36-årige Stinne: “Jeg tror ikke, at det går over. Det er mit liv og mine vilkår nu, og det er ikke for alle”

Den sidste måned har jeg haft én social aftale, der ikke har involveret min nærmeste familie. Én enkelt frokost med en veninde på en tirsdag er det blevet til. Det bliver ikke bedre, hvis jeg ser tilbage på det sidste halve år, ja, faktisk de sidste to et halvt år, hvor jeg kan tælle mig frem til en håndfuld venneaftaler.

LÆS OGSÅ: Klumme: Kære nybagte mor med skyldfølelse

Jeg har meldt afbud til tre bryllupper og dertilhørende polterabender hos tre af mine nærmeste veninder alene i 2019. Jeg har kun set min venindes datter én gang, selv om hun er fyldt to år. En anden ven er gået fra sin kæreste, uden at jeg har opdaget det. Jeg fik det at vide af en fælles bekendt. Og invitationer til fødselsdage, indflytterfester og middage hos venner, der fyldte kalenderen før i tiden? De er efterhånden holdt op med at tikke ind. Jeg kan godt høre, at det lyder lidt teatralsk. Men det er ikke desto mindre sandt, at venner ikke fylder ret meget i mit liv for tiden.

For to et halvt år siden blev mit liv vendt på hovedet i en grad, at jeg ikke er helt sikker på, om jeg overhovedet er landet på benene igen. De vakler i hvert fald en smule. Min kæreste blev gravid med tvillinger, var indlagt flere måneder af graviditeten, og få uger inden fødslen fik vi at vide, at den ene havde tre alvorlige hjertefejl. Han var også alt for lille, og det var slet ikke sikkert, at han ville kunne overleve den operation, der var krævet for, at han kunne klare sig, forklarede lægerne, som om de skulle overlevere et svar på en simpel blodprøve.

Vi syntes egentlig, at det var rigeligt grundvoldsrystende, at ægget havde delt sig i to. Vi har en datter sammen i forvejen og havde knapt nået at absorbere tanken om, at hun skulle få to små søskende samtidig, inden hun fyldte tre år. Heldigvis gik operationen godt, og vores søns valnød af et hjerte blev lappet sammen, så han i dag er så godt som normalt fungerende omend med svækket immunforsvar og med en udsigt til livslang kontrol af sit hjerte.

Copy-paste sms’er

Det er ikke, fordi vennerne holdt op med at skrive fra den ene dag til den anden. I tiden omkring og efter fødslen væltede det ind med bekymrede beskeder og tilkendegivelser fra alle dem, der gerne ville hjælpe. Kunne de komme forbi med en lasagne? Tage vores datter med på legeplads? Vaske gulv eller købe ind? “Nej, nej og nej,” sagde vi.

I bagklogskabens lys kunne det sikkert have været sundt, hvis vi fra begyndelsen havde været bedre til at tage imod hjælpen. I stedet isolerede vi os i noget, der var så langt fra en barselsboble, som man kan forestille sig. Ingen gåture med barnevogn og kaffe i hånden, ingen babysvømning eller stimulastik.

I stedet havde vi travlt med at give sondemad, tørre opkast op og få besøg af sygeplejerske og sundhedsplejerske flere gange om ugen foruden indlæggelserne for selv den mindste forkølelse den første lange vinter. Vi fik hurtigt lavet et par sms-autosvar, som vi kunne copy-paste og sende til venner, fordi det var komplet uoverskueligt at få tid til at svare hver enkelt. Og så begyndte det at tynde ud.

De fleste forstod nok, at vi havde brug for ro i starten, og det var rart. Men selv da udviklingen begyndte at vende, og vores søn fik det bedre, var vores liv vendt på hovedet, og vi var forandrede. Vi har billeder og oplevelser i hovedet fra tiden på neonatal og på børneintensiv med et barn på halvandet kilo, som vi aldrig vil kunne forklare vores venner, så de rigtigt forstår det. Vi har endda billeder, vi har taget i ugerne efter fødslen af vores søn, som vi slet ikke selv tør kigge på. 

Den skrøbeligste relation

Men skal man tro forskningen, og det skal man jo, er det ikke sundt sådan helt at droppe venskaberne i voksenlivet. Det har flere studier dokumenteret. Bl.a. et australsk fra 2002, hvor forskerne fandt frem til, at gode venner faktisk er vigtigere end familien, når det handler om at leve længst muligt.

