Oh Land: "Det har virkelig været brutalt ikke at kunne give sit barn det bedste"

Da Nanna var 25, fik hun foretaget en øjenlaseroperation. Lige pludselig så hun alting klart, også når hun ikke havde sine briller på. Træets blade stod knivskarpe, stammen havde aftryk af snoede riller, knuder og årer, og kronens nuancer var ikke bare en blurry masse som en forvirret malers palet, men inddelt i afgrænsede pletter fra sart grøn til mørk khaki.

– Det var så heftigt, at jeg kunne se hvert eneste blad, at jeg var nødt til at tage hjem og sove bagefter.

Det lyder ellers som en guddommelig gave. Som var øjenkirurgen en moderne Jesus, der havde forvandlet Nannas bygningsfejl til øjne med zoom-effekt. Men ikke altid, nødvendigvis.

– Jeg kan godt savne følelsen at tage brillerne af og se verden lidt mere udvisket. Nogle dage kan jeg bare ikke overskue at stille skarpt, at se så mange detaljer. Jeg bliver let overstimuleret. Da jeg var barn, kunne jeg slet ikke køre bus, for det lugtede for kraftigt, og der var for mange mennesker. Det overrumplede mig.

LÆS OGSÅ: Peter Mygind: - Vi skal ikke kun elske vores børn, når de får 10-taller og scorer mål til fodbold

Kærligheden til træerne er, på trods af deres overvældende tydelighed, kun vokset siden. Nannas nye album, det første i fem år, hedder Family Tree og refererer både til Nannas helle, naturen, og til sin familie – og til opbruddet af den. For to år siden blev Nanna skilt fra billedkunstneren Eske Kath. De havde været sammen i 11 år. Sammen har de sønnen Svend på tre.

– Det er et album, der er blevet til på et tidspunkt i mit liv, hvor alt har været oppe i luften og skulle lande igen. Naturen har altid været en kæmpe trøst for mig. Naturen er så nøgtern, og den fortsætter på trods. Der er liv og død og jordskælv og vulkaner og udslettelse, men naturen fortsætter. Træer er ligeglade med, hvad der sker i dit følelsesliv og de er ligeglade med, hvad der sker i verden, siger Nanna og trækker på skuldrene, nærmest lettet over træernes eksisteren.

– Der er en sang på albummet, der hedder Sunlight. Den skrev jeg kort tid efter, Trump var blevet valgt. Jeg kørte i en taxa udenfor London, mens jeg tjekkede nyheder, og igen var der en sket en hel masse uhyggeliget ude i verden. Jeg kiggede ud ad vinduet og op, og vi kørte forbi en lang række store, gamle egetræer. Så tænkte jeg, “Uanset hvad Trump finder på, så kommer de træer stadig til at stå der. Og de har sikkert allerede stået der i 200 år”. Vi skal huske, at vi mennesker bare er en lille bitte brik i universet. Det er vigtigt en gang imellem at pille sig selv ud af det store puslespil, komme ud af sit eget hoved og sit eget hjerte og se tingene for, hvad de er.

Naturen og musikken har været Nannas redningsplanker, når følelserne har stået i vejen for hendes udsyn. De to er smeltet sammen på albummet Family Tree.

– Træet har været symbol på følelsen af at stifte familie, at slå rødder, men også at familien kan gå i stykker, blive revet op med rode. Når jeg bliver ramt af et personligt kaos, er der nogle basisfunktioner, som bliver slået ud af kurs. At jeg ikke får sovet og spist og gået i bad og taget tøj på. Det eneste, træet vil, er at komme højt nok op og få lys, fjerne sig fra sin egen åndenød. Det billede blev enormt stærkt for mig, og det er også sådan, jeg har det. Hvis jeg har været nede længe, tynget af mørke, kommer der bare lige pludselig en eller anden selvantændende motor indeni mig, som slår ind, “Kom nu, for helvede!” Nanna spiler øjnene op og banker i bordet, så teskeen vågner og klirrer på kaffeglasset fra underkoppen. Hun griner.

