutsjet hurtigt, langsomt, forfra, bagfra og med hovedet nedad.

Og som en anden teenager, der prøver lidt for hårdt, blev Kasper med et brag sendt til tælling, da han efter en ellers meget kunstnerisk rutsjetur med hovedet nedad landede på hovedet i sandet, lige for fødderne af den kønne Frida, som med vanlig kølighed ikke fortrak en mine.

Her måtte far komme til undsætning og børste sandet væk fra mund, øjne, hænder og hår. Mens vi sad og kom til hægterne med en slurk vand og et knus, sluttede kærlighedshistorien, ligeså brat som den var startet.

For væk var Frida. Kasper spejdede uforstående rundt, og Frida, der sad som en majestæt i stolen på sin mors cykel, så ikke engang Kasper stå og vinke, mens hendes mor trak af sted med hende.

Da hun var forsvundet ud af syne, stod Kasper og kiggede lidt. Så tog han en dyb indånding, samlede en ny pind op fra jorden, sagde „Grah” og gik over i den tomme sandkasse og legede. Alt i mens stod Kaspers far og sendte to tanker.

Én til Kasper, som handlede om, at det ikke var sidste, men snarere første gang, han skulle prøve det. Og én til Kaspers mor. For Kaspers ihærdige forsøg på at fange Frida mindede umiskendeligt om noget, jeg selv havde prøvet. Men med en anderledes god udgang.