Adskillige andre studier peger på, at gode venner er afgørende for, at vi føler os lykkelige. Og så er der alle de studier, som dokumenterer, at den ensomhed, der opstår, hvis venskaberne ikke bliver prioriteret, kan medfølge forhøjet risiko for bl.a. angst og depression, forhøjet blodtryk og en lang række andre fysiske og psykiske sygdomme. Men venskaber er også skrøbelige, fordi de befinder sig nederst i hierarkiet af relationer. Kærester, forældre, søskende og børn kommer først.

Det er det samme, jeg selv har kunnet konstatere i de sidste par år, som uden tvivl har været mit livs sværeste. Angsten for at skulle miste et barn har været mere ødelæggende end sorgen over at miste min far. Han var, trods alt, 73 år og døde af lungekræft efter årtier som ryger. Det var selvfølgelig hårdt, men det var, hvad man kunne forvente. De færreste forventer at få et sygt barn, med mindre det er genetisk disponeret for en given sygdom. Derfor er det også kun vores nærmeste familie, som har fået lov til at være tæt på de sidste par år.

LÆS OGSÅ: Kære mor, husker du at passe på dig selv?

Venskaber er unikke, fordi det er relationer, vi aktivt skal vælge til, hvor familie er der naturligt. Det siger den amerikanske professor i kommunikation fra Wheaton College i Illinois, Emily Langan, som har forsket i venskabsrelationer, i en artikel i The Atlantic. Og modsat kærester og ægtefæller, som også for de flestes vedkommende er selvvalgte, har venskaber ikke nogen formel struktur. Der vil fx sjældent gå måneder, hvor du ikke ser eller taler med din partner, men det kan sagtens være tilfældet med en ven, forklarer hun. 

Netop de lange pauser helt uden kontakt har med jævne mellemrum fået mig til at frygte, at nu er endnu et venskab ved at visne. Men faktisk har det vist sig, at mine venskaber er meget mere sejlivede, end jeg troede. Dem, jeg inden alt dette skete, betragtede som mine bedste og nærmeste venner, er også dem, jeg stadig har kontakt til. Vi ses nærmest aldrig, men med jævne mellemrum får vi lige skrevet et “Jeg tænker på dig”-hjerte på Messenger, vi liker billeder af hinandens børn på Instagram eller sender en sms.

De små ting kan i min verden være nok til, at jeg ikke føler mig glemt. Det betyder også uendeligt meget ikke at blive dømt ude på forhånd. Fx at blive inviteret til et to dages bryllup i Polen, som brudeparret nok ved, at vi ikke kan komme til, eller at få den der “Nu skal vi snart ses”-besked, selv om “snart” har virkelig lange udsigter.

Bitter Sweet Symphony

Perioden med kun sporadisk kontakt til mine venner har ironisk nok lært mig meget om, hvad der udgør en god ven. Det har givet mig anledning til at se mine venskaber i et nyt lys og sætte pris på dem på en ny måde. Og også at acceptere, at der er enkelte, jeg nok ikke får ret meget at gøre med længere. Jeg har først og fremmest lært, at jeg hverken kan eller vil have mange nære venner. Jeg har tre små børn, hvoraf den ene er et barn med en særlig historie og særlige behov. Jeg er derudover tyndslidt, kronisk træt og stresset og ofte angst, fordi angsten for at miste aldrig helt har sluppet mig.

Jeg tror ikke, at det “går over.” Det er mit liv og mine vilkår nu, og det er ikke for alle. Vi fylder og larmer. Og jeg kan ikke tage ud om aftenen, så de venner, jeg primært så til drinks på weekendaftener, er svære at få plads til. Som en del andre småbørnsforældre nok vil give mig ret i, er det bare lettere at se nogen, der kender de udfordringer, man står i.

Omvendt har jeg også det sødeste og mest empatiske vennepar, som elsker børn, selv om de ikke er “der” endnu. Som altid foreslår, at vi mødes på en legeplads eller i hvert fald i dagtimerne, fordi de ved, at det er det eller intet. Og som bliver ved med at skrive selv efter “nej, desværre” for tyvende gang.

Mine bedste venner har desuden det tilfælles, at de ved, at livet kan gøre mere end almindelig ondt. Bitterhed er en følelse, der fylder mere, end jeg er stolt over at indrømme. Det er svært for mig at forstå, at en nybagt mor kan være fortvivlet over, at amning gik i vasken, og barnet må nøjes med få flaske, når jeg i knap et år kun så min søn få mad gennem en slange i næsen og bare ønskede, han ville kunne spise selv.

