Maria Montell: “Jeg føler mig rig, når jeg ser de tre autostole i bilen”

Det lå ikke i kortene, at Maria Montell skulle have tre børn.

“Jeg kan huske, da min bror og hans kone fik barn nummer tre, at jeg tænkte ‘hold da op – skal de virkelig det?’.” Men da jeg selv havde fået Villum og Smilla, kunne jeg ikke bare sige ‘nu skal jeg ikke have flere børn’. Og det kan jeg stadig ikke. Jeg vil hellere lade det stå åbent. Børn er sådan en gave!”

Maria Montell smiler, og hendes øjne stråler, når hun taler om sine børn.

“Når jeg ser på de tre børnesæder i bilen, føler jeg mig så rig. Det er vildt hårdt at have børn, men det er også så givende. Du er aldrig mere alene i verden.” Hun ler og tilføjer:

“Selv om man godt nogle gange kunne ønske sig det. At der bare var en brandtrappe – for de kan da selvfølgelig gøre mig sindsyg, hele bundtet! Men man kan jo ikke længere bare skride, når man har børn – man er nødt til at deale med det.”

Stiller flere krav til børnene
I september sidste år blev Maria Montell og hendes mand, filminstruktør Tomas Villum Jensen, forældre til deres lille tre’er, Lilly. Og med tre børn og en mand, der ofte rejser i forbindelse med sit arbejde, er Maria Montell blevet brandeffektiv derhjemme – og mindre servicemor.

“Jeg stiller flere krav til Villum og Smilla, efter at Lilly er blevet født – og jeg kan faktisk mærke, at de vokser af det. De er med til at hente brænde og skal rydde op på deres værelser. Før gjorde jeg det bare – for det gik jo hurtigst.”

Maria Montell er heller ikke bleg for at fjerne nogle privilegier, hvis børnene laver ballade. Som da hun for nylig var på vej med alle tre til Nordjylland, hvor hendes mand var i gang med filmoptagelser. Og Villum pludselig blev væk på færgen. Maria styrtede rundt med Smilla og Lilly og kaldte på ham. Til sidst gik det op for hende, at han bare havde stået og ignoreret hende og kigget lidt på bølgebrus. Så kom han daskende i sidste øjeblik, inden de skulle køre fra færgen.

“Han havde tydeligvis bare stået og tænkt ‘nu lader jeg lige hende skrigeskinken stå og stege lidt’. Han gad bare ikke komme. Jeg var så vred og sagde ‘nu kører vi uden Villum!’. Så begyndte Smilla at græde og sagde ‘det kan du ikke gøre mod Villum, mor!’. De holder virkelig sammen, når det gælder,” griner Maria, der dog alligevel ventede på sin søn.

“Men der var sanktion! Jeg sagde ‘nu er der ingen Wii i to uger’. Da vi kom hjem, troede han, at jeg havde glemt det, men det havde jeg ikke.”

Lillesøster får meget kærlighed – læs videre på næste side>>

Elsker lillesøster
Både Villum og Smilla er vilde med deres lillesøster. “Hun får så meget kærlighed og bliver slæbt rundt. Villum er den første om morgenen, der lægger sig ind ved siden af sin lillesøster og putter på hendes værelse. Og han siger sådan nogle poetiske ting. En dag, hvor Lilly sad og pludrede, sagde han ‘se mor, det er Lillys verden …’.”

Maria Montell fortsætter:

“Smilla er også vild med hende, men hun har selvfølgelig lige skullet sluge den der med ikke længere at være den mindste – præcis som Villum skulle, dengang Smilla kom til verden. Smilla bliver irriteret, når Lilly kommer ind på hendes værelse og piller ved hendes ting. Så kan hun godt finde på at sætte hende uden for døren og sige ‘nu er det slut med dig!’.”

Maria Montell har været meget opmærksom på, at Smilla nu var mellembarn og trængte til ekstra opmærskomhed.

“Hun taler som et vandfald! Og når jeg siger det til hende, siger hun ‘det er, fordi jeg har så meget, jeg skal sige!’.” Og heldigvis er Smilla god til at give udtryk for det, hun vil have. “Hun siger ‘mor, du skal give mig et kys og sige, at du elsker mig!’.”

Lynhurtigt farvel i vuggestuen
Ifølge Maria Montell er Lilly en sej tre’er, der kan grine af sig selv og er glad, selv om hun bliver kanøflet og sat uden for døren. Men indkøringen i vuggestuen var lidt hård.

“Der hang hun på mig i to uger, og jeg fik mig en tennisalbue af at holde hende på den ene arm, mens jeg lavede mad med den anden. Jeg sagde til pædagogerne, at hun havde været så umulig, men så sagde en pædagog: ‘Hun sladrer da bare om, hvor hårdt det er at gå i vuggestue!’.”

Men nu er det lysnet. Lilly græder ikke, når hendes mor siger farvel. Og moren er sej – og går hurtigt uden at trække farvel-seancen ud i det uendelige.

“Nogle gange tænker jeg, om de mon synes, jeg er en hardcore mor, for jeg kommer ind og siger ‘her er Lilly, vi har krammet og sagt farvel’, og så går jeg lynhurtigt. Men det er jo, fordi jeg har prøvet det før. Jeg ved, at det ikke hjælper at trække det ud.”

Rykket fra byen til landet
Tre børn kræver plads, og i sommer flyttede familien Villum-Montell fra et lille fiskerhus i Skovshoved nord for København til et stort hus på landet i Nordsjælland – med masser af natur, havetraktor og hestefold i baghaven. Og selv om ungerne elsker det nye sted, har flytningen været en udfordring for dem.

“Det er jo en lille sorg for børn at flytte. De savnede deres venner meget i starten, men heldigvis har vi holdt kontakten. Og de har fundet nye venner og er faldet godt til nu.”

De timede flytningen, så det var, inden Villum skulle starte i skole og Lilly i vuggestue.

“Jeg har også været meget opmærksom på at arrangere legeaftaler til Smilla og Villum. Og vi holdt en kæmpe fødselsdag med skattejagt og hele balladen for Villums nye klasse, hvor vi grillede burgere i haven,” fortæller hun.

Og fordi Smilla savnede sin gamle børnehave, tog Maria Montell hende med tilbage på besøg med en kage under armen.

“Det var rart for Smilla at komme tilbage og se, at de alle sammen stadig var der. Alle ville sidde ved siden af hende, og bagefter sagde hun ‘mor, alle elskede mig!’.”

Læs Marias kærlighedshistorie på næste side>>

Marias kærlighedshistorie

Maria og Tomas mødte hinanden for otte år siden, hvor de arbejdede for samme produktionsselskab og blev inviteret til en middag i Århus.

“Tomas spurgte, om jeg ville med på casino, og det ville jeg gerne!”

Maria boede alene i et sommerhus i Hornbæk, og pludselig skulle Tomas besøge en ven i nærheden og kunne lige komme forbi. “Han inviterede mig ud at se Hamlet på Kronborg, og så gik der tre måneder, hvor han tømte mine tagrender, fældede træer og stablede brænde for mig.

Vi blev enormt gode venner og talte om livet og vores drømme. Og så forelskede jeg mig i ham. Der var ingen tvivl. Alle hans karaktertræk var sunde! Her var en mand, jeg kunne stole på, og som kunne leve op til sit ansvar. Ikke sådan en gammelfar-type, men en drengerøv, der ikke bare ligger på sofaen. Jeg turde godt begive mig ud i et liv med børn med ham!”