Klumme: Alenefar på sommerferieprøve

Der er tidspunkter i ens liv, hvor tingene føles enormt lykkelige og enormt kaotiske. Sådan var det i bilen den sommerdag. Pigerne jublede fra autostolene, og jeg jublede lidt med og prøvede at smile, selv om det var svært med halvdelen af ansigtet lammet af frygtelig tandpine. Men det var vores første sommerdag som skilsmissefamilie. Mig og pigerne, os tre, treenigheden.

Det skulle blive lykkeligt, med tandpine og uden mor. Måtte ikke blive andet. Vi var på vej til lykkens højborg, Bonbon-Land. Jeg vidste det egentlig godt, da de om morgenen spurgte, om vi ikke skulle i sommerland. Vidste, at jeg skulle svare ‘nej, far har tandpine, det bliver en frygtelig tur’. I stedet sagde jeg ja – og hoppede rundt i cirkler sammen med to lykkelige piger.

LÆS OGSÅ: Skilsmisse: “Jeg savner at være en familie”

Deres mor og jeg har budt dem et liv som skilsmissebørn, hvordan skulle jeg så kunne nægte dem den oplevelse – eller nogen anden oplevelse, for den sags skyld? Den dårlige samvittighed har fastmonteret en ja-hat på mit hoved. Ja til store is. Ja til det hele. Og ja til sommerland med tandpine.

Forlystelseskrise

Aflad i souvenirbutikken

Efter bare halvanden time var der tæppefald. Det skulle være så lykkeligt, men det eneste, jeg kunne sige, var: ‘Nu tager vi hjem.’ Jeg forventede gråd og en klagesang om, at det aldrig ville ske for mor, og at det var den værste sommer i deres liv. Men utroligt nok rejste pigerne sig fra den bænk, hvor dommedagsbeskeden var blevet afleveret, og gik ud for at plukke en buket blomster til deres far. Til mig. Ham med ansigtet i kramper, som ødelagde turen i sommerland.

Havde jeg været knap så tungnem, ville jeg have opdaget, at pigerne i det øjeblik afleverede beviset på, at det hele nok skulle gå; at man sagtens kan holde sommer sammen, bare en far og hans to dejlige piger. Nogle gange er det faktisk nok bare at være sammen. Men jeg fangede den ikke. I stedet gav jeg dem lov at købe, hvad de ville, i souvenirshoppen. Når jeg ikke kunne levere sommerglæden selv, kunne jeg i det mindste betale mig fra den.

Nu er der så gået et år. Vi overlevede sommeren 2013. Den endte med at blive helt god. Tandpinen og regnen forsvandt, og pigerne fik ret; det går faktisk at være tre i stedet for fire, vi skal bare lige lære det med de to manglende hænder.

Nu truer en ny sommer for den efterhånden øvede skilsmissefamilie. Jeg har fundet nej-hatten frem fra flyttekasserne og siger kun ja til det allervigtigste; det, som cementerer vores treenighed og kærlighed. Indtil videre er det Bonbon-Land, Tivoli og Bakken. Det bliver så godt. Hvis bare tænderne holder.

LÆS OGSÅ: Mette Walsted Vestergaard: “Mit liv efter en skilsmisse”

LÆS OGSÅ: 5 råd til den gode skilsmisse

LÆS OGSÅ: Skilsmisse: Pres ikke på med bonusforældre