Lær dine børn at sige NEJ!

tanke om. Vi kigger nærmere på, hvad man som forælder kan gøre for at lære børn at mærke deres egne grænser. Og at sige nej, hvis de bliver overtrådt.

Sonja-morderen, Tønder-sagen – nye sager om pædofilt misbrug blæser ud i medierne alt for tit. Og hver gang kigger man på sit barn og tænker: ”Godt det ikke er os, der er ramt”. Den megen fokus på børn og seksuelt misbrug betyder, at forældrene efterhånden er skræmt fra vid og sans.

Men den gode nyhed er, at vi kan lære vores børn, hvordan de undgår at blive oplagte ofre for overgreb og seksuelt misbrug. Det første skridt er at aflive myten om den væmmelige mand i regnfrakke, der står og venter på at fange børn på legepladsen.

”Det er kun en promille af alle sager om misbrug af børn, der bliver begået af en helt fremmed. Børnelokkeren i regnfrakken er død. Som oftest er det en, barnet kender eller har en relation til, der misbruger barnet”, siger psykolog Marianne Gram. Hun er leder af Psykolog- og Familiekonsulentgruppen i Rødovre Kommune og har arbejdet med krænkede børn i 20 år.

Forskel på børns og voksnes seksualitet

Når man skal fortælle sine børn om livets barske realiteter, blandt andet at der findes voksne, der godt kan lide sex med børn, er det meget vigtigt, at man gør sig klart, at der er stor forskel på børns og voksnes seksualitet. Børn tænker ikke, ligesom vi gør. For børn involverer seksuelle følelser ikke andre, det gør det først, når man begynder at modnes seksuelt omkring 13-års alderen.

Selv om små børn for eksempel leger bollelege, så er det kun en efterligning af de voksnes verden. Børn sætter det ikke i forbindelse med det, vi som voksne opfatter som seksualitet.

”Man kan faktisk sige, at hvis man fortæller børn om seksualitet, herunder pædofili, med en voksens seksualitet som udgangspunkt, så krænker man dem, for de forstår simpelthen ikke, hvad man snakker om. De får et indblik i en verden, som de ikke fatter en meter af. Og hvis børn bliver misbrugt seksuelt, så forstår de faktisk ikke, hvad der er sket. For et barn kan det sidestilles med at blive slået”, fortæller Marianne Gram.

Lær børnene om egne grænser

Det vigtigste, vi kan lære vores børn, er, at de skal mærke deres egne grænser. Og at det er okay at sige nej, også til en voksen.

Man kan for eksempel lære dem at finde grænsen ved at vise dem forskellen på noget, de synes, er rart og noget, de ikke synes, er rart. For eksempel ved at sige:

”Du kan godt lide, når jeg rør dig sådan; nusser dig i håret, men du bryder dig ikke om, når jeg rør dig sådan; kilder dig under tæerne. Hvis nogen rører dig på en måde, som du ikke kan lide, så er det helt i orden at sige nej. Også til en voksen. Du skal sige, at du ikke vil have det, og hvis det ikke stopper, skal du fortælle det til mor eller far”.

Så har man vist barnet, at mor eller far nok skal hjælpe, hvis barnet ikke selv kan komme ud af situationen, men samtidigt vist dem, at man stoler på, at de godt selv kan mærke, hvornår noget er forkert.

”Man skal ikke fortælle dramatiske historier om, hvad pædofile gør ved børn – det kan barnet slet ikke forstå, og de vil heller ikke høre det. Bare lær barnet, at det har lov til at sige nej i alle situationer, hvis noget er ubehageligt”, forklarer Marianne Gram.

Det betyder så også, at man ikke bør tvinge sine børn til for eksempel at kysse familiemedlemmer farvel, hvis de synes, det ikke er rart.

Børnene skal også lære, at man ikke går og rører ved sig selv, når der er andre til stede. Man kan godt fortælle dem, at det er i orden at røre ved sig selv, men at det skal foregå, når de er alene.

Ifølge Cand. Psych. Marianne Gram betyder det ikke, at børn kommer til at se deres seksualitet som noget skamfuldt.

”Det er jo en slags sociale spilleregler, man lærer dem. Det er noget, der foregår, når man er alene. Ligesom vi lærer vores børn at gå på toilettet i et rum alene – det gør vi jo heller ikke i stuen”, siger hun.

Det er ikke verdenens undergang

Når Marianne Gram holder foredrag om emnet børn og seksualitet møder hun mange forældre, som er rigtig bange for, at deres barn skal blive udsat for et seksuelt overgreb. Forældrene tror, at hvis det skulle ske, så vil barnets liv for altid være ødelagt. Men sådan er det heldigvis ikke altid.

”Man skal selvfølgelig ikke underkende, at det er meget traumatisk for et barn at blive misbrugt. Men hvis barnet bliver hørt – og børn fortæller næsten altid en voksen om, hvad der er sket – misbruget bliver stoppet, og barnet får professionel hjælp til at håndtere det, så kommer barnet sig næsten altid over det uden mén. Det er mere traumatisk for barnet, hvis det ikke bliver hørt, eller hvis man ikke tror på det, som barnet siger. Så lukker barnet sig inde og får ikke bearbejdet det, der er sket. Det kan ødelægge meget for barnet. Men hvis mor eller far tager barnet alvorligt og reagerer på det, barnet siger, så er barnet jo blevet hørt at dem, det holder af, og så kan sårene hele”, siger Marianne Gram.

Så selv om det både er traumatisk og dybt ubehageligt at blive misbrugt, så er det ikke nødvendigvis verdenens undergang for barnet. Men selvfølgelig kommer det an på misbrugets omfang. Jo længere tid et misbrug foregår, desto dybere spor sætter det hos barnet. Og jo mere barnet har været udsat for manipulation, løgne og trusler fra krænkeren, desto større bliver skaden.

Så naturligvis skal vi passe godt på vores børn. Men det vigtigste er at lære dem, at passe godt på sig selv, så de kan klare sig uden os.

”Hvis man beskytter sine børn for meget, så siger man faktisk til dem, at man ikke stoler på dem. Og så lærer de jo heller ikke at stole på sig selv”, siger Marianne Gram.

Et barn der er misbrugt, kan godt blive hjulpet til at komme sig over det.