Jeg har ikke valgt at være genert. Men det gør mig ikke til en mindre god mor
Vi forventer, at alle forældre skal være ens. Vi har brug for mere rummelighed i mødet med hinanden som forældre, skriver en mor til to i denne klumme.
Dette er en klumme og repræsenterer forfatterens egne meninger.
Jeg har ikke valgt at være genert. Jeg har ikke valgt, at sociale situationer nogle gange kan føles overvældende, eller at gamle erfaringer kan sætte sig i kroppen og følge med ind i voksenlivet. Men det gør mig ikke til en mindre god mor.
Mine børn vil ikke først og fremmest huske, om jeg var den mest fremtrædende på sociale arenaer. Det, de vil bære med sig, er trygheden, kærligheden og tilstedeværelsen, jeg giver i alle de små og store øjeblikke i vores liv.
Alligevel kan det nogle gange virke, som om vi forventer, at alle forældre skal være ens. Lige udadvendte. Lige trygge. Lige gode til at tage ordet, melde sig frivilligt, småsnakke og være synlige. Men mennesker er ikke ens.
Kan koste mere
Nogle har været stille og forsigtige, siden de var små. Andre er formet af dårlige erfaringer med mennesker, måske især fra skolen.
Måske var man den, der gik alene i skolegården. Måske oplevede man mobning, at føle sig udenfor eller følelsen af ikke at høre til. Så får man egne børn, og pludselig står man der igen.
På skolegården. I garderoben. Til forældremødet. Til fødselsdage, arbejdsdage, sommerfester og afslutninger. Tilbage i omgivelser, der kan rumme meget mere, end andre ser.
Samtidig skal man støtte, berolige og heppe på sit barn. Man skal smile, stille op, samarbejde og være en god forælder.
Selvfølgelig vil man være med til barnets vigtige øjeblikke. Det handler ikke om, at man ikke vil. Men det kan koste enormt meget mere, end de fleste tror.
Annonce
Skal alle være ens?
Det er ikke altid nemt at lære andre at kende som voksen. Især ikke hvis man er ny et sted eller står uden for arbejdsmarkedet, er førtidspensionist og lever med kroniske sygdomme oveni. Mange taler naturligvis om job, kolleger og hverdag, og så kan man hurtigt føle, at man ikke helt har en plads i samtalen.
Hvor ofte tænker vi, at den stille mor eller far måske ikke er uengageret, men overvældet? At den, der ikke rækker hånden op, måske ikke er doven, men bange for at påtage sig noget, de ved, de ikke kan klare? At stilhed ikke nødvendigvis betyder ligegyldighed?
Det er let at tænke: "Så skulle de måske ikke have haft børn." Men så dømmer vi forældreskab ud fra én bestemt skabelon. Udadvendt, social, synlig og tilgængelig. Er det egentlig det, vi vil lære vores børn? At alle skal være ens?
Meget pres
Der er meget pres omkring forældremøder, arrangementsudvalg og alt, hvad forældre forventes at bidrage til. Ofte er det de samme, der tager ordet, organiserer og tager ansvar.
Mange af dem er gode til netop det. Men måske bør vi også turde at spørge: Skal alle bidrage på samme måde? Nogle er gode til at organisere. Nogle kan bage. Nogle kan handle ind. Nogle kan skrive. Nogle kan sende beskeder. Nogle kan møde op, men ikke tale højt. Nogle bidrager i det stille. Og nogle bruger al deres kraft bare på at være der, fordi det betyder noget for deres barn. Det bør også tælle.
Rummelighed
Vi har brug for mere rummelighed i mødet med hinanden som forældre. Mindre sladder. Færre hurtige konklusioner. Mindre tanke om, at den, der ikke synes mest, bekymrer sig mindst.
For bag en stille forælder kan der ligge en historie, ingen andre kender. En kamp, der ikke ses. Et menneske, der gør sit bedste for, at barnet skal få en tryggere, friere og bedre opvækst end den, de selv måske havde.
Annonce
Og måske er netop det også en form for forældreengagement.
Denne kommentar blev oprindeligt offentliggjort på Varden.no, men er siden gengivet på klikk.no og nu alt.dk med tilladelse. Klikk.no er en del af Story House Egmont. Dette er en oversat og redigeret version.