Og så går Nanna i gang med at skrive tekster og komponere musik. For at gøre det flagrende konkret. For at sætte ord på følelserne, så hun kan iagttage dem, med sit røntgensyn, og ikke fedte rundt i dem og blive i den mørke suppedas. Musikken er en stige opad mod det lys, som også træerne søger.

Nogle af de ord, der har indkredset følelserne, kan bl.a. læses og lyttes til i den første single, Human Error: My baby didn’t ask for change//They say what you only need is strict routines//And my baby doesn’t know the rules//He’ll grow up missing me when he’s not missing you.

– De linjer handler 100 procent om mit barn. Et barn vælger ikke at forældrene bliver skilt. Et barn har brug for rutiner og regelmæssighed. Det får du altid at vide, og du vil gerne give dit barn det bedste. Det har virkelig været brutalt ikke at kunne give sit barn det bedste. Det har krævet sjælesøgen og dyb selvransagelse. Nanna trækker vejret.

– Du ændrer jo dit barns verden, når du som forældre vælger at blive skilt, og det kan der være mange grunde til. Det er sådan set underordnet fra et barns perspektiv.

De seneste fem år har budt på store omvæltninger. Nanna er blevet mor, flyttet fra New York til Danmark og blevet skilt. I sit personlige kaos har Nanna fokuseret på lyset – og nattens lindring.

– Det er så basalt og klichéagtigt, men jeg er blevet bevidst om, at der er en dag i morgen. Den der følelse af, at du kan gå i seng og sove, og så få en chance for at vågne og forhåbentlig have det lidt anderledes. Jeg er så taknemmelig for natten. Den er ligesom den ingefær, du får serveret til sushi. Den renser. Det, der kan gøre mig allermest ude af den, er hvis ikke jeg får sovet. Søvnen er mere livsnødvendig for mine følelser end for min krop.

Dét øjeblik, Nanna blev voksen

Det er ikke første gang sangerinden har oplevet meningsløsheden, der kom snigende med familiebruddet. Det er heller ikke første gang, at meningsløsheden blev, ikke overskygget, men overbelyst og overskrevet af hendes ukuelige optimisme. Historien er ikke ny, men den kan godt klare en genopfriskning, hvis, du, rare læser, skulle have glemt den, eller misset den, for den sags skyld.

Nannas første livskrise oplevede hun for godt og vel et par håndfulde år siden, da hun gik på den kongelige svenske balletskole i Stockholm og som 18-årig fik en rygskade, der gjorde, at hun ikke længere kunne danse. Men dansen var jo meningen med det hele…?

– Det føltes så meningsløst, da jeg stod midt i det. Men i dag kan jeg jo se, at der kom noget smukt ud af den rygskade, selvom jeg bliver mindet om den dagligt, fordi jeg stadig har ondt. Jeg vil for alt i verden ikke bytte min musikkarriere ud med en dansekarriere nu. Jeg troede ikke, at det var muligt at finde en ny passion, for jeg brændte så meget for dansen. Men med musikken kan jeg udtrykke mig endnu mere nuanceret.

LÆS OGSÅ: Søren Huss: Man kan godt vokse op med én forælder og blive et helt menneske

Livet må forstås baglæns, men leves forlæns og alt det der Kierkegaard-snak. Men er hun allerede der, hvor hun kan se, at der også er kommet noget godt ud af skilsmissen?

– Jeg har ikke konkluderet på det endnu. Jeg ved bare, at det var det, der skulle ske. De ting, som det medførte, var sindssygt udfordrende at finde hoved og hale i, men det var det, der skulle ske…

Med årene har Nanna øvet sig i at give mere og mere slip og tage mindre og mindre ansvar. Ikke fra hvad som helst. Fra at tage mindre ansvar for andre menneskers velbefindende.

– Jeg har altid følt et stort ansvar for, om folk har det godt, føler sig trygge og ikke bliver bange, kede af det og sure. Jeg har været plaget af at tage hensyn til folk, der slet ikke har behøvet det hensyn.

Men.

– Livet har også lært mig at tage mine egne følelser alvorligt og ikke kun andres. At turde lytte til dem og italesætte dem, også selvom det gør andre utilpasse. Sige det, som andre ikke har lyst til at høre. Det er en kæmpe befrielse. Jeg er stadig i gang med at lære det.

