Kvinde tjekker sit ansigt for akne

Her er de bedste råd mod akne - ifølge hudlægen

Mange tror, at akne hører ungdommen til, men bumserne har ingen alder. Vi har talt med hudlæge Emil Henningsen om, hvorfor man får akne som voksen - og hvad man kan gøre for at undgå aknen.

ALT for damerne logo

Mange anser akne for at være et teenageproblem, men problemet fortsætter ofte ind i voksenalderen og er faktisk så almindeligt, at op mod hver femte danske kvinde mellem 20 og 50 år har akne som voksen.

Men hvorfor får vi akne – også i en voksen alder – og hvad kan vi selv gøre for at undgå det? De spørgsmål har vi stillet til speciallæge i Dermatologi, Emil Henningsen.

Han forklarer, at akne overordnet set er et resultat af nogle komplekse tilstande i huden, som påvirkes af hormonelle faktorer og inflammatoriske mekanismer.

– Akne skyldes en overproduktion af talg og tilstoppede porer, og når du har akne som voksen, er det som al anden akne hormonelt betinget og opstår ofte som en reaktion på enten stress eller hormonelle udsving. Det betyder, at graviditet, menstruationscyklus, overgangsalder samt ophør af p-piller kan give hormonelle udsving, som kan udløse akne, forklarer Emil Mørk Henningsen, og fortsætter:

– Vi lever i en verden, hvor alle føler sig stressede i et eller andet omfang, og vi ved, at kortisol og stresshormoner har en aktiverende virkning på talgkirtlerne. Så vi kan sige, at kønshormonerne og stresshormonerne er de største triggere, og hvis man har begge dele, er det The Perfect Storm.

Derudover er der dokumentation for, at kosten kan spille ind i fremkomsten af akne. Det gælder især ultraforarbejdet mad, mad med et højt indhold af kulhydrater, samt mejeriprodukter, som Emil Henningsen oplever, kan trigge akne hos nogle.

– Vi kaldte det fastfood i gamle dage som en betegnelse for den mad, du køber i supermarkedet og smider i mikroovnen, når du kommer hjem. Mange studier viser, at der kan være en sammenhæng. Men vi ved også, at det er meget individuelt fra person til person, hvad der trigger akne. Nogle slår ud af at spise chips, og andre kan tømme en pose eller spise slik uden problemer. Det er jo det, der gør, at akne er både kompliceret, men også spændende, fordi jeg som hudlæge ikke kan sige, at, hvis du stopper med at spise fx mælkeprodukter, så forsvinder din akne.

Derfor får vi bumser

Hudens talgkirtler producerer talg, som transporteres ud til hudens overflade langs roden af et hår. Når kroppen producerer for meget talg, hober det sig op i udførselsgangen og stopper den til ved at danne en prop. 

Proppen kan få kirtelvæggen til at bule ud og danne en hvid hudorm. Proppen kan også blive mørk og danne en sort hudorm. Røde knopper (bumser) opstår, når blokerede hårsække bliver betændte.

Kilde: Sundhed.dk

Er der forskel på teenage- eller voksenakne?

– Helt firkantet er det det samme, der sker. Men det er klart, at når vi bliver ældre og taber collagen og elasticiteten i vores hud falder, resulterer det i, at huden falder lidt mere sammen og bliver mindre elastisk. Når huden er mindre spændstig og elastisk, vil den have en tendens til, at den talg, der dannes, ikke kan komme ordentligt ud til overfladen, forklarer Emil Mørk Henningsen.

Han mener også, at en anden årsag, som kan forklare, at der er flere tilfælde af voksne med akne, er, at der er en øget bevidsthed og diagnosticering.

– Som hudlæge får jeg flere patienter, der kommer med relativt mild til moderat akne, både unge som voksne, der ønsker behandling, som tidligere enten selv ignorerede det eller følte sig ignoreret, hvis de gik til lægen.

Er vi også blevet mere opmærksomme på, hvordan vi ser ud?

