Kan man hedde Frimærke?

For 10 år siden nød jeg det store privilegium at bo i stilens moderland, Italien. Jeg nød hvert sekund i æstetikkens vugge, og alle mine tanker var store og smukke. Eksempelvis tænkte jeg en del over, hvordan det mon ville være at få børn.

Det italienske sprog var en gevaldig kilde til inspiration, jeg nød musikken i hvert ord og kunne mærke en let rislen i kroppen, når et ord ramte plet i balancen mellem grafisk kvalitet og melodisk herlighed.

Et sådant ord var francobollo, og som sprognovice blev jeg mere og mere sikker på, at når jeg en skønne dag ville finde mig begunstiget med en søn, så skulle han hedde Francobollo. Først en rum tid senere gik det op for mig, at francobollo ikke er et smart florentinsk drengenavn, men blot det italienske ord for frimærke.

Paris, Elvis eller Pjuske

Siden har jeg med ildhu bemærket, registreret og indsamlet smarte børnenavne til eventuel senere privat brug, og mere end ofte har det undret mig, hvor langt smarte livsstilsforældre vil gå for at tilfredsstille deres egos forfængeligheder og selviscenesættelser uden at skele til børnene, der skal trækkes med navnet de næste hundrede år.

Hvem vinder for eksempel, når et barn døbes Elvis, Paris, Pjuske eller Stump? Ja, det er fandeme ikke ungen! Hov, hov, smart-ass, hvad med at vende blikket indad for en kort stund?!

Forleden søndag blev min dejlige datter omsider døbt. Som det her i kaosfamilien er blevet kotume, var hun gammel nok til selv at gå frem til døbefonden og råbe NEJ på det forkerte tidspunkt. Nå, bedre sent end aldrig.

Giulia er således nu hendes korrekte gudsvelsignede og lovformeligt registrerede navn, og det fordrer vist en forklaring: For femten måneder siden kørte jeg min storprustende hustru til Glostrup med forløsning for øje. Ud kom ungen i en overraskende kvik afleveringsforretning, men umiddelbart derefter tilstødte en horribel blodstyrtning.

Jordemoderen var … sådan lidt etnisk. Havde ravnsort hår og snublede i grammatikken. Hun havde lagt kitlen og havde ikke noget navneskilt på. Jeg fandt det upassende straks at brovte ‘nå, og hvor kommer do så fra?’, så ud fra et ræsonnement om, at jeg nok skulle finde ud af det hen ad vejen, lod jeg hende passe sit og vice versa.

Blodtab og rødvin

Som nævnt gik selve fødslen fint, og alle var glade. Kun én havde øjnene andetsteds end på den nyfødte; jordemoderen opdagede straks den massive blødning og slog alarm. Ind kom læger med stenansigter og hurtige hænder.

Ud kørte hele entouragen, og tilbage stod jeg med den nyfødte og en blodpøl på størrelse med et cafébord. Nå, det endte jo godt, og efter en halvanden time kom jordemoderen tilbage og forvissede mig om, at jeg ikke var enkemand.

Og der var det så, at jeg lagde en fælde for hende med det snedige Sherlock Holmes-agtige spørgsmål:

“Tror du ikke, man kommer hurtigt ud af sådan et blodtab, hvis man drikker en masse rødvin fra Piemonte?”

“Jaj err fra Piemonte!”, sang hun, og så var den på plads.

Om det var guds vilje, eller om jeg bare lægger en masse i sagen, skal jeg lade være usagt. Men hvorom alting er, hedder lillepigen nu Giulia, opkaldt efter den jordemoder, der reddede hele historien på det yderste mandat.

I praksis betyder det, at min pige dagligt vil blive nødt til at forklare sig: ‘NEJ, jeg hedder ikke Julia, men Giulia, ligesom den gamle Alfa Romeo… fordi min far var vild med jordemoderen … bla, bla, bla.’