Klumme: ”Du skal indse, at det at starte i institution er et tab for dit barn,” sagde pædagogen

Vores tredje og sidste barn er lige startet i institution. Vi står derfor nu midt i en ”indkøringsperiode.”

Hver eneste gang vores børn er startet i institution har oplevelsen været forskellig – både fordi der har været forskel på børnenes alder ved opstart, og fordi børnene i sig selv ER forskellige.

Men en sidste ting har dog også en enormt stor betydning for opstartsforløbet; nemlig hvordan vi som forældre håndterer den.

Og én ting er sikkert; denne gang vil jeg håndtere det anderledes, end jeg har gjort tidligere.

Den svære start

Den første gang, jeg skulle sende et lille menneske i institution, var jeg naiv. Jeg var en førstegangsmor, der prøvede at gøre tingene ”by the book” og var (desværre) enormt modtagelig for råd og input, der blev serveret fra højre og venstre.

Jeg fik at vide, at vores indkøring var ”meget normal”, og jeg prøvede så godt, jeg kunne, at hvile i dét - selv om både mit barn og mine instinkter gav udtryk for, at det ikke gik fantastisk.

Anden gang vi skulle igennem en institutionsopstart lå alt til rette for, at det skulle blive en succes; storebror gik allerede i institutionen, jeg var studerende og kunne derfor give korte dage, og jeg hvilede mere i mig selv som mor.

Jeg havde ændret min indstilling til opstarten; denne gang ville jeg ikke lytte til de råd, der ikke stemte overens med min egen overbevisning. Jeg ville ikke ignorere gråden eller ”bare gå”, og jeg ville gøre, hvad der skulle til for, at han ikke skulle være ulykkelig.

På trods af dette var opstarten ikke en succes for mit mellemste barn.

I løbet af anden uge gik det op for ham, at dette ikke blot var noget vi ”prøvede af” – og det var han bestemt ikke med på. Han begyndte at kæmpe imod, når vi gik imod institutionen, han prøvede at tage mine sko af, så jeg ville blive i institutionen, og han begyndte at græde, når jeg skulle afsted.

Og jeg efterkom hans ønsker. Min fleksible hverdag gjorde, at jeg kunne blive der, indtil han ”var tryg”, og jeg blev derfor hængende hver dag, indtil han var tilstrækkeligt optaget af noget til, at jeg kunne tage af sted uden, at han blev ked af det.

Jeg troede, at det gjorde det nemmere, fordi så slap han for at blive ked. Jeg håbede, at han ville blive mere vant til at være der, og at det gradvist ville kræve mindre og mindre for, at jeg kunne sige farvel.

Men det gjorde det ikke.

Eftersom dagene gik, tog det længere og længere tid, før jeg kunne gå.

Pædagogens ord, der åbnede mine øjne

Efter et par uger havde jeg en samtale med kontaktpædagogen, som ændrede hele min tilgang til opstartsfasen…

Den løsning jeg havde valgt – at distrahere ham fra den potentielle sorg, han ville opleve, når vi sagde farvel til hinanden – duede ikke. For ved at gøre det nedspillede jeg den følelse, han fik, når jeg gik fra ham. Jeg fik på den måde fortalt ham, at dén følelse ikke var gyldig eller vigtig.

”Du skal indse, at det at starte i institution er et tab for dit barn,” fortsatte hun.

For hvis barnet måtte vælge, ville han ikke starte i institution og dermed skulle sige farvel til mig. Hvis han måtte vælge, ville en institutionsstart ikke involvere et farvel. Og dette tab var det vigtigt at anerkende.

På dette tidspunkt sad jeg med øjnene fulde af tårer.

Pædagogen forklarede, at dette var det første store tab af mange. For der ville komme mange tab i hans liv. Og det, der var enormt vigtigt, var, at vi viste ham, at det var ok at være ked af det. Det var ok at føle, at han havde tabt noget, og at han reagerede på det. Og det var vigtigt, at vi hjalp ham med at italesætte det.

Hvis vi anerkendte de ting, han følte, og hjalp ham med at sætte ord på det, kunne vi nemlig også hjælpe ham med én sidste ting; at lære at komme igennem et tab. At se, at det var ok at have det på den måde, og at det kan blive godt igen.

Og dette ville faktisk være med til at styrke hans selvværd, da han ikke bare lærer, at hans følelser bliver taget alvorligt, men også mærker, at han kan komme ud ”på den anden side” af det.

Tal om det, der påvirker dit barn

Vi blev derfor enige om, at jeg ikke længere ville distrahere ham ved at tale om legetøjet eller planerne for weekenden. Jeg skulle tale om det, der skete i nuet. Jeg skulle hjælpe ham med at sætte ord på hans følelser.

Jeg fortalte ham også, at hvis jeg måtte vælge, var det hellere ikke sådan hér, det skulle være – men at det desværre blev nødt til at være sådan, da jeg blev nødt til at arbejde. Og vi talte om, at imens jeg var væk, så ville de voksne i institutionen passe på ham.

Det gjorde ikke den store forskel for ham de første par dage, men det udgjorde en KÆMPE FORSKEL for mig! For ikke bare følte jeg nu, at jeg var ærlig og anerkendende overfor mit barn, men jeg kunne også se, at han endelig følte sig forstået.

Og indenfor én uge kom ”gennembruddet”, hvor han frivilligt gik hen til kontaktpædagogen for at blive trøstet, da det var tid til at sige farvel.

Han havde accepteret, at det var sådan, det var, og valgte at tage imod hendes tilbud om trøst. Og selv om det skar mig i hjertet, at han ”accepterede nederlaget”, så var det også dejligt at se, at han kunne finde omsorg ved pædagogen.

Så når vi nu står i endnu en institutionsopstart, har jeg taget denne tilgang med fra starten af. Jeg anerkender, at det er et tab for ham. Jeg lærer ham, at hans følelser er vigtige for mig, og at jeg – sammen med pædagogerne – vil hjælpe ham igennem det.

Et bedre udgangspunkt tror jeg ikke, at man kan få til en god institutionsstart.