– Det tror jeg – især når det kommer til akne, eller hvis huden slår ud. Og så er vi begyndt at anerkende, at akne er en sygdomstilstand, og at det kan behandles. For år tilbage var der måske en tendens til at sige, at akne var en del af det at være ung, men det vil alle ikke affinde sig med i dag. Så der er kommet en generel øget bevidsthed om behandlingsmuligheder og diagnosticering.

Ofte synes jeg, at patienter med akne har en ret klar fornemmelse af, hvad det er, der udløser det. Og så må det pragmatiske råd være at begrænse den trigger eller sørge for at starte en relevant behandling op for akne.

Etabler en god rutine

I dag er der heldigvis meget, du selv kan gøre mod akne. Ifølge Emil Henningsen kan behandlingerne deles op i forskellige hovedpunkter.

Den første betegner han som lokalbehandlinger, hvilket omfatter din hudpleje.

– Allerførst skal du etablere en hudplejerutine, som du holder dig til hver dag, morgen og aften, uden undtagelser. Der findes ikke mirakelprodukter, men der findes produkter med aktive ingredienser, som kvitterer med synlige resultater, hvis du er vedholdende med din hudplejerutine.

Start din rutine med at bruge en rens, der eksfolierer huden uden at udtørre den. Rensen skal fjerne hudens overskydende hornceller, og her er salicylsyre, mælkesyre og citronsyre ingredienser, du skal gå efter. Mælkesyre hjælper med at minimere udbrud ved hjælp af dens antibakterielle egenskaber, og citronsyre hjælper med at balancere hudens barriere ved at stabilisere PH-niveauet.

– Hvis du har en fedtet hud og en overproduktion af talg, vil jeg anbefale, at du bruger en fedtopløselig syre som salicylsyre, der giver en mild eksfoliering, affedter huden og fjerner de døde hudceller, som kan stoppe porrerne til. Og så kan du supplere med provitamin B5, som hydrerer huden og er med til at modvirke, at du danner eksem, hvis du gnubber og renser for meget på huden.

Kan man rense for meget?

– Jeg oplever ofte at personer med akne udvikler eksem, fordi de er så aktive med alle de gode intentioner, at de overgør det. Og det kan resultere i, at huden bliver så tør, at hudens eget indhold af lipider bliver kompromitteret. Lipiderne er hudens egne naturlige fedtsyrer, der er vigtige for huden barriere. Og tørrer de ud, kan du ende med at få en anden hudlidelse oven i din akne.

Udover en rens anbefaler Emil Henningsen, at du bruger et let serum med aktive ingredienser, der modarbejder akne Det kan være niacinamid og salicylsyre, der en fedtopløselig syre. De reducerer urenheder, tilstoppede porer og rødme. Afslut rutinen med en plejende ansigtscreme, der tilføjer fugt uden at fedte eller tilstoppe porerne, men som indeholder ingredienser, der modvirker rødme og genopbygger hudbarrieren.

Netop rødme ses også ofte som et problem, når du har akne, hvor der kommer farveforskelle i huden, fordidenudvikler inflammation.

– Når du har en bums, får du en infektionstilstand omkring hudormen, og de bakterier, som bor i huden, deler sig. På et tidspunkt siger kroppens immunforsvar, at der er kommet for mange bakterier, som skal bekæmpes, og derfor laver kroppen inflammation i form af rødme, varme, hævelse og smerte.

Besøg dit lokale apotek

Har du brug for ekstra hjælp til din hudpleje, forklarer Emil Henningsen, at du kan besøge dit lokale apotek, som også kan rådgive i relevante lokalbehandlinger.

– Der er fx retinoider, som er A-vitaminsyre, der kan fås både i håndkøb og på recept. Retinoiderne virker reducerende på produktionen af fedt i vores talgkirtler. Og det er jo interessant, for døjer du med akne, har du jo en overproduktion af talg i dine talgkirtler, som tilstopper porerne. En af de mest kendte retinoider er retinol, men EU har fastsat nye grænseværdier, fordi det har vist sig, at Retinol kan gøre dig mere følsom overfor sollys, samt give eksemlignende reaktioner. Med de nye grænseværdier skal hudplejebranchen nu regulere koncentrationen af retinol i deres produkter.

