Marianne Gellert fødte sin datter to dage efter, at veninden Amalie Bendixen havde bisat sin søn

Marianne Gellert føder Nina en tidlig forårsdag i 2023. Hun er en ventet toer, der bringer ro og tryghed med sig efter en stormfuld første fødsel.

I den anden ende af landet er Amalie Bendixen omsluttet af sit livs mørkeste mareridt. To dage inden Nina bliver født, har hun bisat sin søn, Sirius, der kun nåede at leve i hendes mave.

Mens den ene har skabt liv, har den anden mistet, og det er en umulig situation, når man som nære veninder gerne vil være hinandens anker.

Amalie: ”Jeg ville så gerne dele Mariannes glæde over Nina, men det kunne jeg ikke, for jeg var så meget til stede i min egen sorg. Jeg savnede min søn så inderligt, og det var et sindssygt sted at være.”

Marianne nikker forsigtigt.

Marianne: ”Vi stod jo i hver vores ende af livet, og det var en meget særlig tid. Det var simpelthen også for svært for mig at være i Amalies sorg lige dér, og det har jeg haft dårlig samvittighed over siden. Derfor har jeg faktisk heller ikke hørt Sirius’ historie i så fine detaljer før nu.”

Amalie Bendixen og Marianne Gellert sidder i den stærke efterårssol på en café i København og fortæller om deres venskab, efter de begge er blevet mødre til i alt fem børn, hvoraf fire lever. 

De er åbne og hudløst ærlige, krammer og henvender sig direkte til hinanden, når de undskylder for fortiden. Det er tydeligt for enhver, at de kender hinanden godt – både som mennesker og som samarbejdspartnere i den biks, der hedder Astropod, og som i dag omfavner både podcast, bogudgivelser og tv-serier. 

Senest er de blevet mødre, som de selv formulerer det, til en astro-kalender, som er en glædelig tilføjelse til Astropod-universet, efter en årrække, hvor deres relation har været udfordret af knuste drømme, svære prioriteringer og misundelse.

For hvad gør man, når man insisterer på at være venner, men ikke altid kan rumme den andens virkelighed?

Enden på honeymoon-fasen

Amalie og Marianne mødes en sommerdag i 2012. De skal på Roskildefestival med hver deres vennegruppe, som skal dele lejr. Da de mødes under uret på Københavns Hovedbanegård, slår det gnister. 

Mariannes galakse-gamacher og Shinead O’Connor-frisure fanger straks Amalies øje, men det er den ærlige snak om livskrise og hjertesorg, der binder dem sammen, som de sidder i regionaltoget mod Roskilde Station.

Et tilfældigt møde bliver til et nært venskab, og i hinanden finder Amalie og Marianne ikke kun en tryg favn og en sjov wingwoman. De finder også en fælles interesse i astrologi og spiritualitet, der i 2018 bliver til podcastuniverset Astropod. 

Der går kun halvanden måned, før Amalie og Marianne er i Godmorgen Danmark og bliver tilbudt en bogkontrakt, og medvinden er så stærk, at de har svært ved at følge med.

Midt i succesen bliver veninderne enige om, at Amalie skal få det barn, hun ønsker sig, og som i 2019 kommer til verden i form af datteren Carmen. Men så bliver Marianne uplanlagt gravid, kun få måneder efter at have mødt sin kæreste, Anders. 

Hun skal også flytte til Fyn, hvor han er i gang med sin uddannelse.

Med ét er honeymoon-fasen ovre. Og selvom alt melder fryd på ydersiden, vælter korthuset for de to veninder.

Marianne: ”Jeg kæmpede med rigtig mange ting, da jeg blev gravid med mit første barn. Jeg havde lige mødt min kæreste, og vi skulle lære at bo sammen og alt dét, der følger med. 

Og så skulle vi samtidig skrive en bog, som vi havde lavet kontrakt på. Jeg kan huske, at jeg sad ude i Egebjerg, og det var mørkt og januar, og jeg havde ikke nogen bil. Anders var i skole og var væk hele dagen, og det var pissekoldt at skulle skrive den der bog. Der var også dårlig netforbindelse.”

Amalie: ”Da vi begyndte at skrive bogen, var mit barn kun tre måneder, og fire uger efter fødslen begyndte vi at optage nye afsnit til Astropod. 

Så jeg var helt klart også presset. Samtidig følte jeg, at vi ligesom havde en plan: Jeg kunne få et barn, selvom det gik rigtig godt, og så kunne Marianne gå all in på Astropod. De penge, vi tjente, kunne så betale Marianne, mens jeg fik barselsdagpenge, mod at hun tog den største workload. 

