Cykle
SPONSORERET indhold

Sådan lærer du dit barn at cykle

Dit barn hjuler sikkert allerede af sted på enten løbecykel eller cykel med støttehjul. Men junior er faktisk klar til at sadle op på en tohjulet, før du tror det.

Af: Elisabeth Lykke Nielsen
08. maj. 2012 | Børn | Vores Børn

Foråret er på vej, og det er tid til at finde cyklerne frem – også dit barns. Du tænker måske ‘nej, hun er stadig for lille til at lære at cykle. Hun har slet ikke motorikken endnu!’.

Men den største forhindring for at lære cyklingens kunst har faktisk ikke noget med motorikken at gøre. Det fortæller Benita Beyer, cykelhandler fra Fri BikeShop.

Start helst tidligt

– Det er faktisk lettest at lære dit barn at cykle selv, når hun er mellem to et halvt og fire år, og hvis hun har haft en løbecykel, fortæller Benita Beyer, som forklarer, at det skyldes, at de helt små har en indbygget frygtløshed og slet ikke tænker, at cykleriet kan være svært.Det betyder dog ikke, at dit barn er tabt bag en cykelvogn, hvis hun ikke har lært at cykle som helt lille.– Men hvis dit barn er mellem fem og seks år, når I går i gang, er det lidt sværere, fordi et større barn tænker mere over tingene og måske på forhånd er bange for at falde og slå sig, fortsætter Benita Beyer, som råder dig til at bevare roen, være tålmodig og tro på, at dit barn nok skal få det lært.Uanset dit barns alder er det helt rigtige tidspunkt på året at lære at cykle, lige når du ellers ville pakke flyverdragten væk. Den skal I nemlig bruge!LÆS OGSÅ: Dit barns motoriske udvikling– Jeg plejer at anbefale, at man giver sit barn en gammel flyverdragt eller et par overtræksbukser på. Så slår hun sig ikke så slemt, når hun falder, siger Benita Beyer.

Find den rigtige cykel

Start med at skaffe en cykel, der passer i størrelsen. Det er nemlig meget vigtigt, at cyklen hverken er for stor eller for lille, når dit barn skal lære at holde balancen. Hvis I køber en ny cykel hos en cykelhandler, får I hjælp til at vælge den rigtige, men hvis I arver en, er der et par ting, I skal være opmærksomme på.– Cyklen skal være smurt og pumpet godt op. Styret må ikke være sat højere end til stopmærket på stangen, og sadlen skal sidde, så dit barn lige kan nå jorden med tæerne og forfoden, men ikke med hælen, siger Benita Beyer.LÆS OGSÅ: 10 veje til sjov motion for hele familienHvis dit barn er fortrolig med sin løbecykel, er der ingen grund til at begynde med støttehjul. Det gør det bare sværere for din lille cykelrytter at blive kørende på to hjul. Brug i stedet en støttestang – en lang stang med håndtag på, som skrues fast under sadlen, og kan bruges til at skubbe og støtte den lille cyklist. En hånd i lænden kan også gøre det ud for støtte – det er til gengæld hårdt for din ryg.

Klar til rigtig cykel

Når udstyret er på plads, inviterer du dit barn en tur i parken eller hen i den nærmeste skolegård en dag, hvor I har god tid. Og så er det ellers bare om at komme op på hesten.KLIK I BOKSEN TIL HØJRE OG SE DE BEDSTE BEGYNDERCYKLER > >Løb efter cyklen, mens du skubber på støttestangen, så der er fart nok til, at dit barn kan holde balancen. Bed hende træde i pedalerne, så hun selv cykler, mens du støtter ved at holde fast i stangen. Aftal, at du siger til, når du giver slip. En tommelfingerregel for, hvornår dit barn er så sikker, at du kan give slip, er, når du kan mærke, hun næsten cykler selv, mens du akkurat kan følge med i rask gang.Når dit barn har lært at holde balancen og cykle lidt selv, skal du lære hende at bremse.LÆS OGSÅ: Få tjek på dit barns motorik– Brug aldrig håndbremsen, for den bremser kun på forhjulet. Hvis den blokerer for hurtigt, mens barnet drejer lidt på styret, kan hun let ryge hen over styret, og så er det pludselig ikke sjovt at cykle mere. Lær i stedet dit barn at bremse ved at træde tilbage i pedalerne, råder Benita Beyer og foreslår, at du løsner håndbremsen, hvis cyklen har sådan én. Så blokerer den ikke for hårdt, hvis mini skulle komme til at trykke på den.