Det er svært at forstå, at en veninde har haft “en hård dag på jobbet,” fordi jeg kun kan tænke: “Du har i det mindste fri klokken 17.” Lige som jeg har svært ved at hidse mig op over førstegangsforældre, der synes, det er hårdt, at deres børn ikke rammer samtlige udviklingsspring i den rigtige rækkefølge. Og samtidig ved jeg jo præcis, hvordan de har det, fordi har selv havde det sådan engang. Det skal jeg minde mig selv om.

Noget af det vigtigste, jeg har lært de seneste år, er, at det til gengæld aldrig er for sent at få nye venner. Nogle af dem, jeg i dag er overbevist om, at jeg skal spille bridge og drikke Gammel Dansk med, når jeg bliver 90 år, er nogen, jeg har mødt inden for de sidste par år. Bl.a. et vennepar, der fik tvillinger fem dage før os med et lignende kompliceret graviditetsforløb.

Jeg føler, vi har kendt hinanden i årevis pga. de omstændigheder, vi mødtes under, som tvang os til at være hudløse fra begyndelsen. Jeg har derimod venner, jeg har kendt i 15-20 år, som jeg aldrig er kommet nær så tæt på.

Sænk forventningerne

Heldigvis for mig og mine chancer for at blive gammel og lykkelig, er det heller ikke antallet af venner, eller hvor hyppigt du ser dem, der er afgørende for, om du har gode venskabsrelationer. Undersøgelser har vist, at voksne i gennemsnit har maks. fire tætte venner. Vi har derudover det højeste antal venner, når vi er omkring 25 år.

Derefter svinder antallet markant, så på den front er jeg helt gennemsnitlig. Det gode venskab handler heller ikke om varigheden af relationen, selv om de fleste forskere alligevel mener, at det er vigtigt med et par såkaldte “livsvidner,” som har fulgt dig i mange år. Det vigtigste er kvaliteten af de venneforhold, du har.

Det, der adskiller de lykkeligste 10 procent af befolkningen fra alle andre, er styrken og kvaliteten af vores sociale relationer. Det skriver Harvard-professor Shawn Achor i bogen The Happiness Advantage, som handler om, hvad der er vigtigst for at opnå succes i livet. Professor i interpersonel kommunikation, William Rawlins, fra Ohio University er enig. Han peger i en artikel i The Atlantic på tre ting, der går igen hos de fleste, når de bliver spurgt om, hvad en god ven er: “En, som er god at tale med, en, du kan stole på, og en, du bliver glad af at være sammen med.” Men hvordan de tre behov imødekommes, kan forandres gennem livet, og det er helt ok.

LÆS OGSÅ: Johanne Schmidt-Nielsen: "Kan man have børn i det her job?"

Alligevel opfordrer eksperterne i sociale relationer til, at du prioriterer vennerne, når du kan. Hvis du har tid til at bingewatche din yndlingsserie for anden gang, eksperimentere med nye madretter eller lægge en ny serie billeder på Instagram af dine farvekoordinerede unger dagligt, har du også tid til at se dine venner. Og selv om ingen af delene er i nærheden af beskrivende for mit liv lige nu, er der sikkert ting, der kunne skrues på. Måske mest af alt at lære, at døren i højere grad skal stå åben for, at venner kan komme og være en del af det liv, jeg nu engang har.

Med børn, der garanteret ikke sover igennem lige den aften, de kom for at drikke whiskysjusser. I et hjem, der er så beskidt, at jeg fx i dag har skrabet et udefinerbart stykke mad af væggen bag sofaen, efter at have undret mig over, hvorfor bananfluerne hang ud netop dér. Med en erkendelse af, at gæsterne selv må tage takeaway med, hvis de vil spise her. Og efter at have forventningsafstemt at jeg formentlig ikke kan have en samtale med mine venner, der ikke bliver afbrudt af en toårig, som kaster BRIO-tog i hovedet af sin bror hvert femte minut eller af en femårig, der vil vise sin tegning af regnbue nummer 274.

Selv om jeg, inden jeg fik børn, havde forsvoret, at jeg ville ende sådan. Og så handler det måske om, at jeg skal tilgive mig selv for ikke at have været den ven for mine venner, som jeg gerne ville have været, og at jeg ikke ved, hvornår eller om jeg bliver det igen. The Guardian-skribenten Tim Lott skriver i en klumme om venskaber, at nøglen til det livslange venskab ganske simpelt handler om et fravær af stolthed: 

“Alt for mange snubler over stædighed eller beslutningen om at holde fast i den andens fejl. De succesfulde venskaber beror på ydmyghed og anerkendelsen af menneskelig fejlbarlighed. Disse er ikke kun nyttige egenskaber. De er venskabets hjerte og sjæl.”