Men jeg har jo ikke været mor i mere end fire uger, før Marianne står med en positiv gravitetstest. Det var jo bare ikke lige det, der var planen, og jeg synes, at det gik ud over venskabet i en længere periode.”

Indtil da har Amalie og Marianne været et team. Hinandens største heppekor og førstevalg i mange henseender af livet. Men med moderskabet begynder venskabet at slå de første sprækker, og forståelse bliver til dårlig samvittighed og skam.

Amalie: ”Det var jo en totalt fy-følelse, men jeg havde den her følelse af, det var jo ikke det, vi havde aftalt, og hvem skal nu give sig? Den gravide, der har det supersvært, eller den nye mor med bragende efterfødselsreaktion? Og hver gang vi gav os for hinanden, så følte vi, at den anden skyldte noget. 

I det her tilfælde følte jeg også, at Marianne måtte give sig lidt mere end mig, da hun jo ”kun” var gravid, mens jeg havde et barn, og det er måske svært at forstå, når man ikke har stået midt i det. Så der var meget skam fra min side, for jeg vidste jo godt, at det var supertarveligt, at have den følelse. Og jeg tror, at Marianne også følte, at det var hårdt, at jeg havde det, som jeg havde det..”

Marianne: ”Ja, det var rigtig svært at rumme, fordi jeg i forvejen havde det så svært i den graviditet. Følelsesmæssigt. Samtidig havde jeg også skidedårlig samvittighed over, at jeg var flyttet.

For ikke nok med, at jeg var blevet gravid, så var jeg jo også flyttet til Fyn. Og så endte det hele i en frygtelig fødsel med akut kejsersnit og det hele, som efterlod mig i en meget svær efterfødselsreaktion, der var fyldt med katastrofetanker. Så jeg kunne slet ikke være så meget med i Astropod, som jeg havde forestillet mig – og lovet – at jeg kunne.”

Amalie: ”Hvis jeg skal være helt ærlig – og jeg kan skamme mig sådan i dag – så havde jeg en følelse af, at det må du sgu lige gøre. For har du lige set, hvad jeg har gjort med et lillebitte barn? 

Det er vanvittigt, men der var helt klart ikke en elastik hos mig.”

Marianne: ”Nej, der var ikke så meget elastik. Jeg turde jo ikke køre bil eller tage offentlig transport, fordi jeg var fyldt med kaostanker. Så da vi optog ”Matchet på Mælkevejen” med DR, fik jeg min kæreste til at komme og hente mig i bil, så jeg kunne tage til København med min søn, Benny. 

Jeg havde også én med til at passe ham ude på DR, så jeg kunne gå ud og amme imellem optagelser. Jeg kan slet ikke huske, hvad vi lavede, selv om det endte godt. Det var sindssygt.”

Amalie trækker på skuldrene, inden hun henvender sig til Marianne.

Amalie: ”Men hvis man selv synes, at det, man er gået igennem, var grænseoverskridende, så burde man jo faktisk tænke, at det er der ikke andre, der skal prøve. 

Jeg var bare stadig så meget inde i sovsen og så meget i krise fra min egen fødsel, at det kunne jeg bare ikke se. Og det kan jeg skamme mig rigtig meget over den dag i dag.”

I tiden efter har Amalie og Marianne svært ved at skelne venskab fra arbejde. De deler alt med hinanden og prøver samtidig at jonglere nye podcastafsnit, bogudgivelse og et tv-program. 

Det er en underlig blanding, fortæller de – og det bliver ikke bedre af, at en følelse af uretfærdighed ulmer under overfladen.

Amalie: ”Jeg følte, der var sådan et millimeterdemokrati. At hvis jeg er så meget i minus, så bliver du også lige nødt til at give noget, selvom det er svært. Som gode veninder plejer man at kunne gribe og give plads, hvis den ene har det svært, men det var der ikke rum til. 

Vi turde næsten ikke fortælle den anden, at vi havde det dårligt, fordi vi godt vidste, at den anden ikke helt kunne tåle at høre det. Det føltes mere, som om vi havde været i en honeymoon-fase, og nu var vi blevet førstegangsforældre sammen, og hvordan fanden gør vi lige det?”

Marianne: ”Samtidig forsvandt venindeskabet mere og mere, fordi der kun var plads til børn og arbejde. Der var ikke plads til os selv. Og der var slet ikke plads til at pleje et venskab.”

Et svært paradoks

Som Carmen og Benny bliver ældre, begynder livet igen at lysne for de to veninder. Marianne får barsel efter optagelserne til første sæson af ”Matchet på Mælkevejen”, så hun kan få ro til at komme sig ovenpå sin svære efterfødselsreaktion, og da optagelserne til anden sæson begynder, har både Marianne og Amalie det bedre.

