Pernille mistede tre børn – først bagefter fandt lægerne årsagen

På væggen hænger to billeder og tre tegninger. Billederne er af to smilende drenge, mens stregtegningerne viser tre bittesmå babyer. Pernille er mor til dem alle fem. Men kun to af hendes børn lever.

– Hvis man mister én, som har haft et langt liv, så sørger man over, at personen er væk, men man har alle minderne. Når man mister et barn i graviditeten eller lige efter, så mister man hele det liv, som aldrig kommer, siger Pernille Rud Burgdorf.

LÆS OGSÅ

Maja blev kaldt tyk og fed - i virkeligheden levede hun med en skjult sygdom

Maja Aagaard har lige siden puberteten kæmpet med vægten - og lige meget, hvor meget hun trænede og sultede sig selv, hjalp det ikke . Først mange år senere fandt hun ud af, at hun lider af sygdommen lipødem.

– Den første skoledag, børnehavestarten, teenageårene. Det er en omvendt sorg, som aldrig stopper.

Hun er mor til Mateo på syv år og Erik Mario på to. Imellem de to levende drenges fødsler mistede Pernille og hendes mand, Alexander, de tre andre børn – Arthur, som blev født i uge 27 og levede i 28 minutter, og hans brødre, Noah og Pedro, som ikke overlevede fødslen. Noah kom til verden i uge 17 og Pedro i uge 23.

Bare svamp

– Det er, som om verden bliver sat på pause, når man er i sorg, siger Pernille. – Så jeg kunne ikke blive gravid igen hurtigt nok igen. Det blev en voksende sult og et savn efter et levende barn, for det måtte ikke slutte med død.

Hendes børns dødsfald skyldtes, ved hun nu, en overvækst af såkaldte anaerobe bakterier i hendes underliv, såkaldt bakteriel vaginose. Lidelsen rammer kvinder i den fødedygtige alder og kan føre til for tidlig fødsel og graviditetstab. Den kan relativt nemt behandles – hvis den altså påvises. Men selv om Pernilles mand havde googlet sig frem til, at diagnosen passede på hendes symptomer – udflåd, kløe, svie og smerter i underlivet – afviste lægerne den.

– Jeg fik at vide, at jeg bare skulle slappe af, for det var sikkert svamp og helt harmløst, fortæller hun.

Uhyggelig tanke

Allerede da Pernille ventede sit første barn, Mateo, havde hun symptomer på bakteriel vaginose og var på hospitalet midt i graviditeten. Lægerne frygtede, at hun var på vej i i fødsel, da vandet begyndte at sive, men formodede, at det var hormonbetinget svamp, og gav hende antibiotika.

– Jeg har senere fået at vide, at havde jeg ikke fået antibiotika dengang, havde vi nok ikke fået Mateo med hjem. Det er en uhyggelig tanke, men dengang var vi heldige. Det var vi ikke de næste tre gange, siger Pernille stille.

Mateo kom til verden 15. oktober 2017, 13 dage over termin, men Pernilles følgende tre fødsler gik for tidligt i gang, og børnene overlevede ikke.

– Det har været ødelæggende, både fysisk og psykisk, at skulle ud i verden og fungere som menneske efter at have mistet et barn, siger Pernille.

– Og det værste er, at jeg bad om at blive undersøgt mange gange, men blev afvist.

Blev nægtet test

Pernille har fortalt sin historie før, blandt andet i TV2-dokumentaren 'Pernilles børn dør' og senest i sin egen bog, 'Væk mig', men alligevel påvirker det hende stadig at fortælle om smerten ved at miste tre børn.

– Det gør mig enormt vred, at mine børns liv ikke blev vægtet højere. De lyttede til mig under min første graviditet, men ikke under de næste, selv om jeg havde en stærk mavefornemmelse, siger hun.

Det kræver en podning at teste for bakteriel vaginose. Men Pernille blev ikke testet, selv om hun bad om det, for man formodede fortsat, at hun havde svamp.

