Pia bukker sig ned og klikker cykelskoene fast til pedalerne på den gule racercykel.
"Inden jeg lærte at køre på en racercykel, havde jeg mareridt om alt det, der kunne ske," indrømmer hun.
"Bare tanken om, at min fod kunne hænge fast, og at jeg kunne brække arme og ben..."
Det var først i februar i år, at Pia med masser af træning blev mere og mere fortrolig med at køre på racercykel.
"Jeg øvede mig ved at køre langsomt frem og tilbage hjemme på villavejen, og Niels måtte tålmodigt løbe ved siden af. Det må have været noget af et syn," siger hun med det allerstørste smil.
Men denne sommer kører 58-årige Pia Jeanette Lilleby og hendes mand, 62-årige Niels Jessen fra Aarhus, med Team Rynkeby Østjylland helt til Paris. Der er take off på lørdag den 5. juli, og efter planen ankommer de til Paris lørdag 12. juli. Da kører hold fra hele verden ind og mødes på en gammel cykelbane i byernes by.
Formålet med cykleturene er at samle penge ind til blandt andet kræftforskning, og Pia og Niels' tilsammen fem børn og tre børnebørn kommer til at stå og vente på dem på tilskuerpladserne.
"Jeg får helt en klump i halsen, når jeg tænker på det. Særligt når jeg tænker på, at Frederik står der," siger Pia.
Da livet gik i stå
Pias søn Frederik, der i dag er 24 år, er en væsentlig del af cykelhistorien. For i påsken 2022 blev han syg og fik derefter at vide, at han havde en aggressiv lymfekræft, såkaldt Burkitt, som kun rammer ni danskere om året, og fordobler antallet af celler på 24 timer.
"Man kan ikke forestille sig, hvordan det er, før man står i det. Jeg var slet, slet ikke mig selv, og om aftenen når jeg skulle sove, havde jeg forfærdelige tanker om, hvor bange jeg var for at miste ham. At se sit barn ligge der så syg – det var et mareridt. Alting stoppede," fortæller Pia.
Frederik fik seks heftige kemobehandlinger i løbet af de næste tre-fire måneder. Når han indimellem indlæggelserne fik feber og skulle indlægges igen, skulle det ske med ambulance, fordi han kunne kollapse så hurtigt.
"Heldigvis er han på den gode side af det i dag," fortæller Pia.
"Frederik klarede kemoturene på rekordtid og havde selv hele tiden sagt, han ville være færdig til sin 23-års fødselsdag. Sidste dag med kemo blev netop på hans 23-års fødselsdag, og det var jo fantastisk," fortæller Pia og sender mange taknemmelige tanker i retning af kræftforskningen, for Frederik er sygdomsfri, og kontrollerne er blevet sjældnere.
Kort efter Frederiks forløb sagde Niels til hende: "Er det så nu, vi cykler til Paris med Team Rynkeby?".
"Det tog mig kun to sekunder at svare "Ja – det gør vi"," siger Pia.
Projekt med mening
Siden oktober 2024 har parret trådt til i pedalerne, og det har været benhårdt arbejde, men et skønt projekt at have sammen. De har trænet tre gange om ugen og er selv lidt duperede over, hvor langt de er nået.
For begge kom stort set fra nul. Niels havde spillet fodbold, og de har spinnet sammen i vinterhalvåret, men i februar i år havde Pia aldrig siddet på en racercykel.
"Først kørte vi 40 kilometer, weekenden efter kørte vi 60, og weekenden efter 90, så det er blevet trappet op stille og roligt. Men der har stort set ikke været andet end job og cykling i vores kalender," siger Pia, der arbejder som sygeplejerske på en fertilitetsklinik, mens Niels er direktør i et entreprenørfirma.
"Hele vores liv har været indrettet efter det. Vi har spist efter det, sovet efter det, og vi har ikke drukket alkohol," fortæller Niels.
Efter turene står den på kakao og bananer, og to timer inden skal en stor portion havregrød ned, uanset om man er sulten eller ej, og det har tit været klokken 6:30 lørdag morgen.
"Nogle gange har vi kigget på hinanden og sagt: "Hvad er det dog, vi har meldt os til?" Men så har vi husket grunden til det, og så har vi knoklet videre," siger han.
I dag kigger de på hinanden og siger: "Hold fast, hvor er vi seje".
Parret har også været med til at skaffe tilskud og sponsorater, og alle de penge, det østjyske hold samler ind, går ubeskåret til Børnecancerfonden og Børnelungefonden.
"Efter Frederik har været syg, giver det jo endnu mere mening," siger Niels.
Og det går godt med Pia og klik-pedalerne. Hun er lidt en forsigtigper, siger hun selv.
Ofte ligger hun nede bagved og kører ikke hurtigt igennem svingene. Men hun har da prøvet at køre forrest, og det føltes rigtig godt.
Når Pia er ude med holdet, koncentrerer hun sig hele tiden om hjulet foran, og parret har helt klart planer om at nå frem til Paris. Hvis en af dem bliver nødt til at stoppe, kører den anden videre, har de aftalt.
Forude venter 1.350 kilometer på otte dage, før de kører ind på cykelbanen og mødes med 2.000 andre ryttere og deres familier – cirka 6.000 mennesker i alt.
"Alle, der har prøvet det, siger "Når I står i Paris, så melder I jer til næste år"," fortæller Niels.
Men indtil videre mener Pia og han, at ét cykle-til-Paris-år må være nok.
"Så er målet nået," siger hun.
Planen er dog at cykle videre for hyggens skyld sammen med gode venner.
Team Rynkeby
- Er et internationalt velgørenheds-cykelhold, der hver sommer cykler til Paris for at rejse penge til børn med kritiske sygdomme.
- Begyndte i 2002 på initiativ fra motions-cykelryttere med tilknytning til det fynske mosteri Rynkeby Foods.
- I år deltager mere end 2.000 cykelryttere og 500 hjælpere fra godt 60 lokale hold i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island, Færøerne, Tyskland og Schweiz.
- Har samlet mere end 770 millioner kroner ind gennem årene.