De når lige at finde tilbage til hinanden, men så melder lysten sig til at få et barn mere. Og efter Amalie forgæves har forsøgt at blive gravid i knap et år, står Marianne pludselig med en positiv graviditetstest.

Amalie: ”Det var svært for os begge to. Forestil dig, at en af dine hjerteveninder, som du holder uendeligt meget af, og I har lige lappet nogle sår, samtidig med at du har prøvet at blive gravid i otte måneder og bare har fået negativ på negativ test, så kommer og fortæller, at hun prøvede bare lige én gang, og så er hun gravid. 

Jeg prøvede virkelig at være glad, men jeg var også ærlig og fortalte Marianne, at det var meget svært for mig. Jeg havde brug for, at det ikke kom til at fylde alt før efter 20-ugers scanningen, hvor en graviditet i min optik er mere sikker, for det kunne jeg ikke rumme. 

Det betød ikke, at hun skulle føle sig forkert, men om hun ikke kunne vise mig det hensyn og ty til sine andre gode veninder i den første, usikre periode, hvor alting stadig er nyt og sårbart. Og det var så skamfuldt at indrømme, at jeg havde det sådan.”

Marianne: ”Jeg tror også, at jeg blev lidt forskrækket, for jeg bliver ekstremt følsom, når jeg er gravid. Og jeg fik simpelthen så dårlig samvittighed over, at jeg var blevet gravid. 

Jeg havde det så forfærdeligt over at vente Nina. Og sådan skal det jo ikke være. Jeg kan huske, at du ringede, da jeg havde været til midtvejsscanning. Det var en meget vigtig samtale, fordi jeg følte, at du var ægte glad på mine vegne over, at jeg skulle have en pige.”

Amalie: ”Det er så svært et paradoks, fordi du elsker en person, og du vil så gerne være glad på hendes vegne, men du er også så fyldt af misundelse. Der sker noget i kroppen, som man ikke rationelt kan arbejde med.”

Marianne: ”Men det bliver jo så lige lidt mere ambivalent.”

På hver sin side af livets akse

I sidste forsøg, inden Amalie skal i fertilitetsbehandling, bliver hun gravid med termin godt et halvt år efter Marianne. Men til 12-ugersscanningen får hun at vide, at der er behov for at se nærmere på det liv, der spirer i hendes mave. Derefter gennemgår Amalie en lang række undersøgelser og prøver, inden hun i uge 18 får klar besked: Hendes søn, Sirius, er alvorligt syg, og lægerne kan ikke garantere, hvilket liv han vil få.

Valget er nu op til Amalie og hendes mand, om de vil fortsætte graviditeten.

Amalie: ”Det er måske det værste, jeg nogensinde har fået at vide. Hvordan kan man vælge noget fra, man vil så meget? Det skal også siges, det er en atypisk graviditet for mig, fordi jeg simpelthen allerede har mærket liv fra uge 13. 

Jeg havde også hele tiden en fornemmelse af, at det var en dreng. Men jeg kunne også mærke, at hvis jeg valgte det her barn, var det et enormt egoistisk valg, fordi det ville få store konsekvenser for min datter. 

Jeg vidste heller ikke, om jeg ville kunne klare at have et barn, der var så dårligt, at vi f.eks. ville miste ham, eller at han skulle igennem en masse operationer. Det endte med at blive et valg, hvor jeg valgte ham fra. Det er det værste, jeg nogensinde har gjort, for jeg følte, at jeg slog ham ihjel.”

På hospitalet får Amalie udleveret nogle piller, der skal ende graviditeten. 

På grund af travlhed bliver hun sendt hjem med en besked om at tage dem søndag og komme igen mandag, hvor hospitalet har en åben tid.

LÆS OGSÅ

Jeg har ikke valgt at være genert. Men det gør mig ikke til en mindre god mor

Vi forventer, at alle forældre skal være ens. Vi har brug for mere rummelighed i mødet med hinanden som forældre, skriver en mor til to i denne klumme.

Pillerne lader Amalie ligge i bilen. Hun kan ikke have dem i huset, for hun ved, at det er dem, der vil slukke hendes søns liv.

Amalie: ”Søndag morgen kommer min mand op i soveværelset med pillerne og et glas vand. Så tager han Carmen og går nedenunder, mens jeg tager pillen og beder min søn om tilgivelse, fordi jeg elsker ham så meget. Det går hurtigere, end jeg havde forventet, og allerede efter få timer, kan jeg mærke, at sparkene dør ud, indtil der ikke er flere. 