Men der findes andre retinoider, som fx retinart, der ikke gør dig sensitiv overfor solen, og som også kan bruges af gravide, samt kvinder, der ammer, forklarer Emil Henningsen.

Èn ting er, hvad du selv kan gøre mod voksenakne. Men virker det ikke, så anbefaler Emil Henningsen, at du får hjælp af en hudlæge, hvor du kan få, hvad han kalder, den systemiske behandling. Og der er især to ting, som hudlæger bruger overordnet set; nemlig antibiotika eller isotretinoin i kortere perioder. Derudover kan de give hormonel behandling, hvor p-piller har vist sig at kunne hjælpe nogen.

– Derudover har lægemidlet spironolactone en god virkning på op til 85% af de kvinder, som vi behandler her på klinikken for voksenakne. Det er et vanddrivende lægemiddel, som har en antihormonel virkning. Det betyder, at det ikke påvirker din hormonproduktion, men det blokerer den virkning, som kønshormonerne har på talgkirtlerne. I talgkirtlerne er der som tidligere nævnt to primære hormonelle triggers; det er kønshormonerne og stresshormonerne.

Patienter på detektivarbejde

Når det kommer til akne er nøgleordet, at hudsygdommen er multifaktuel. Og Emil Henningsen fortæller, at han som hudlæge ikke altid kan se på patientens hud, hvad det er, som trigger det særligt hos vedkommende. Og derfor har dem, der lider af akne, lidt af et detektivarbejde, som de selv må gøre.

– Jeg havde en 25-årig patient, som havde både akne og ar. Jeg behandlede ham for arene, men det var vigtigt også at få bugt med den tilbagevendende akne, så der ikke kom nye ar. Han fortalte mig, at han rigtigt godt kunne lide ost og spiste op til 100 gram hver dag, så jeg anbefalede ham at prøve at droppe det i en periode. Det kunne være interessant at se, hvad det ville betyde.

– Nogle måneder senere kom han tilbage for at få sin næste behandling, og det første, han gjorde, var at trykke mig i hånden og sige tak for rådet. Han var stoppet med at spise ost, og aknen var forsvundet. Jeg blev faktisk selv forbløffet over, hvor meget det havde betydet, for han havde haft akne i halvdelen af sit liv.

–Så hvis du er generet af akne, ville jeg se på indtaget af mælkeprodukter, især skummetmælk. Forskning viser, at mejeriprodukter kan være en trigger, og det har jeg også oplevet gentagende gange fra patienter, der har oplevet, at det har hjulpet at stoppe med at drikke mælk. Jeg vil også se på indtaget af de hurtige kulhydrater, du typisk får gennem sukker, slik, hvidt brød og fastfood. Gå i stedet efter at spise en balanceret kost rig på fibre, grøntsager, sunde fedtsyrer og med lavt indhold af hurtige kulhydrater.

Nogle gange er det små justeringer, man kan gøre sig, i håbet om, at det vil hjælpe.

Om eksperten

Emil Henningsen er speciallæge i Dermatologi og hudsygdomme og har mere end 10 års erfaring. 

Han er stifter af hudplejeklinikken Cutis Clinic, samt medstifter af hudplejebrandet, Apeer.

Apeer serum mod akne
En kombination af Niacinamide og Salicylic Acid hjælper med at reducere urenheder, tilstoppede porer og rødme. Redness Serum fra Apeer.
Renseprodukt fra Ducray
Skånsomt renseprodukt, der er velegnet til fedtet og/eller uren hud hos teenagere og voksne. Keracnyl rens fra Ducray.
La Roche Posay creme
Ansigtscreme beriget med effektiv syretrio: Azelainsyre + salicylsyre + hyaluronsyre og zink for en dobbeltvirkning mod urenheder og aldringstegn. Effaclar A.Z. gelcreme fra La Roche Posay
Fugtgivende ansigtscreme fra Apeer
Fugtgivende creme, der forebygger alle tegn på rødme i din hud med en blanding af aktive ingredienser. REdness Cream fra Apeer.