Anders er far til fire: 'Dét er en trøst til alle forældre til en 2,5-årig'

Vi er færdige i svømmehallen og sidder på en bænk og spiser vores medbragte madpakke ved udgangen, da det sker: Et forældrepar med desperation i øjnene kommer bærende på en skrigende og ildrød 2,5-årig under armen. 

Den anvendte bæremetode er den klassiske ”vi-skal-bare-få-dig-ud-her-fra-så-jeg-bærer-dig-som-en-sæk-kartofler-så-du-ikke-skader-dig-selv-eller-omgivelserne”.

LÆS OGSÅ

Må jeg skælde ud på andres børn i børnehaven, eller bør jeg "sladre" til personalet?

Når jeg henter børn i børnehaven, og børnene leger udenfor, møder jeg ofte et barn, der er frygtelig fræk. Må jeg gerne skælde barnet ud, eller bør jeg hellere "sladre" til personalet? Læs ekspertens svar her.

”Jeg vil bade mere!!!!!!!!!!!!!!!!”

”Nej, vi er færdige med at bade nu”

Da de endelig kommer ud og den store dør til svømmehallen lukker bag dem, bliver drengen sat ned. Puha. Forældrene kan ånde lettet op. Men nej ...

Det er nu, det psykologiske spil for alvor begynder. Drengen løber væk og stiller sig op og skriger. Med en intensitet som en duel i en westernfilm står to desperate forældre og et rasende barn og stirrer på hinanden på hver sin gangsti med 15 meter græs imellem sig. 

Når forældrene træder et skridt nærmere, træder barnet to skridt længere tilbage. Så afprøves ”ignorer”-taktikken i et par intense minutter. Ingen reaktion. Så prøver de ”tigge- og bestikkelsestaktikken”. ”Er du SØD at komme, så vi kan spise eftermiddagsfrugt, når vi kommer hjem?” 

Niks. 

LÆS OGSÅ

Det var et helt almindeligt forældremøde - så sagde en far noget, der brændte sig fast

Anders, der er far til fire, fik sig en øjenåbner af farens kommentar på forældremødet.

”Okay, men så går vi bare”-taktikken er det næste, der kommer op af hatten. Forældrene går varsomt afsted. Barnet bliver stående. Forældrene har ikke noget valg, de er nødt til at vende om. Den ene forælder begynder et beslutsomt løb.

Da drengen indser, hvad der sker, begynder han at løbe så hurtigt, han kan. Forælderen tvinges til at jogge let. Hurtig jog. Fuld sprint ... Kartoffelsækken bliver båret igen. Mere skrigeri. Men nu er bilen i det mindste inden for rækkevidde. 

De udmattede forældre ser sig omkring. Heldigvis har der ikke været så mange vidner til optrinnet. Eller har der?

Mine to børn på seks og otte år har siddet med store øjne og set dette lille hverdagsdrama udspille sig. For mig har det føltes alt for bekendt. 

Jeg har nemlig også følt mig som verdens værste og mindst kompetente forælder. Følelsen af ufattelig forlegenhed blandet med et boblende raseri indeni. Følelsen af grænseløs magtesløshed og uduelighed.

Jeg er selv gået i ”duel” med en to-treårig – og har lidt flere ynkelige og ydmygende nederlag.

LÆS OGSÅ

”Min datter vil ikke kramme sine bedsteforældre”

Psykolog Rosa Øllgaard giver råd til en læser, hvis datter er så genert, at hun ikke har lyst til at kramme sine bedsteforældre.

Så I forældre uden for svømmehallen: I har min dybeste sympati. Kunne I have gjort noget anderledes? Sikkert. Der er skrevet side op og side ned om, hvordan man håndterer rasende børn i alle aldre. 

Men alle, der har prøvet det, ved, at det er én ting at læse velmenende råd i fred og ro. Det er noget helt andet, når man står der med dårlig tid, lavt blodsukker og en hysterisk treårig med et oppustet ego og en helt overdreven viljestyrke. 

Trøsten er, at det går over. Og at du om nogle år vil kunne sidde på en bænk med et velafbalanceret og forudsigeligt barn, mens du griner eller ruller med øjnene i sympati over den næste generation af forældres trodsdueller, der udfolder sig foran dig.