Jeg ved, at han er død. Det er så svært at være i, men jeg prøver at tænke, at jeg glæder mig til at se ham, og at jeg glæder mig til at holde ham.”

I ren afmagt begynder Amalie at stryge de ting, hun vil lægge i sin søns kiste. Den praktiske opgave hjælper hende, selvom hun er omsluttet af en tomhed. Da hun næste dag møder ind på hospitalet, er det med en mission om at få en fødsel på hendes egne præmisser – helt naturligt og med så få indgreb som muligt.

Amalie: ”Jeg endte med at få alt igennem, og fødslen mindede meget om Carmens. Han var også samme ascendant som Carmen, hvilket var ret smukt. Jeg fik også lov at få ham op med det samme og mærke ham være varm. 

Heldigvis var jeg sej nok til at sige, at personalet gerne måtte forlade rummet, fordi vi havde brug for at have noget tid med ham alene. Vi havde også valgt, at han ikke skulle undersøges mere. Man kan ligesom blive ved med at tage tests for at finde ud af, om de tidligere test var rigtige, men det kunne jeg ikke være i. 

Fordi han ikke skulle igennem flere tests, så betød det, at jeg måtte sove med ham den nat. Vi lagde ham i en lille dukkelift med kølelementer, og jeg sov så godt den nat.”

Næste morgen har Amalie og hendes mand arrangeret, at Carmen skal møde sin lillebror på hospitalet og derefter tage sin mor med hjem. Ellers vil Amalie ikke kunne forlade Sirius. 

Carmen har en enhjørning med, som hun stolt viser sin bror, inden hun hjælper sin mor med at putte ham i en lille trækiste med bamser og hæklede tæpper. Det er den kiste, Sirius ligger i, når Amalie den følgende uge kommer forbi hver dag for at se sin søn.

Amalie: ”Hele min familie kommer også fra Jylland for at se ham om onsdagen. Og det er faktisk dér, hvor jeg føler, at han ægte forlader rummet. Men jeg er jo meget stolt af mit barn, og jeg vil vildt gerne vise ham frem. 

Det er så ambivalent, at jeg føler mig som en bøddel og som én, der har mistet et barn, men som samtidig også har fået et barn. Hormonerne og efterfødselskroppen er der stadig, og der kommer mælk i brysterne. Det er sindssygt surrealistisk, og det eneste tidspunkt, jeg har det godt, er, når jeg har ham.”

Hun suger lidt luft ind og holder en kort pause.

”Så selvom folk måske synes, at det er en senabort, så har jeg det helt anderledes. For mig var det et barn, jeg gerne ville have, og et barn, jeg havde drømt om så længe. 

Det er min søn, jeg elskede rigtig højt. Jeg kunne mærke, at det allervigtigste for mig var at holde fast i, at han har været her, og hvor meget han har betydet for mig og vores familie. Det var vildt hårdt for min datter at se os i sorg, men jeg tror også, at hun har lært, at jeg bliver glad, når vi snakker om ham. Det er dér, vi er kommet til: At jo mere vi snakker om ham, jo gladere bliver jeg.”

Midt i Amalies altopslugende sorg står højgravide Marianne. Lykkelig over at have gennemgået en graviditet, der er langt mere rolig og tryg end første gang, men også påvirket af sin venindes tragedie. 

Det er et tveægget sværd, for de to veninder, der ikke bliver nemmere af, at Marianne føder sin datter, Nina, to dage efter Sirius’ bisættelse.

Amalie: ”Jeg har holdt en mother blessing for Marianne på det tidspunkt, hvor jeg ikke helt vidste, om jeg var købt eller solgt endnu. 

Jeg sætter så det ritual i gang, da Marianne skriver til mig, at nu er fødslen gået i gang og skriver rundt til flokken af venner, der var med til Mariannes mother blessing, at nu skal vi klippe det bånd, vi har om armen, og tænde et lys for hende. Og jeg kan huske det helt særligt, for det bånd, som jeg skal klippe… Det har stadig Sirius’ blod på sig.”

Marianne, der ellers har haft et blidt blik rettet mod sin veninde, lukker kort øjnene og lægger en arm om en berørt Amalie.

Marianne: ”Han var så meget med til den fødsel. Han var virkelig med i det hele, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg skulle vente med at føde til efter bisættelsen. Det skulle være din dag. Ikke vores.”

I tiden, der følger, bliver venskabet sat på pause, og Marianne og Amalie ses ikke det næste halve år. De har sporadisk, faglig kontakt, men de finder også en ro i, at de ikke kan være der for hinanden. Det føles umuligt at rumme den andens følelser, mens de står i hver deres ende af livets akse.