LÆS OGSÅ

Prutter du tit eller sjældent? Tarmlægen afslører, hvad det betyder for din sundhed

At slippe en vind, at prutte eller slå en fis. Dét er bare få af de mange dagligdagsudtryk, der beskriver den kropslige funktion, der finder sted, når du slipper luft ud forneden. Men hvad betyder det mon for din sundhed, hvis du sjældent slipper en vind? Eller hvad, hvis du er én af dem, der prutter mange gange dagligt? Nu svarer tarmlægen.

Efter det tredje dødsfald blev Pernille tilknyttet Enhed for Gentagne Graviditetstab på Hvidovre Hospital. Og endelig fik hun bekræftet, at hun led af bakteriel vaginaose, og at hendes drenges død ikke blot var sort uheld.

– Jeg var nærmest høj, fordi jeg fik bekræftet, at det ikke var mig, der var forkert, husker hun.

Livets skrig

Pernille deltog herefter i et forskningsprojekt, hvor hun som den første kvinde i verden fik transplanteret sunde mælkesyrebakterier fra en anden kvinde, som, ligesom ved inseminering, blev indført i hendes skede med en lang pipette.

– Jeg havde intet at miste, og allerede efter fire dage havde jeg hverken udflåd, kløe, svie eller ømhed, og jeg følte mig som et helt andet menneske, husker hun.

Lægerne gav grønt lys, og Pernille og hendes mand havde mod på at kaste sig ud i en ny graviditet.

– Det føltes som sidste chance for at få et levende barn, men det var med blande­de følelser, at jeg endnu en gang stod med en positiv graviditetstest, fortæller hun.

– Selv om jeg nu fik omsorg og den rette behandling, turde jeg ikke tro på, at jeg ville føde et levende barn.

De følgende ni måneder rejste hun hver tredje uge fra familiens hjem i Sinding til Hvidovre for at blive tjekket. Graviditeten forløb fint. Og i uge 37 fik Pernille et planlagt kejsersnit.

– Fødslen gik godt, men det var også en retraumatisering, så jeg hyperventilerede og kunne ikke have, at der var en masser hænder, der rørte ved mig, husker Pernille.

Men så kom skriget. Som afslørede, at det barn, som hun havde båret tiden ud, var i live.

– Det var surrealistisk, at der kom et barn ud. Jeg kunne slet ikke forstå det, siger hun.

Sorgen i kroppen

Først efter Erik Marios fødsel mærkede Pernille, hvordan de tre graviditeter, som endte med gravsten på kirkegården, havde sat sig i krop og sind.

– Erik Marios fødsel var en lykkelig slutning, men der lå et kæmpe oprydningsarbejde foran os. Mine døde børn var ikke glemt, fordi jeg havde fået et levende. Sorgen sad i min krop, siger hun og fortæller, hvordan hun gentagne gange havde mareridt om jordens undergang, og at hendes børn blev slået ihjel.

– Ud over sorgen over at have mistet har fødslerne sat sig i min krop og mit nervesystem; jeg kunne ikke finde ro og følte, at mit kranie var ved at eksplodere, og at jeg havde lyn under huden.

LÆS OGSÅ

Ellen Hillingsø har ét godt råd til bedre nattesøvn – og det er både nemt og effektivt

Skuespiller Ellen Hillingsø vægter en sund og aktiv livsstil højt – og her spiller kosten en stor og afgørende rolle for hende.

De første år føltes de mange fødsels-og dødsdage som en straf, for hvorfor skulle tragedien ramme ikke bare én, men tre gange? Pernille måtte gøre en aktiv indsats og var i både psykologbehandling og kropsterapi for at få ro på nervesystemet. Især det sidste var så effektivt, at hun i dag selv uddanner sig til kropsterapeut og drømmer om at hjælpe andre kvinder i samme situation.

– Jeg vil være den, jeg selv manglede. En, der lytter og tror på, at det, du mærker i din krop, er rigtigt, forklarer hun.

– Det her forløb har været livsændrende, og jeg er blevet skarp på, hvad jeg vil med mit liv.

Ikke mindst vil hun bruge sin tid med sin familie, for hun ved, hvor skrøbeligt livet kan være.

– I flere år handlede det om overlevelse, men vi rejste os. Nu skal vi nyde hinanden og livet, siger hun.

– Jeg elsker dybere og mere inderligt end før, og den kærlighed, jeg har til Mateo og Erik Mario, føles mere ægte end noget andet i verden.