Nanna tygger lidt på sine ord. Det åbne ansigt søger opad og øjnene kigger rundt i loftet. Så vender de tilbage og finder øjenkontakten. Den behøver hun ikke lære at bevare.

– I virkeligheden er det der med, at ingen må tænke negativt om mig en form for forfængelighed. Men folk behøver ikke synes, at jeg er fantastisk og dejlig og sød og hensynsfuld. Hvis der er nogen, der ikke kan lide mig – hvad så? Jeg synes faktisk, at den tanke symboliserer, at jeg er blevet voksen.

Det der med at stå ved sig selv og sine egne følelser, blive voksen, kom for alvor på en prøve, da Nanna i 2012 blev tilbudt en pladekontrakt med Sony. Det var dengang, hun boede i New York, og hvor musikken skulle have mulighed for at udspille sig på internationalt plan, hvis der var grobund for det. Det mente de vigtige mænd fra pladeselskabet, der gerne ville skrive kontrakt med hende, for hun kunne blive det nye Abba. Det var alligevel noget. Men der var bare det ved det, at Nanna skulle have gjort lidt ved sin musik, gjort den mere tilgængelig. Og tøjet skulle de måske også have kigget lidt på. Og hendes sceneoptræden. Og. Og. Og. “Nej tak,” lød det fra Nanna. Den gik ikke. Hvis præmissen for, at hun skulle være verdens næste superstjerne i Beyoncé-ligaen, var, at hun skulle laves om, var det ikke en kontrakt, hun ville skrive under på. Hun gik sin egen vej og stod selv for albummet, Wish Bone. Også tilbage i 2012 ville hun altså kunne have bestået voksen-testen. Anderledes og ikke helt så voksent så det ud i 2008, da Nanna udgav sit debutalbum Fauna. Det fik gode anmeldelser, og kritikerne var allerede klar på mere. Hvilket stjernefrø! Men træerne vokser trods alt ikke ind i himlen, og selvfølgelig var der skeptikere imellem. Denne drømmende fe-lignende sangerinde med store armbevægelser bogstaveligt på scenen og overført i musikken. Det var rigeligt for en jantelovs-præget anmelder.

– Da jeg fik de første negative kommentar, følte jeg mig så uretfærdig behandlet! At der var nogen derude, der sagde alt muligt negativt om mig uden overhovedet at kende mig! Den forfængelighed er jeg kommet mig over.

Få dig en hobby

Nanna øver sig stadig i ikke at skulle gøre alle andre mennesker tilfredse hele tiden. Sådan er det med gamle vaner, de er svære at ændre. For, nej, det tager ikke kun tre uger, ligesom de siger, at det er den tid, det tager at holde op med at spise slik eller ryge. Når vi taler om indgroede handlemønstre, hvor selvværd og selvtillid spiller hovedrollerne, tager det et kvart livs tid. I hver fald for Nannas vedkommende. Hun har selv en klar ide om, hvor ønsket om at stille alle tilfredse kommer fra.

– Uden at lyde selvforherligende, men jeg var ret sjov som barn. Jeg havde nemt ved at få folk til at grine, og jeg underholdt meget i mit barndomshjem. Folk forventede, at der skulle ske noget ud over det sædvanlige, når jeg var i nærheden. Jeg fandt på mit eget sprog, jeg lavede teaterstykker og dansede. Jeg opdagede, at jeg var den, der kunne løfte stemningen, også fordi jeg havde styrken til det. Jeg tror, at det blev en afhængighedsting for mig, at jeg havde den indvirkning.

Barndomshjemmet i Søborg var trygt og ambitiøst.

– Der var helt klart en meget tydelig undertone af, at det, du gør, skal du gøre ordentligt. Hvis jeg sad og tegnede derhjemme, tænkte jeg, “Ej, jeg kunne lave en avis, og den kunne blive udgivet i kvarteret hver anden weekend, og så kunne vi sende én til borgmesteren…” Der var ikke noget, der blev sat i gang, uden tankerækken blev fulgt til dørs. Det er noget, jeg har virkelig har taget med mig, og som jeg også nogle gange skal lægge på hylden.

