Hvorfor lyver min datter?

Spørgsmål:

Hej Margrethe,

Vi har en skøn datter på fem år. Hun virker som en glad og fornuftig pige, trives i børnehaven og er meget social. Hun har to mindre søskende på henholdsvis 1½ måned og 14 måneder – (og desuden en lillesøster, der døde for to år siden).

Den seneste tid har hun løjet meget – hun kommer simpelthen med den ene løgn efter den anden, både over for os forældre, sine venner og hvem hun ellers taler med. Hun lyver om stort set alt, intet er helligt.

Det er både de mere gennemskuelige ting, såsom at hun ikke har fået noget mad i flere dage under sidste weekendbesøg hos sine bedsteforældre, eller at hun har vasket hænder efter toiletbesøg, når jeg 100procent sikkert ved, at det har hun ikke.

Men ganske ofte er det svært at regne ud, om det, hun fortæller, er sandt eller en løgn, og det er ved at være problematisk. Vi forældre har især svært ved at vide, hvad vi skal tro, når hun for eksempel fortæller, at nogle børn i børnehaven har sparket hende i maven, eller at det er lillesøster, der har ødelagt et eller andet.

Over for sine venner kommer hun med historier, såsom at vi skal flytte til udlandet (hvilket medførte, at hendes stakkels bedste veninde var helt knust), at hun har fået pandekager med is til morgenmad, når hun egentlig fik cornflakes, og hun bilder dem ind, at de skal med hende hjem at lege efter børnehave, hvilket jo medfører skuffede miner, når jeg henter hende om eftermiddagen.

På den ene side set er vi jo glade for, at hun har en god fantasi… Men der er altså grænser, og vi synes, det er meget over grænsen at lyve og dermed gøre andre ondt. Men hvordan takler man en femårig, der kommer med historier fra de varme lande? Når vi ved, at hun fortæller en løgn, må vi så irettesætte hende (når der er andre til stede)?

Hilsen en anonym mor

Svar:

Kære Mor,

Før vi kan tale om, at et barn fortæller usandheder, skal barnet være nået et udviklingstrin, hvor det kan skelne mellem fantasi og virkelighed. Det vil et barn ofte kunne i 5-6-årsalderen, men selv efter seks år kan mange børn have svært ved at skelne – især hvis de føler sig truede, angste eller ensomme.

Jeg vil også bemærke, at nogle børn i 4-5-årsalderen kan have en periode, hvor fantasien helt tager over, men det ophører som oftest efter et par måneder.

Mange voksne beskriver børnene som uærlige og uhæderlige – siger, at de lyver, når de overdriver eller siger ting, der ikke passer. Men for mig er det helt forkerte ord at bruge. For der er ingen børn, der ønsker at være uhæderlige. Når børn har denne adfærd, fortæller de os, at de bare så gerne vil anerkendes. Men vi voksne har lært, at det er noget negativt, og vi tager ofte stor afstand fra børnenes handlinger. Vi skælder ud – siger, at de lyver.

LÆS OGSÅ: Guide til en god mor-barn snak

Det, man kan gøre, når et barn over 5-6 år fortæller usandheder, er at prøve at forstå det, som et råb fra barnet om, at det ikke har det godt – at det kan være et tegn på, at barnet føler sig marginaliseret i sin familie, institution eller skole, at det er usikkert på sig selv, føler sig sårbart og ikke ”god nok” som den person, det er. Barnet prøver at lave om på virkeligheden og prøver at fortælle, hvad det savner.

Rent pædagogisk hjælper man bedst barnet ved ikke at forhøre det, ved ikke at tage afstand fra det sagte, og ved ikke at sige at det lyver. Man skal i stedet prøve at lytte til barnets fortællinger og prøve at tolke dem: Hvad er det, barnet vil opnå/få mig til at forstå med den historie? Hvad er det, barnet vil undgå? Og endeligt: Hvad er det, barnet forsøger at fortælle?

Den bedste måde at hjælpe barnet på er altså at finde ud af, hvad den egentlige årsag til barnets adfærd er. I dit tilfælde ”kære mor” oplever jeg, når jeg læser dine fine eksempler, at dit barn i den grad føler et behov for opmærksomhed og omsorg, og at det måske følelsesmæssigt føler sig lidt forsømt – føler sig lidt marginaliseret.

Når hun for eksempel siger, at børnene sparker hende i maven, appellerer hun virkelig til, at vi skal synes, at det er synd for hende. Hun siger: ”Trøst mig. Mit liv er lidt hårdt for tiden”. Eller når hun har lovet, at børnene må komme med hjem efter børnehavetid, så er det noget, hun har gjort for at få prestige i børnehaven. Og hvorfor gør hun nu det? Føler hun sig generelt lidt ensom, har hun behov for at blive set, og hvorfor hungrer hun efter beundring og kærlighed?

Så mit råd er: Gennemtænk de historier, hun fortæller, og prøv at gennemskue hvad det er egentlig er, hun siger. De eksempler, du her giver i dit brev, peger på en pige, der føler sig lidt marginaliseret – lidt ensom – og som råber på omsorg og kærlighed – at blive holdt af. Ja, sådan vil jeg tolke det.

Så jeg tror, at I i jeres familie måske skal tænke på, at jeres lille pige går og har det lidt svært – savner jer voksne. I har to små børn – et på knap to måneder og et på 14 måneder. Samtidigt må I have en sorg i jeres sjæl over at have mistet et lille barn for to år siden. Det har været og er vel stadig en hård og krævende tid for jer alle – også jeres datter. Jeg tror, at det er det, hun vil fortælle med alle sine historier.

Jeg vil ønske jer alt muligt godt.

Med venlig hilsen

Margrethe Brun Hansen

LÆS OGSÅ: Mindfulnes: Kom tættere på dit barn

LÆS OGSÅ: Få en hverdag uden stress