Klumme: Fars pige kommenterer alt!

‘Mor arbejder, mor er læge, og far sover’ fortæller min toårige datter Lilli til alle, der gider at lytte. Hun tror nemlig selv, hun har regnet ud, hvad hendes forældre arbejder med og fortæller meget gerne sin version af virkeligheden. Hun fortæller også stolt, at hun har en tissekone, og selv om det selvfølgelig er rigtigt nok, er der jo ikke nogen grund til at gå rundt og fortælle Gud og hver mand om den.

LÆS OGSÅ: Klumme: Alenefar på sommerprøve

I det hele taget plaprer min datter løs, nu hvor hun har lært at tale. Ordstrømmen står ud i en verbal syndflod, fra det øjeblik hun åbner øjnene om morgenen, til hun lukker dem igen om aftenen. Hun er et levende kommentarspor til livets små banaliteter: ‘Hunden siger vov-vov,’ ‘ikke sove nu’, ‘kør ordentligt, far’ og det absolut mest brugte: ‘neeej miiin!’.

Far, damen har dyne på

En tur med den offentlige transport er et sprængfarligt minefelt af pinlige situationer og bortforklaringer fra min side. Hun konstaterer uden omsvøb, at en muslimsk kvinde har dyne på og gætter højrøstet på, hvilket køn folk mon har.

Ofte rammer hun ved siden af, og så gælder det for mig om at smile og ryste på hovedet, så alle de andre passagerer får det indtryk, at jeg tager situationen med ophøjet ro: ‘He, he, nej, Lilli, det er altså en kvinde’. ‘Nej, mand. Tissemand!’ lyder en samtale gerne.

LÆS OGSÅ: Det bør alle fædre med døtre vide

Ja, min datter er altså godt i gang med at udvikle sit sprog – og med sproget har hendes vilje udviklet sig eksponentielt. Som de venligt siger oppe i vuggestuen, er Lilli en bestemt dame med sin helt egen mening om tingene. (Mener de egentlig bare, hun er en strid kælling?). Havde hun ikke været min egen datter, ville jeg helt sikkert uden at blinke give dem ret.

Mussolini er flyttet ind

Uden på nogen måde at have de kvalificerede evner, regner hun med største selvfølgelighed med, at hun har kommandoen over os andre. Hun deler som en anden Mussolini ordrer og dessiner ud til højre og venstre.

Det meste foregår meget højrystet, hvilket undrer mig, fordi vi, hendes forældre, nærmest hvisker i forhold til hende. Hun er kun lige fyldt to år, og jeg synes allerede, at det er som at have en teenagedatter boende. Bortset fra at en teenager opfører sig væsentligt mere rationelt, end vores datter gør.

Jeg er selvfølgelig glad for, at hun trods alt kommunikerer med os, og jeg synes også, hun er fantastisk morsom og sød, når hun kommer med endnu en konstatering fra livet i 82 centimeters højde.

Det ville bare være virkelig rart, hvis hun gad at knytte sylten en gang i mellem. Det kan man selvfølgelig ikke tillade sig at sige som moderne speltfar. Børneinstruktionsbøgerne forbyder det… men alligevel? Nu havde vi jo sådan glædet os til, hun begyndte at tale – men hvornår kan man egentlig lære sin datter at holde kæft?

LÆS OGSÅ: Bjarne Corydon: Far til fire

LÆS OGSÅ: Far: "Hvorfor får man dog børn"

LÆS OGSÅ: Pinlige spørgsmål: Boller I, mor og far?