Amalie: ”Det er et fuldstændig umuligt sted at være. Men vi er meget ærlige, og jeg får sagt til Marianne, at jeg så gerne vil dele hendes glæde, men at jeg bare ikke kan være der lige nu, fordi jeg simpelthen savner min dreng så meget.”

Marianne: ”Og på samme måde fik jeg også sagt, at jeg heller ikke kunne være der på den måde, jeg gerne ville være. Jeg kunne simpelthen ikke rumme det, og jeg var nødt til at nyde det barn, jeg havde fået.”

Amalie: ”Du havde skabt liv, og jeg havde mistet et liv. Og det er et sindssygt sted at være. Men det gjorde det i hvert fald nemmere, at du sagde, at du heller ikke kunne forholde dig til mig. At det ikke igen var mig, der ikke kunne rumme dig. Så jeg tror, at da Marianne siger, at hun har brug for at være i sin lykke, så kunne jeg bare give slip.”

Balancen i tingene

Forår bliver til sommer og Amalie og Marianne ses først igen, da Amalies skal giftes i september. Marianne har Nina med, og det er første gang, Amalie skal møde hende. Følelserne sidder uden på tøjet – af flere grunde.

Marianne: ”Det var meget specielt at mødes igen og at præsentere dig for Nina, men jeg tror, at det blev overskygget af, at der er sket det, at du jo faktisk er gravid til det bryllup.”

Amalie: ”Ja, jeg bliver gravid i august med termin næsten samtidig med Ninas, bare året efter. Det er en sindssygt svær graviditet, hvor jeg har svært ved at tro på, at det her barn kommer. 

Men jeg ender med at få den hjemmefødsel, jeg drømte om, og i dét øjeblik sker der noget helende for mig, fordi Sirius er så meget med til min fødsel af Babette. Især i nedtrængningsfasen, hvor der åbner sig en slags trekant af orange lys foran mig, samtidig med at jeg føler en beskyttende aura over os – at det er ham, der hjælper Babette fra den ene side til den anden.”

Hun holder en lille pause, inden hun fortsætter:

”Min jordemoder spørger mig også, hvordan vi skal afnavle, og så foreslår hun, at vi kan brænde navlesnoren over med et lys, hvilket jeg med det samme får lyst til.

Vi finder det lys, vi brugte til Sirius’ bisættelse, som er en måne og en sol i ét, og det er Carmen, som holder lyset og brænder navlesnoren over, mens vi spiller den playliste, som vi spillede til Sirius’ bisættelse. 

Det føles enormt afsluttende og rigtig smukt, fordi vi alle er samlet i dét øjeblik. Hans aske havde vi spredt for længst, men hans urne har vi beholdt, og den stod også på natbordet ved siden af. Det kan godt være, at folk synes, at det er helt sekterisk, men for mig var det en meget helende oplevelse.”

Da Babette bliver født, er Marianne begyndt at arbejde igen. Hun er også flyttet til Sjælland for at kunne give den en skalle med Astropod, mens Amalie får ro til at være på barsel. 

Rollerne er vendt, for nu er det Marianne, der har det største ansvar for deres fælles podcast-baby – og det har gjort godt for venskabet. Også selvom Marianne igen er flyttet til Fyn.

Marianne: ”Det har været så godt i vores relation, fordi jeg er vokset med det, mens du har været på barsel med Babette. Jeg har haft behov for at vise, at jeg også gerne vil os og det her projekt efter de perioder, hvor du har tænkt, at nu skrider du bare og bliver gravid og holder ikke, hvad du lover. 

Og jeg er stolt af, at jeg har turde tage det ansvar, som jeg måske også har været lidt tilbageholdende med, fordi du er så god til at bestemme. No offense, men det er du jo. Så der er på en eller anden måde kommet lidt mere balance i tingene.”

Amalie: ”Vi har naturligvis stadigvæk nogle ting, hvor vi kan ramme hinanden og clashe, men vi har også rigtig meget historie sammen. Og så er jeg bare glad for, at den forelskelse, vi havde, har været så stærk. Jeg tror, der er mange mennesker, der havde stoppet langt før det her. Så jeg er lykkelig for, at vi har synes, at den anden er så nice, at vi har insisteret på at have hinanden i vores liv.”

LÆS OGSÅ

Man vælger donor, som man vælger dates - psykolog forklarer hvorfor

Når man skal vælge en sæddonor, falder valget ofte på noget, der er svært at forklare. Psykolog forklarer, at man kan sammenligne sæddonorvalget med det at date.