Sine Gerstenberg om nutidens Instagram-mødre: ”Der er én meget tydelig fællesnævner…”

Jeg var ikke en af de mødre, der havde et færdigt børneværelse i korngul og dueblå klar, da jeg skulle føde mit første barn. En dreng i 2009. Min terminsdato var nytårsaften, så udover barnevogn, autostol og ti bodyer med tilhørende bukser og strømper, havde jeg ikke købt noget andet end champagne til at fejre hans ankomst og en enkelt bh, som jeg forestillede mig kunne rumme en ammebarm.

Jeg havde også købt stofbleer. Mange stofbleer. Ikke at jeg vidste, hvad de skulle bruges til. Men alle de andre nybagte mødre, der virkede, som om de havde styr på det der med babyer, havde stofbleer hængende på skuldrene, sat som interimistisk gardin på barnevognen og stakkevis var placeret på det cremefarvede puslebord. Den kunst måtte jeg gøre dem efter.

Til gengæld havde jeg hverken købt ammeindlæg, ordentlige amme-bh’er, babytæpper i alpaca uld, sutter i brun rågummi, liberty-printet sengetøj eller vanillefarvede gevandter, jeg kunne amme, slumre og overgive mig til den vigtige symbiose i.

Læs også: Klumme: Kære nybagte mor med skyldfølelse

Min version af mor i 2010 havde med andre ord slet ikke passet ind i moderskabet på Instagram anno 2021. For når jeg kigger på nutidens mor-insta-feeds og mummy street style, er der en meget tydelig fællesnævner. Alt er beige. Mødrene drikker beige kaffe af beige keramik, mens deres børn ligger i beige vugger eller sover i beige slynger.

Der er hør, uld, silke og naturmaterialer alle vegne. Legetøjet er af træ, sutterne er sikkerhedsgodkendt af samtlige sundhedsstyrelser, og hirsegrøden er biodynamisk. Når jeg ser på deres pantone-kodede og velkuraterede fotostrøm, tænker jeg, at det må være den samme type mødre, der også har husket at udfylde samtlige sider i “Barnets bog”, har kunstneriske afstøbninger af fusser størrelse tre måneder, og som tilmed har lavet overskuelig fotodokumentation af Wilhelmine og Marleys første år.

Med børn, der er henholdsvis 5, 8 og 10 år, kan jeg konstatere, at jeg halter gevaldigt efter på den cremefarvede konto. For selvom intentionerne om ikke bare at være en kærlig mor, men også en tjekket og beundringsværdig en af slagsen i den grad har været der, så er mit liv som småbørnsmor hverken “picture perfect” eller farvekoordineret.

Den erkendelse blev særligt indlysende, da jeg for nyligt satte mig for at finde en genvej til at fastholde de alt for flyvske minder af store maver, første skridt og sommerferier i en familie, der syntes at vokse konstant. Valget faldt på en smart fotoapp, der kunne hjælpe mig med at downloade min uoverskuelige kamerarulle ned i fine små bøger, der sikrer dem fra at ende i den digitale virkeligheds uendelige glemmebog.

Læs også: “Jeg tror ikke, at det går over. Det er mit liv og mine vilkår nu, og det er ikke for alle”

Jeg kan ikke være den eneste mor, der ikke har tid eller overskud til at lave fysiske fotobøger ... vel? Mens jeg sorterede i mine visuelle souvenirs, sprang det i øjnene, at det ikke bare var mine første år som mor, der var … kulørt kaotiske. For mens der er bunker af store smil, solstråler, legeaftaler og impulsive vandkampe, tivoliture og biografbesøg, så er der også masser af hotdogs og sun lolly is, candy floss og osterejer og pokemonfigurer.

Der er efterfødselsmaver, morgenhår, dobbelthager og fjollede grimasser. Og kigger man godt efter, opdager man også, at der er nullermænd i krogene. Jeg kan stadig kigge beundrende på de mødre, der er ubesværet beige fra inderst til yderst. Jeg er ikke beige. Jeg er farverig, rodet og ligner mere en gøgler end en sofistikeret zen-mamma. Og min kop er ikke lavet af keramik. Den er derimod masseproduceret og indkøbt online af en anden multifarvet medsøster til mig. Og på den står der: “Good moms have sticky floors, dirty ovens, and happy kids.”

Hun ved nemlig lige som mig, at vi aldrig bliver beige – og det er vores børn komplet ligeglade med. Mødre gør sig umage på mange måder, heldigvis er der plads til alle regnbuens farver i det moderne moderskab.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.