Fra støttehjul til to hjul

Hvis junior er fem-seks år og indtil nu har hjulet rundt på en cykel med støttehjul, kan du begynde med at trække støttehjulene lidt opad, så de støtter knap så meget.– Men skru aldrig bare ét støttehjul af. Det gør det sværere, advarer Benita Beyer, som forklarer, at dit barn nu er så stor, at hun måske er bekymret for at vælte.Derfor er det vigtigt, at du forsøger at skærme hende mod at slå sig for meget. For eksempel kan I starte med at trille lidt rundt på en boldbane eller græsplæne, hvor underlaget er blødere.LÆS OGSÅ: Fritidsinteresser – hvad skal dit barn gå til?Når du har pillet støttehjulene af, kan du eventuelt også fjerne pedalerne, og lade den lille racerkører prøve cyklen som løbecykel før den rigtige debut.

Op på cyklen igen!

Hvor der er børn og cykler, er der også buler og skrammer. Så hvad gør du, hvis dit barn har haft en dårlig oplevelse og ikke har lyst til at fortsætte sin karriere som cyklist?– Pres ikke dit barn til at cykle, det kommer der ikke noget godt ud af. Hvis hun ikke vil samarbejde mere i dag, må I prøve igen en anden dag. Lav en klar aftale med dit barn om, at du holder fast i støttepinden, indtil hun giver dig lov til at slippe, siger Benita Beyer og tilføjer, at sådan en aftale skal overholdes til punkt og prikke, så din cykelstjerne ved, at hun kan stole på, at du passer på hende.Hun peger også på, at hvis du selv er den bekymrede type, kan det smitte af på dit barn, og så er det måske en god ide, at far tager sig af cykelkurset.LÆS OGSÅ: Søvn styrker dit barns helbredHvis I har brug for inspiration til sjove lege på cyklen, som kan gøre et comeback på to hjul attraktivt – eller hvis I bare bliver så grebet af stemningen, at I ikke kan få nok – anbefaler Benita Beyer en brochure fra Dansk Cyklist Forbund, der hedder 20 cykellege, som du gratis kan hente på Cykelleg.dk

Hvor lang tid tager det?

Benita Beyer fortæller, at der er stor forskel på, hvor lang tid det tager at lære at cykle.

– Det kommer an på dit barns alder og indstilling, om hun har haft en løbecykel eller kørt med støttehjul, og hvor ofte I har tid til at træne. Men hvis I sætter jer for, at nu skal hun lære at cykle selv, er det rimeligt at afsætte fem sessioner over en periode på fjorten dage.

Dit barns samarbejdsvilje og lyst til at lære sætter sin naturlige begrænsning for, hvor lang tid I skal træne ad gangen. Måske kan I øve en times tid hver gang.

Selv brugte cykelhandleren fjorten dage, før hendes ældste som fireårig kørte i fri stil. Da hendes yngste skulle i sadlen som toethalvtårig, lærte han det på et par timer! Det er altså svært at sige, hvor stort et projekt I går i møde. Det gælder bare om at komme – ud i det blå – med cykelhjelmen på!

LÆS OGSÅ: Sådan lærer dit barn at læse før skolealderen

LÆS OGSÅ: Lær dit barn at svømme

LÆS OGSÅ: Op på cyklen