Der er en løsning på at slippe alt eller intet-tankegangens altomfavnende og kvælende favntag. Det hedder ’en hobby’. Noget, der beskæftiger én, og som ikke skal føre noget som helst med sig andet end fornøjelse. For Nannas vedkommende startede det, da hun var i slutningen af 20’erne og havde allermest travlt og turnerede rundt omkring i hele verden. Hun havde to hobbies. Den ene var at lave små planteterrarier i syltetøjsglas, hvor hun kunne følge med i, hvordan planterne voksede og skabte deres eget lille univers. Den anden hobby var, at hun læste graphic novels, som er tegneserier for voksne. Nanna dyrkede genren ’a slice of life’, som har en skarp vinkel på et givent emne, det kan være politisk tema, en sygdom, et land, en livsfase. Hver gang hun kom til en ny by på sin turné, opstøvede hun den lokale tegneseriebutik, så hun kunne få stillet sin graphic novel-sult uden andet formål end, at tegneserierne skulle underholde hende.

– Det er livsvigtigt at have en hobby. Jeg er sådan en hyperaktiv person, og min hjerne kører på højtryk, så det er vigtigt at kunne parkere min hjerne en gang i mellem.

Det gør hun ved at dyrke planter, også på sine to altaner i lejligheden på Nørrebro. De er så tætpakkede med planter, at "det kræver en machete at komme derud” med sine tegneserier og med sin hund Ujan, med kælenavnet Farfar, og kaninen Aki, fordi det var sådan sønnen Svend efter bedste evne udtalte ordet ’kanin’, da det lille pelsdyr blev medlem af familien, der løber frit rundt i lejligheden. Nanna er bevidst om, at også sønnen Svend skal lære at have en pause fra egne allerede høje ambitioner og stædighed.

– For tiden lærer jeg ham at sige “skidt pyt”. Det siger vi hver eneste dag. Hvis han bliver ked af, at han spilder, så siger vi “skidt pyt”. Han skal ikke lade sig slå ud af små ting.

For Nanna kan se, at Svend allerede har den samme vilje og drivkraft, som hun selv.

– Alle mennesker skal begå deres egne fejl, men jeg håber bare, at han ikke skal få en rygskade, før han ser nuancerne. Det var måden, jeg som barn blev beskrevet på af mine lærere, at jeg havde skyklapper på. Jeg så kun fremad som en racerhest.

Nanna smed skyklapperne, da hun fik rygskaden på balletskolen.

– Når jeg tænker på mig selv inden og efter den skade, er det slet ikke det samme menneske. Når jeg tænker på mig selv som teenager kan jeg ikke særlig godt lide mig selv.

Hvorfor?

– Jeg havde helt klart en ide om, at livet er, hvad du gør det til, på en nærmest ’survival of the fittest-agtig’ måde. Hvis ting ikke går, som du vil, er det, fordi du ikke vil det nok og kæmper nok. Jeg havde en ide om, at hvis jeg virkelig ville flyve, så kunne jeg. Jeg havde en helt ekstrem tro. Den har jeg overhovedet ikke mere. Heldigvis.

De små detaljer og stor magi

Det er snyd. Nanna kan have ultrakort småskævt pandehår uden at ligne et børnehavebarn, der har klippet sig selv. Nanna kan tage babyblå bukser på og matchende blazer udover en lyserødstribet Nørgaard paa Strøget-T-shirt uden at ligne en sukkerstang. Nanna kan komme til at spilde vand, når hun hælder op i glasset, næsten at ramme munden, når hun spiser yoghurt og sparke til journalistens fod, fordi hun tror, det er bordbenet, uden hun virker klodset. Nej, det er ikke snyd. For Nanna har ikke selv-censureret sig selv, før hun gik ud ad døren.

– Jeg er for længe siden sluppet af med ideen om, at jeg skal se smuk ud for enhver pris. Det er jeg rimelig ligeglad med.

