Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Foto: Franne Voigt Jeg kan falde i staver over at kigge på dem sent om aftenen, når de endelig er faldet i søvn i deres senge, skriver Mette Hovmand-Stilling om sine sønner.

Klumme: Kald mig bare curlingmor

"Nogen vil sikkert kalde mig curlingmor, fordi jeg af og til stadig hjælper dem i tøjet og spænder deres sko, selv om de udmærket godt kan selv. For mig er det omsorg." Læs Mette Hovmand-Stillings klumme om tiden, der pludselig går stærkt.

Det var med en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen, at jeg med tunge skridt forlod min søns klasselokale den allersidste dag før sommerferien. Mens han selv havde travlt med at komme ind til sine kammerater og finde sin plads ved vinduet, havde han slet ikke tid til at kramme mig farvel. Det havde lærer og pædagog til gengæld, så de fik et kram i døråbningen med tak for det første skoleår. “Tak for lån af din søn!”, lød det retur. Og det var her, at øjnene blev fugtige.

Læs også: 9 ting jeg har lært at acceptere efter jeg blev mor

For hvordan gik det år så hurtigt? Det var da kun et splitsekund siden, at han sad der med sin splinternye Ninjagoskoletaske og sit navneskilt på sin allerførste skoledag, og nu skal han allerede i 1. klasse. Det er vidunderligt, at han vokser og trives. Selvfølgelig er det det! Men samtidig kan jeg ikke lade være med at føle et stik af vemod over, at mine børn bliver større. Jeg kan falde i staver over at kigge på dem sent om aftenen, når de endelig er faldet i søvn i deres senge. Sig mig, er de ikke vokset siden i går?

Hvor blev tiden af?

Fænomenet med at føle vemod over, at barnet vokser og løsriver sig, er blevet forstærket af det tempo, vi lever i, lyder det fra børnepsykologiens grand old man, Per Schultz Jørgensen:
– Før i tiden gik moren længere hjemme med barnet og arbejdede mindre, og det var en meget langsommere overgang. I dag er der fuld fart på, ofte fra børnene er 10-12 måneder gamle, og det gør, at tiden hjemme og tiden med barnet bliver et lille helle og noget, der næsten er helligt for mange mødre, forklarer han. Og åh, hvor har han ret. For i min melankoli over, at så mange øjeblikke ikke kommer igen, tager jeg mig selv i at forsøge at knuge det, jeg har lige nu til mig så længe som muligt.

Selv om det for mig ikke var lutter idyl at amme mine børn, kan jeg blive helt trist over, at den tid ikke kommer tilbage. Og jeg skal allerede snige mig til at kysse dem i håret, for de begynder at synes, at jeg er pinlig. Rent rationelt ved jeg godt, at de gode tider erstattes af andre gode tider – jeg oplever jo hele tiden, at de kan mere og mere. At vi kan rejse sammen på en anden måde og opleve verden for eksempel. Og dagligt nyder jeg deres små finurligheder og deres tiltagende selvstændighed, men alligevel ...

Læs også: Klumme: Hvordan lærer jeg mit barn at sætte pris på ting?

Nogen vil sikkert kalde mig curlingmor, fordi jeg af og til stadig hjælper dem i tøjet og spænder deres sko, selv om de udmærket godt kan selv. For mig er det omsorg og en bevidsthed om, at de lige om lidt ikke har brug for mig. Så jeg suger til mig og nyder, alt hvad jeg kan. Og så håber jeg, at de har lyst til at komme hjem til middag hver søndag, når de lige om lidt er blevet 25 år.

OM METTE

Mette Hovmand-Stilling er chefredaktør på magasinet Vores Børn. Hun er gift med Simon og mor til Otto på fire år og Viggo på syv år.

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme, Mor og Børneopdragelse