Sådan ser hun ud, sådan bevæger hun sig, og sådan taler hun. Det er tydeligt, der er mere på spil, når hun berører det ømtålelige emne, skilsmissen. Så hvisker stemmen ned i bordet. En times tid senere hviner den til gengæld af glæde, da Nanna ser, at føromtalte journalists fod er klædt i Mickey Mouse-strømper. Begejstringen over detaljer stammer hjemmefra, fra moderen, der er operasanger og faderen, der er organist.

– Mine forældre har aldrig skjult deres begejstring. Når vi var ude at cykle på landevejen oppe ved vores sommerhus, stoppede min far ofte for at plukke en lille blomst, “Se, er den ikke fantastisk!” Eller, “Se, nu kommer stæren!” Jeg er blevet opmærksom på de små ting, som man kan lade sig begejstre over. Det er et pejlemærke for mig i alt, hvad jeg gør. Hvis jeg kan mærke begejstring, så er det den rigtige retning. Det er mit kompas i alt, jeg laver.

Hun kan blive begejstret over en del. Gamle broderier, kinesisk legetøj, sukkulenter, “hvad ved jeg.”

– Jeg er æstetiker helt ind til knoglerne, og jeg opfatter verden mere sanseligt end intellektuelt. Jeg opfatter gennem lyde, stoflighed og farver. Jeg elsker ting, jeg er ekstremt materialistisk, ikke at det skal være dyrt eller det rigtige. Jeg har altid haft en kærlighed til ting, et samlergen, og jeg kan gå i svime over ting, der i andres øjne, virker helt latterlige. Lige nu er jeg manisk over at skulle finde alle de små metalbiler, der hører til Cars 3-serien.

Det bliver ikke elegant nu. Men det er det autentiske ikke altid. For i interviewsituationen var det netop det, der her skete. At vi gik fra snak om kærlighed til fysiske objekter, biler og broderier, til den store kærlighed. Den, mellem elskende. Den, som Nanna har oplevet gået i stykker. Men, som hun også har genfundet. Til en kæreste, der hverken skal tales højt eller lavt om. Som hun blot, med ivrige nik, bekræfter findes.

Hvordan tør du tro på kærligheden igen efter en skilsmisse?

– Kærligheden behøver du ikke tro på. Du behøver ikke tro på den, for at den kommer. Du ved det, når den er der, og når den ikke længere er der. Det handler om at sætte sig fri af forestillingen om, hvordan ting bør være. Og sætte sig fri af at du kan kontrollere, alt hvad der kommer din vej. Det kan du ikke styre. De eneste situationer, hvor jeg er blevet rigtig ødelagt og såret, er i de situationer, hvor jeg har troet, at jeg har kunne kontrollere ting. Så er det ikke virkeligheden, der vrister, men det illusionen.

Er det ikke en udfordring at stole på virkeligheden, når man er en drømmer?

– I Den uendelige historie (af forfatteren Michael Ende, red.) kritiserer faderen mange gange Bastian for, at han skal bevare benene på jorden. Til sidst i bogen siger Bastian til sin far, at han skal huske nogle gange ikke at have benene på jorden. Begge dele er rigtigt… Nanna kommer i tanke om, at hun måske alligevel er mere enig med Bastian end med faren.

LÆS OGSÅ: Johanne Schmidt-Nielsen har fået nyt, stort chefjob: ”Der findes simpelthen ikke en vigtigere sag”

– Det er sgu vigtigt, at man ikke altid skal have benene på jorden! Så kan man jo aldrig nogensinde få udrettet noget. Hvad vil det sige at skulle have ben på jorden? Hvad fanden vil det sige? Nogle gange bliver man nødt til at turde svæve lidt væk.

Hvornår svæver du væk?

– Når jeg rammer rigtigt. Når jeg sætter mig ved klaveret, ved jeg ikke på forhånd, hvad der kommer til at ske. Jeg sætter bare mine fingre et tilfældigt sted, og så følger jeg det, som kommer. Lige pludselig rammer jeg et eller andet. Dér var den! Det er det mest magiske øjeblik! Der lider jeg af storhedsvanvid, og det skal der til en gang i mellem. I de øjeblikke mister jeg fodfæstet et øjeblik.